Peter Lund Madsen: At vente med at bade efter mad har medført megen irritation for mig

Hjerneforsker Peter Lund Madsen tilbaragte de fleste af sine sommerferier som barn på stranden i Gilleleje og Hornbæk. I dag har han fundet et andet absolut favoritsted at holde ferie

Hjerneforsker Peter Lund Madsen er blandt andet fast vært på P1 programmet "Hjernekassen"
Hjerneforsker Peter Lund Madsen er blandt andet fast vært på P1 programmet "Hjernekassen".

Hvordan holdt I ferie i dit barndomshjem? 

Det gjorde vi i sommerhuset herhjemme i Danmark. Først i Gilleleje, senere i Hornbæk. Jeg har aldrig været på charterferie med min familie, og vi var heller aldrig på campingferie eller sådan noget. I sommerhuset badede vi meget. Det skulle man, for ellers var man jo ikke en rask dreng. Men man måtte som bekendt ikke bade, før der var gået en time, efter man havde spist. Det kunne efter sigende være farligt, fordi man kunne få kramper. En stor løgn, som vi troede på dengang. Det var sent i mit liv, jeg fandt ud af, at det ikke passede, og det har medført megen venten og irritation for mig. 

Hvad er ingredienserne til en god ferie?

Det er Japan. Det er den bedste ferie, som man kan give sig selv, for Japan er et fuldstændig fantastisk land at være turist i. Det er både eksotisk og fuldstændig trygt og sikkert. Hvis du taber din pengepung på gaden, vil folk komme løbende efter dig for at give dig pungen tilbage.

Der sker også hele tiden noget morsomt i Japan . Jeg har været der fire gange i alt. Senere på året skal jeg en gang mere, og efter nytår endnu en gang. Jeg har lovet mig selv, at indtil jeg ikke har lyst til det mere, så vil jeg tage til Japan, fordi det er sådan et fantastisk land. Man bliver i godt humør af det. Og jeg er altså ikke den eneste, der har det sådan, skal det lige siges. Jeg har hørt det fra stort set alle, der har besøgt Japan. 

Hvad ville du aldrig bruge din ferie på? 

Der er rigtig mange ting, jeg aldrig ville gøre. Jeg ville aldrig nogensinde bruge en ferie på at købe en gammel træbåd og begynde at sætte den i stand. For jeg har engang dyrket sejlsport, og jeg ved, hvor meget arbejde, der er forbundet med sådan noget. Jeg kunne heller aldrig finde på at tage på rideferie, fordi jeg er bange for heste. Og så kunne jeg heller aldrig finde på at tage på en ferie, hvor alt er betalt, en all-inclusive. Det tror jeg, jeg ville blive i meget dårligt humør af. For jeg har hørt, at folk fylder tallerkenerne helt op, når det er gratis. Og jeg tror, at man kommer til at proppe sig, når alt hele tiden er gratis. Der er intet ved det koncept, der huer mig. 

Hvad er dit bedste ferieminde? 

Jeg har været på rigtig mange gode ferier, og nu har jeg jo nævnt Japan. Så må det være første gang, jeg besøgte Grønland, da jeg var 17 år. Det er desværre seks år siden, jeg sidst var deroppe, men jeg kan huske det med at træde ud af flyveren og få tårer i øjnene af at indånde den der særlige luft, der er deroppe. Det dufter at saltvand, og jeg tror, det lugter af isbjerg. Grønland er nærmest grænseoverskridende smukt, og det drager mig. 

Dit værste ferieminde? 

Jeg vandt engang for måske 10 år siden en charterferie til Kreta i et quiz-program på TV. Det viste sig, at hotellet lå lige ud til en motorvej, og det hele var bare kedeligt. Jeg syntes, alle var sure, og der var nærmest hidsig kamp om badestolene nede ved swimmingpoolen. Det var ikke nogen topsucces, selvom det var gratis. Vi vandt quizzen og tabte så ved at vinde rejsen, kan man sige. 

Hvad pakker du altid ned i tasken, når du skal på ferie? 

Hovedpinepiller. Ellers tror jeg egentlig ikke, at jeg har meget andet end det helt gængse, tøj og tandbørste og al den slags. Jo, jeg har altid en musikafspiller med.

Kan du anbefale en god bog til sommerferien? 

Jeg var lige nede hos boghandleren i dag, og han klagede lidt over, at når folk anbefalede noget i aviser og den slags, var det jo svært at skaffe nok nogle gange. Jeg vil dog gerne anbefale en klog bog, nemlig bogen ”Medicinmanden”, der er en bog om læge og forsker Niels Harboe og hans magiske livsværk. En god biografi om en helt fantastisk mand.