Pernille Vermunds farvel forstærker opbruddet i blå blok

Inden året er omme, forlader Pernille Vermund formandsposten i Nye Borgerlige og ved næste valg også Folketinget. Hvor efterlader det en blå blok, der allerede i forvejen var splittet?

Pernille Vermund annoncerede tirsdag, at hun stopper som formand i Nye Borgerlige inden udgangen af 2023. Desuden stopper hun i Folketinget efter næste valg.
Pernille Vermund annoncerede tirsdag, at hun stopper som formand i Nye Borgerlige inden udgangen af 2023. Desuden stopper hun i Folketinget efter næste valg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Efter valget gik Venstre i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne. Til stor frustration for de øvrige borgerlige partier. Tirsdag annoncerede Pernille Vermund, at hun forlader formandsposten i Nye Borgerlige, inden året er omme, og Folketinget ved næste valg. Partiet fik et beskedent resultat ved valget, men selv afviser hun, at det skulle være årsagen til, at hun går. 

Der har længe været brugt ord som både ”opbrud” og ”krise” i den borgerlige side af folketingssalen. Hvor efterlader partilederens farvel det, man i hvert fald tidligere har kaldt ”blå blok”? Findes den overhovedet?

Christian Egander Skov, der blandt andet er konservativ debattør og forfatter til bogen ”Borgerlig krise”, kalder Pernille Vermunds farvel ”en fortsættelse og radikalisering” af det opbrud, som har stået på gennem længere tid blandt de borgerlige partier. 

”Det skaber for mig at se en usikkerhed om, hvorvidt Nye Borgerlige overhovedet har en fremtid som parti. Jeg tror, at de kan få svært ved at klare sig uden Pernille Vermund, fordi det i forvejen ikke var et parti, der stod enormt stærkt. Derudover har der været ballade omkring Mette Thiesens udmeldelse af partiet, ligesom de fyrede deres mangeårige pressechef oven på et skuffende valgresultat,” siger han.

Den fyrede pressechef er Lars Kaaber, som har fulgt dansk politik i mange år, og som har været presserådgiver for flere borgerlige partier. For ham var det forventeligt, at Pernille Vermund ville stoppe for at vende tilbage til et job som arkitekt uden for Christiansborg, men han mener, at hun gik for tidligt.

”Hendes overvejelser har formentlig både været personlige om, hvad hun kunne holde til, og nok også en vurdering af, at ingen af de borgerlige partier har lagt en strategi for, hvordan de skal orientere sig i det nye politiske univers med SVM-regeringen. Slet ikke Nye Borgerlige. Partiet står midt i en strategiproces, som hverken er helt eller halvt færdig,” siger Lars Kaaber.

”Den handler både om, hvilket slags parti man vil være, og hvilke vælgere man vil have ind i folden.”

Lars Kaaber ville selv have rådet Pernille Vermund til at vente med at gå, til ”hegnspælene” for partiet var sat op. Nu risikerer man en kamp om, hvorvidt det skal være et protestparti, hvor man er lige så vred på De Konservative som på venstrefløjen, eller om man skal være et nationalkonservativt parti med respekt for parlamentarisk arbejde, mener han.

I praksis kan det ende med en fløjkrig mellem den mere liberalistisk indstillede Lars Boje Mathiesen og det mere nationalkonservative folketingsmedlem Mikkel Bjørn Sørensen, som har opbakning fra partiets ungdomsorganisation.

”En fløjkrig ville være noget risikabel for et parti, der ligger, som Nye Borgerlige gør. Både i meningsmålingerne og politisk i spændingsfeltet mellem Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne,” siger Lars Kaaber.

Svækkelsen af Nye Borgerlige kan i Christian Egander Skovs øjne styrke både Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne. Han peger på, at Dansk Folkeparti er med i en del forligsaftaler, som kan give partiet en central rolle, ligesom DF's formand, Morten Messerschmidt, har fået oprejsning oven på sin frifindelse i den langtrukne Meld og Feld-sag.

”Men Dansk Folkeparti har så lagt en linje, som peger væk fra det rent borgerlige, fordi de har foreslået en oppositionsblok, som skærer på tværs af rød og blå blok,” siger Christian Egander Skov.

Her henviser han til, at Morten Messerschmidt i slutningen af sidste uge fortalte, at han arbejder på at samle en opposition bestående af Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance, SF og Enhedslisten.

”Derfor er der for mig at se ingen klarhed i syne for det borgerlige Danmark,” siger han.

Dansk Folkepartis næstformand, René Christensen, medgiver, at der ikke er et samlet borgerligt projekt. Det skyldes først og fremmest, at Venstre nu sidder i regering med Socialdemokratiet, siger han.

”Og hvem er Moderaterne egentlig? Det er der vist ikke helt nogen, der ved. Der er naturligvis stadig et borgerligt Danmark, og vi må finde ud af, hvordan vi får samlet de tråde politisk også.”

René Christensen peger på, at opbruddet blandt de borgerlige i høj grad skyldes en ”kannibalisering” i selve blokken:

”Der er kommet nye blå partier til, der ikke har kunnet hente stemmer hen over midten, men har hentet dem inden for blokken. Det betyder, at vi også har været nødt til at skærme os lidt mod hinanden indbyrdes.”

René Christensen tolker ikke Morten Messerschmidts ønske om en opposition bestående af også de røde partier som endnu et skridt væk fra en samlet borgerlighed. Og han slår fast, at Dansk Folkeparti skam stadigvæk er et borgerligt parti.

”I Dansk Folkeparti har vi altid kunnet lave politik med begge sider af salen. Indvandringspolitik har vi oftest lavet med de blå partier, mens vi for eksempel har lavet socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik med de røde,” siger han.