45 milliarder kroner bruger samfundet hvert år på 542.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som døjer med arbejdsløshed, hjemløshed, misbrug, psykiske lidelser og mange andre invaliderende problemer.
Så både menneskeligt og økonomisk er der store gevinstmuligheder i at mindske antallet af mennesker på randen af samfundet.
Derfor er innovationsminister Sophie Løhde (V) nu klar med et forslag, som åbner for såkaldte sociale investeringsprogrammer.
Blandt andet pensionskasser, virksomheder, almennyttige fonde, civilsamfundsorganisationer og kommuner skal i fremtiden involveres i sociale investeringer, hvis det står til regeringen.
Konkret vil regeringen bruge 50 millioner kroner fra satspuljemidlerne til en statslig fond, som skal sætte forsøg i gang på området.
”Vi skal blive bedre til at levere forebyggende og helhedsorienterede indsatser, så vi bedre kan hjælpe nogle af de mennesker, der har det sværest i vores samfund. Det kan for eksempel være unge, der aldrig har fået en uddannelse og ikke kan få et job og er i risiko for at havne på kanten af samfundet,” siger Sophie Løhde.
Administrerende direktør Morten Halborg fra pensionsselskabet Skandias fondsmæglerselskab fortæller, at Skandia har udviklet en model, som kan bruges til at vurdere, hvad man får ud af forskellige investeringer på det offentlige område.
Vil en kommune for eksempel få mest ud af at investere et bestemt beløb i bedre psykiatri eller i at nedbringe antallet af offentligt forsørgede?
Denne såkaldte Skandia-model har allerede i flere år været brugt i godt 30 kommuner.
”Nu vil vi gerne tage det til det næste niveau, hvor vi ikke kun rådgiver kommunerne, men også hjælper dem med finansieringen af nye tiltag,” siger Morten Halborg.
Det er muligt, at Skandia over nogle år vil skyde 500 millioner kroner ind i sociale investeringer, men det præcise beløb kendes ikke endnu.
Pensionsfonde skal skaffe et afkast til fremtidens pensionister, og derfor kan man ikke investere i hvad som helst og løbe en hvilken som helst risiko.
Idéen bag regeringens forslag er imidlertid, at man både vil have pensionsfonde, virksomheder og almennyttige fonde til at bidrage med de sociale investeringer.
Lykkes det for eksempel med en tidlig indsats at få flere unge i et bestemt byområde til at tage en uddannelse og dermed forebygge senere arbejdsløshed og social deroute, deler det offentlige og investorerne gevinsten.
Mislykkes det, skal investorerne alene bære tabet, og det offentlige mister ikke noget, ifølge regeringens plan.
Normalt vil pensionsfonde være afskåret fra at løbe den slags risici, men nøglen til, at det alligevel kan lade sig gøre, er, at også de almennyttige fonde inddrages. De skal bruge penge på deres formål, så de kan i praksis bære hele den økonomiske risiko for projekterne.
I lande som Sverige, Finland, Storbritannien og Holland har man i en årrække anvendt sociale investeringsprogrammer med succes.
I Storbritannien er det gennem forebyggende arbejde lykkedes at nedbringe antallet af kriminelle, som efter afsoning falder tilbage i ny kriminalitet.
Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, mener nu ikke, at regeringens initiativ er et socialpolitsk columbusæg.
”Jeg kan godt se nogle muligheder i sociale investeringer, men det er ikke epokegørende nyt.”
Han mener ikke, at der mangler investeringer på det sociale område, men penge til behandlings- og botilbud. For eksempel er der på hjemløseområdet investeret over en halv milliard kroner de seneste 10 år, men der er ikke blevet færre hjemløse.
”Det handler jo om, at man har eroderet forsørgelsesgrundlaget, blandt andet gennem kontanthjælpsloftet. Derfor er det blevet sværere at få råd til boliger for mange udsatte,” siger Jann Sjursen.