Er der én ting, Dansk Folkeparti har værnet om siden stiftelsen i 1995, er det topstyringen. Det blev dannet på ruinerne af magtkampene i Fremskridtspartiet, og derfor var det afgørende, at linjen i det nye parti blev formuleret kun et sted – hos partitoppen. Der blev slået hårdt ned på den mindste kritik af både linje og top.
Eksklusionerne sad løst.
Hvor forandret. Partistifter og tidligere formand gennem 17 år, folketingsmedlem Pia Kjærsgaard, trådte onsdag aften frem i et interview i tv-programmet ”Lippert” på TV 2 med en uhørt skarp kritik af sin efterfølger. Ikke alene placerede hun hele ansvaret for Dansk Folkepartis nedtur på Kristian Thulesen Dahl, hun gik også med til at kalde det ”noget rod”, at der ikke i dag er nogen oplagt kronprins til formandsposten. Det var der jo i hendes tid.
En lignende kritik fremsatte Pia Kjærsgaard i øvrigt allerede i februar i et større interview i dagbladet Politiken, hvor hun også undrede sig offentligt over, at partifællen Marie Krarup var blevet taget ind i partiledelsen.
Der skal ikke stor fantasi til at forestille sig, at en tilsvarende offentlig kritik af Pia Kjærsgaard fra et menigt folketingsmedlem for 15 år siden meget hurtigt havde ført medlemmet hen til partiets udgangsdør.
Selvom Pia Kjærsgaard i det nye interview også formelt bakker op om sin formand – andet havde været en åben krigserklæring – lægger hun gift ud for en i forvejen hårdt presset Kristian Thulesen Dahl netop nu.
Ham hjælper det ikke at få kritik for ikke at have styr på arvefølgen.
Partiet er i meningsmålingerne gået tilbage i forhold til det katastrofalt dår-lige valg sidste år, lokale partifolk kritiserer åbenlyst partiformanden, og nogle opfordrer Pia Kjærsgaard til at vende tilbage for at afløse ham.
Lokale partimedlemmers åbenmundethed skyldes dels næste års kommunalvalg, der let kan koste mange af lokalpolitikerne deres poster, dels at Kristian Thulesen Dahl selv har givet bolden op til kritik.
Efter valgnederlaget for et år siden rejste han rundt til ”baglandet” for at få dets input til, hvordan det kunne være gået så galt, og hvordan man skulle komme videre. Det i sig selv var uhørt i det tidligere topstyrede parti, hvor de fire stiftere og pressechefen lagde linjen.
Derudover har partiet også oprettet en ny struktur med et ”tillidsforum”, hvor lokalt udpegede folkevalgte skal mødes fire gange om året, alle folkevalgte skal mødes to gange om året, og så har man fået en ”forbindelsesofficer”, der skal forbedre dialogen mellem folketingsgruppen og de lokalt valgte.
Alt sammen peger det i samme retning – Dansk Folkepartis topstyring er død. Eller sagt på en anden måde: Partitoppen gør sig store anstrengelser for at fortælle baglandet, at det bliver hørt og har indflydelse.
Eller endnu mere direkte – Kristian Thulesen Dahl vil ikke én gang til stå som eneansvarlig for et valgnederlag. Pia Kjærsgaard skal ikke igen kunne stå i tv-programmet ”Lippert” og sige, at formanden bærer hele ansvaret for, at det er gået skævt. Det er så i øvrigt også en tvivlsom analyse. Som i sportsverdenen er der i moderne politik et voldsomt tryk på træneren, som altid kommer i skudlinjen, når holdet spiller dårligt.
Dansk Folkepartis succes i 2015 var ikke kun Thulesen Dahls fortjeneste. Flygtningekrisen og Lars Løkke Rasmussen vanskeligheder som Venstre-formand var for eksempel med til at give partiet fremgangen. Tilsvarende kan man næppe alene give ham skylden for, at det gik så dårligt sidste år. Mange forhold spillede ind – eksempelvis at man nu presses politisk fra begge sider.
At det har fået partiet til at opgive topstyringen synes umiddelbart risikabelt, selvom det ligger tættere på folkestyrets oprindelige idealer. Det åbner dog for de samme fløjkrige, som har plaget en række andre partier de senere år – og som i 1995 blev så voldsomme i Fremskridtspartiet, at de lagde det i graven.