Pengemangel forsinker shia-stormoské

I løbet af et år åbner Danmarks første shiamuslimske stormoské med plads til 1500 mennesker. Opførelsen af det omdiskuterede projekt har foreløbig varet to år. Det har nemlig været svært at skaffe penge til byggeriet

Bijan Eskandani viser arkitekttegningerne af den shiamuslimske moské på Vibevej. Byggeriet har været plaget forsinkelser blandt andet, fordi grunden var forurenet.
Bijan Eskandani viser arkitekttegningerne af den shiamuslimske moské på Vibevej. Byggeriet har været plaget forsinkelser blandt andet, fordi grunden var forurenet. Foto: Leif Tuxen.

De siger, vi får alle pengene fra Iran. Gid det var så vel, så havde moskéen forlængst stået færdig.

Den iranskfødte arkitekt Bijan Eskandani sidder i det lille kontor i skurvognen foran Danmarks første store shiamoské på Vibevej i Københavns nordvestkvarter med et krus kaffe foran sig. Arkitekten, der står bag et af de første store moskébyggerier herhjemme, er en ældre mand iklædt blå Pierre Cardin-pullover.

Bag skurvognen står det to etager høje råhus i grå beton. De nøgne stålskeletter, som skal blive til de to minareter på 30 meter og kuplen, rager op over naboejendommene i det tidligere industrikvarter.

Udgravningen til fundamentet begyndte i maj 2012, og Bijan Eskandani regner med, at den færdige moské kan stå klar inden for et år. I flere år var moskéen ofte i mediernes søgelys efter artikler i både Kristeligt Dagblad og Weekendavisen, der påviste, at penge fra Iran indgik i planerne for moskébyggeriet, og at den iranske stat i 2001 finansierede købet af grunden på Vibevej.

LÆS OGSÅ: Pengemangel sætter mosképrojekter i stå

Men det seneste år har det været Københavns anden store kommende moské i Rovsinggade et par kilometer derfra, der er løbet med opmærksomheden.

Medierne fortæller, at alt bliver betalt af Iran. Men sandheden er, at formanden for foreningen Ahlul Bait (shiamuslimsk forening, der står bag moskéen, red.) konstant rejser rundt for at skaffe pengene fra forskellige rigmænd og fonde rundt om i verden, fortæller Bijan Eskandani, der både er arkitekten bag projektet på Vibevej og en slags uofficiel talsmand for byggeriet.

Han vurderer, at det vil koste i alt omkring 50 millioner kroner at opføre den i alt 3500 kvadratmeter store bygning, der er kombineret moské og kulturcenter.

Entreprenør og byggeleder Tommy Mejlby, der er direktør for firmaet Conbyg, sidder ved et skrivebord i skurvognen med en cigaret i hånden og nikker:

Vi har haft lange pauser i de perioder, hvor der ikke har været penge til at køre byggeriet videre, fortæller han.

Bijan Eskandani, der kom til Danmark som 21-årig i 1962, har kreereret tegningerne af byggeriet i samarbejde med et iransk firma. Han rejser sig for at vise rundt på byggepladsen bag skurvognen den grå vintermorgen.

Kælderen skal rumme en sportshal og en multisal, der kan bruges til fællesspisning og store arrangementer samt køkken, toiletter og en lille parkeringskælder.

Stueetagens sydvestlige fløj består af et stort amfiteater, der er hævet halvanden meter over det øvrige niveau i stueetagen. Her kan der arrangeres foredrag, film, teater og konferencer, hvor mennesker fra mange forskellige trosretninger kan mødes.

Derudover rummer stueetagen en bedesal for mændene og forskellige møderum. På første sal skal der udover kvindernes bederum indrettes et bibliotek med religiøs litteratur og to gæstelejligheder til udenlandske besøgende.

Det 3500 kvadratmeter store byggeri er udført i iransk stil og vil i løbet af det kommende år blive beklædt med mosaikker og orientalske klinker. Kuplen midt i byggeriet og de to minareter skal beklædes med specielle turkisfarvede fliser.

Bijan Eskandani lægger ikke skjul på, at byggeprocessen har taget længere tid end beregnet.

I starten blev byggeriet forsinket et par måneder, fordi det viste sig, at grunden var forurenet. Det har kostet foreningen bag moskéen flere millioner kroner at bortskaffe og erstatte forurenet jord. Midt i de byggetekniske trængsler glæder arkitekt Bijan Eskandani sig over, at shiamuslimerne i Danmark endelig får mulighed for at udøve deres religion i præsentable rammer.

Åbningen af den første store shiamuslimske moské i Danmark bliver en stor dag for muslimer. Det betyder, at shiamuslimerne får et sted, de kan være bekendt i stedet for at skulle holde til i kælderbygninger eller baggårde, forklarer Bijan Eskandani og henviser til, at bygningen ifølge brandmyndighederne kan rumme 1500 mennesker.

Ifølge religionssociolog Brian Arly Jacobsen fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet bliver det store spørgsmål, hvor mange muslimer moskéen vil kunne samle.

Han henviser til, at shiamuslimerne ifølge undersøgelser kun udgør godt 12 procent af de skønsmæssigt 235.000 muslimer i Danmark.

Shiamuslimerne udgør en relativt lille gruppe, og mange er vant til at komme i de sunnimuslimske moskéer. Derfor er spørgsmålet, hvor mange mennesker den nye moské kan samle. Hovedparten af shiamuslimerne i Danmark stammer fra Iran, og at iranerne er traditionelt mindre religiøse end en række andre etniske grupper fra Mellemøsten. Desuden er der også små shiamuslimske grupper fra Irak, Libanon, Pakistan og Yemen her i landet, siger Brian Arly Jacobsen.

Bijan Eskandani er ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes at tiltrække besøgende under kuplen på Vibevej:

Inden jeg begyndte at tegne skitserne til den nye moské, studerede jeg for-holdene i den tidligere moské, der var indrettet i en nu nedrevet fabriksbygning på grunden. Jeg kunne se, at moskéen under de muslimske højtider blev besøgt af 2000 til 2500 mennesker hver eneste aften, siger projektets arkitekt.

Den shiamuslimske forening Ahlul Bait er i gang med at opføre en et godt 3500 kvadratmeter stort kulturcenter, der indeholder moské, kulturhus, fritidsundervisning med mere på Vibevej i København.  Projektet er tegnet af en iransk tegnestue efter inspiration fra traditionel shiitisk moskéarkitektur. Facaden ud mod Vibevej bliver op til 13 meter høj med en traditionel indgangsportal en såkaldt iwan. Den centrale kuppel er godt 24 meter og bliver belagt med lyseblå kakler. Desuden får moskéen to m....
Den shiamuslimske forening Ahlul Bait er i gang med at opføre en et godt 3500 kvadratmeter stort kulturcenter, der indeholder moské, kulturhus, fritidsundervisning med mere på Vibevej i København. Projektet er tegnet af en iransk tegnestue efter inspiration fra traditionel shiitisk moskéarkitektur. Facaden ud mod Vibevej bliver op til 13 meter høj med en traditionel indgangsportal en såkaldt iwan. Den centrale kuppel er godt 24 meter og bliver belagt med lyseblå kakler. Desuden får moskéen to m....