Personsager er farlige for toppolitikere som Pape

Søren Pape Poulsen (K) forsøger at lægge sagerne om sin ægtefælle og private topmøder med dominikanske ministre død. Det lykkes formentlig, hvis der ikke kommer nye oplysninger frem, men ufarligt er det ikke

Personsager er farlige for toppolitikere som Pape
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

På en måde var det partiformand og statsministerkandidat Søren Pape Poulsens store held, at De Konservative holdt landsråd på en historisk dag, lørdag. Selv frydede han sig over, at det var præcis 40 år siden, Poul Schlüters firkløverregering tiltrådte, men nok så afgørende var det også dagen for et britisk tronskifte og for massive ukrainske fremrykninger i russisk besatte områder.

De to sidste historier skyggede i medierne for det konservative møde, og det kan partilederen være godt tjent med, selvom det lyder paradoksalt.

Efter Papes tale til landsrådet forsøgte journalisterne på et pressemøde at stille et dusin kritiske spørgsmål til de personlige sager, men han ville ikke gå nærmere ind i dem. De svar, han havde givet i et Facebook-opslag fredag, måtte række. Her skrev han, at ”min mand har sagt ting, som er forkert, mens andet er baseret på misforståelser. Det er oplysninger, som jeg også har viderebragt, men i god tro.” Desuden fortrød han de møder, han som justitsminister havde haft med de dominikanske ministre på en privat vinterferierejse i 2018 uden at orientere Udenrigsministeriet.

Den korte tilståelse kunne give anledning til mange opfølgende spørgsmål. For eksempel om, hvordan i alverden, Pape kunne have fået den overbevisning, at hans ægtefælle Josue Medina Vasquez Poulsen var vokset op i en jødisk familie og som barn kom i synagogen, når familien var dybt engageret i det kristne trossamfund Syvende Dags Adventistkirken? Vel holder de ligesom jøderne helligdag, sabbat, om lørdagen, og vel minder nogle af deres spiseregler om de jødiske, men alligevel: Hvordan har han i otte år kunne leve tæt sammen med sin mand og uden at kende til dennes rigtige religiøse baggrund? Og hvornår fandt han ud af, at den ikke var jødisk?

Søren Pape Poulsen ville ikke svare, og under andre omstændigheder havde det også givet god mening at betragte det som forhold under privatlivets fred. Hans problem er, at han selv har ført sin ægtefælle frem i offentlighedens lys. Dels da han blev præsenteret ved landsrådet i 2014, og Pape nævnte usandheden om, at manden var nevø til den daværende dominikanske præsident. Dels da Pape i en radioudsendelse og ved en jødisk konference nævnte, at hans mand var jøde. Man kan indvende, at det er svært at se motivet for at lyve om en familierelation til en fjern præsident eller om et religiøst tilhørsforhold. Den slags flytter næppe alverdens stemmer. Det kritiske i sagerne er som altid håndteringen af dem. Hvad den siger om hans troværdighed og dømmekraft.

Det kan for eksempel virke hyklerisk, når han i sin tale lørdag tordnede mod statsminister Mette Frederiksen (S) for at lyve og nægte at svare på spørgsmål – for straks efter selv at nægte at svare på en stribe spørgsmål om de usandheder, han tidligere har sagt.

Han og hans rådgivere har vurderet, at den bedste strategi nu er at forsøge at lukke sagerne ned ved simpelthen at nægte at udtale sig mere. Kynisk set ligner det også den mest effektive strategi. Historien har en del eksempler på personlige skandalesager, der har kørt i måneds- eller årevis, og som kun er blevet værre, jo mere hovedpersonen har udtalt sig. Den slags sager kan være meget farlige for toppolitikere. I USA har det ført til præsidenters fald i vanære, og herhjemme kan man blot tænke på Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen. For en halv snes år siden kom han galt afsted i sine bilagssager, i GGGI-sagen og ikke mindst i sagen om tøjindkøb på Venstres regning. GGGI-sagen om hans rejser på 1. klasse for den sydkoreanske klimaorganisation forsøgte han i oktober 2013 at lukke ned på et pressemøde, der varede næsten fire timer, hvor han svarede på alle spørgsmål, journalisterne overhovedet kunne finde på. Det lykkedes dog ikke at lukke sagen, som kørte videre i medierne i flere måneder.

Tøjsagen var tæt på at koste ham formandsposten og sendte Venstre ud i en dyb krise.

Så galt går det næppe for Søren Pape Poulsen og De Konservative, vurderet ud fra de sager, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten indtil nu har gravet frem. Men skulle der ligge flere ubehageligheder gemt under gulvtæppet, kan det blive en mere end træls valgkamp for den konservative partileder.