Pelle Dragsted (EL) var en af dem, der fik flest stemmer i Frederiksberg Kommune. Hvad vil han bruge dem til?

Enhedslisten er gået frem i de store byer og ikke mindst i Frederiksberg Kommune, hvor de med Pelle Dragsted i spidsen blev det næststørste parti

"Det første, vi skal gøre, er i virkeligheden at sørge for, at vi ikke får et mindre blandet Frederiksberg, end vi har lige nu, ved at redde Frederiksberg boligfond, der er i store økonomiske problemer," siger Pelle Dragsted (EL), der her ses fotograferet på valgnatten.
"Det første, vi skal gøre, er i virkeligheden at sørge for, at vi ikke får et mindre blandet Frederiksberg, end vi har lige nu, ved at redde Frederiksberg boligfond, der er i store økonomiske problemer," siger Pelle Dragsted (EL), der her ses fotograferet på valgnatten. . Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Da vælgerne i tirsdags gik til stemmeboksen, satte flere end nogensinde i blandt andet København og på Frederiksberg deres kryds ved Enhedslisten. Det betød blandt andet, at Pelle Dragsted fik det næststørste antal personlige stemmer i kommunen.

Hvorfor tror du, at Enhedslisten er gået så meget frem i København og på Frederiksberg?

Det handler om, at mange vælgere i de store byer er meget bekymrede for klimaforandringerne og sætter det spørgsmål meget højt. Jeg tror også, at boligspørgsmålet er kommet tilbage med fuld kraft. Der er utrolig mange, der oplever, at det nærmest er umuligt at finde en bolig, der er til at betale i København og på Frederiksberg og i andre hovedstadskommuner. Det gode resultat er jo en kæmpe tillidserklæring til Enhedslisten. Men når det er sagt, har det allervigtigste for mig og Enhedslisten været, at det er lykkedes at gøre en ende på 112 år med det samme parti, der har siddet så tungt på magten på Frederiksberg. Det er den største succes. Det er ikke sundt for nogen kommune at have det samme parti siddende på magten i over 100 år. Det skaber en magtfuldkommenhed og en dårlig kultur, som vi skal ændre på nu sammen med de andre partier i ’Den grønne koalition’.

Er det et problem, at Enhedslisten primært er et byparti?

Faktisk er det ikke helt så entydigt. Vi er valgt ind i syv nye kommunalbetyrelser rundtomkring, blandt andet i Brønderslev, Mariager Fjord og flere andre af det, man kan kalde udkantskommuner. Men der er ingen tvivl om, at Enhedslisten går mere frem i storbyerne end andre steder. Der er en polarisering, som vi er nødt til at være opmærksomme på i Enhedslisten. Vi vil gerne være et parti for borgere i hele landet, for lønmodtagere, folkepensionister og dem, som ikke er ved muffen.

Hvad vil du sige til de borgere, der frygter, at Frederiksberg nu bliver en socialistisk højborg?

Det har hele tiden været en fjollet skræmmekampagne, som heldigvis ikke har virket. Vi har i øvrigt haft et meget godt samarbejde med Det Konservative Folkeparti. Der er meget, der er godt på Frederiksberg. Idéen om, at man skal kunne se et træ fra alle vinduer i kommunen. er fantastisk. Jeg synes, der er dele af det kommunale, der er ret veldrevet – der er mange gode ting, vi kan bygge videre på sammen. Men meget kan gøres bedre, for det kan mærkes, at Frederiksberg er den kommune, der bruger færrest penge på velfærd pr. borger.

Vil der blive fjernet parkeringspladser?

Der vil komme mere fokus på de bløde trafikanter – det flertal af Frederiksbergs borgere, som ikke har en bil. Hvis det står til mig, så er der steder, hvor der vil blive fjernet parkeringspladser for at gøre plads til cykelstier, det gælder for eksempel på Frederiksberg Allé, som er skolevej for mange børn og unge, men som er farlig at færdes på på cykel. Vi mener, at balancen har været tippet for meget over til fordel for det mindretal, der har en bil, på bekostning af det flertal, der går og cykler. Det skal vi diskutere, hvordan vi kan gøre mere balanceret.

Hvad er det første, du vil gøre for at skabe et mere blandet Frederiksberg?

Det første, vi skal gøre, er i virkeligheden at sørge for, at vi ikke får et mindre blandet Frederiksberg, end vi har lige nu, ved at redde Frederiksberg boligfond, der er i store økonomiske problemer. Det skal vi rette op på, så det ikke bliver nødvendigt at sælge boliger til private spekulanter.

Hvordan bor du selv?

Jeg bor i et kollektiv i en ejerbolig i en villa på Frederiksberg. Men villaen er ejet af en forening, som vi beboere er medlem af i en lille andelsboligforening. Man betaler et indskud på 20.000 kroner, når man flytter ind, og det får man med, når man flytter ud. Men friværdien i huset ejer foreningen, og i tilfælde af, at foreningen bliver opløst, tilfalder den en form for humanitært arbejde og ikke os som ejere.