Niels Poulsen var studepranger. Det sagdes om ham, at han kunne veje en stud med øjnene, og hans talent for handel gjorde ham hovedrig som herremand på skiftevis herre-, proprietær- og lyst-gården Rolsøgård på Mols på Djursland.
Han købte stedet i 1816 og blev den første Poulsen både dér og senere på kirkegården et stenkast derfra, hvor stort set alle gårdens ejere siden er begravet.
”Den lille, magre Niels Poulsen med de skarpe Træk var en stille og rolig Mand af faa Ord, der krævede det gamle holdt i Ære og Hævd. Han var jævn og ligefrem, uden Stolthed og uden Forfængelighed, men ikke uden en vis Selvfølelse. Han var meget nøjeregnende i Smaating, men i det store var han meget velvillig og tjenstvillig, en Støtte baade for sin egen og sin Kones Slægt,” står der om herremanden i en tekst om slægten fra 1929.
Niels Poulsens gravminde er storslået ligesom hans eftermæle: En sandstensplade med en inskription af længde som en novelle ligger stadig på Rolsøgård Ødekirkegård. I dag er skriften ulæselig af slid. Stenen ligger med flere andre i et familiegravsted skærmet bag smedejernslåger, der hænger skævt på deres hængsler som kulissen i en gyserfilm, og hele gravstedet er overgroet af dybgrøn vedbend.
Kristeligt Dagblad er nået til Rolsø Ødekirkegård i reportageserien om kirkegårde, der fortæller lokalhistorie. Historien her handler i høj grad om en herregård og dens betydning for samfundet omkring den.
Kirkegården er nok blandt landets smukkeste. Den ligger på en bakketop på et næs i Kalø Vig med udsigt til vand på tre sider. Den er lillebitte, en firkant på omkring 50 meter på hver led, omkranset af et stengærde uden kit. Mellem tre piller af hvidkalket sten hænger en gammel køreport og en låge. Pillerne er skæve af ælde, ligesom kapellet på kirkegården. Det er alt, hvad der er tilbage af stedets gamle kirke, bygget omkring år 1175 og revet ned i 1908.
Her er græs, men ingen stier mellem gravminderne. De fleste er forladt som Niels Poulsens, men tre i alt bliver stadig holdt. Gravsten og -steder er så forskellige, som var kirkegården slet ikke anlagt, men vokset frem som fri natur, vild og organisk. En knækket gravsten ligger i en frodig firkant med smørblomster, brændenælder, mælkebøtter og blå perlehyacint. Et ægtepar er gemt i en hule af stedsegrønne kirkegårdstræer. Her veksler høje, enkeltstående træer med buskadser af snebær og guldregn, og en slåen i blomst dufter kraftigt og sødt.
En hare hopper dovent over græsset, som gider den kun flygte af respekt mod sædvanen.
Neden for bakken og lidt længere ude på næsset ser man Rolsøgård, herregården, i gult bindingsværk og sten.
Kirken, der stod her engang, hørte under Rolsøgård, og gården var indtil 1696 midtpunkt i landsbyen Rolsø, der blev nedlagt det år. For da blev gården købt af en byfoged fra Ebeltoft, og han var ambitiøs: Han jævnede Rolsøs i alt syv gårde med jorden foruden præstens anneksgård for at lægge jorden ind under hovedgården. Sådan fik Rolsøgård status af herregård.
I dag ved ingen, hvor landsbyen egentlig lå. Men sikkert er det, at kirken blev stadig mere isoleret på sit næs. Sognebørnene flyttede til landsbyen Vrinners to kilometer længere inde mod hovedlandet, og herfra måtte de gå til kirke de næste 200 år.
Det hørte op i 1907, da en ny kirke i Vrinners blev indviet. Det sidste puf til opførelsen blev givet, da en missionsk vækkelse fik tag i sognet i slutningen af 1800-tallet, og det blev stadig mere presserende at lette kirkegangen for sognebørnene.
Den gamle kirke på næsset blev revet ned, og kirkegården henfaldt efterhånden som en lomme i tiden: I dag er de fleste gravminder fra de år, hvor stedet blev lagt øde.
I kirkegårdens vestlige hjørne ligger Niels Jensen Stubbe. Han blev 82 år, født i 1828 og død i 1911. Han har en plade i marmor, sat i en ramme af sten, der er dekoreret med udhuggede egeblade.
”Hans Trofasthed og Flid
mod Familien Poulsen
fra hans 9de Aar
satte ham dette Minde,” står der på stenen.
Vistnok var Niels Jensen Stubbe svagt begavet. Livslangt var han under herregårdens vinge, så det var Poulsens, som satte stenen ved hans død.
Bag en hæk af snebærbuske ligger mand og kone, Iver Andersen og Ane Pedersen, i et familiegravsted med tre sten. De var født i henholdsvis 1805 og 1807 og døde i 1865 og 1881. Ægteparret var blandt de tidlige slægtled på gården Gundholmgård, der i dag har været ejet af familien i otte generationer.
Oprindeligt var Gundholmgård fæstegård under Rolsøgård. Men omkring år 1800 blev den købt fri af familien. Dengang lå den midt i landsbyen Vrinners, dér hvor Brugsen er i dag. Siden brændte den og blev flyttet uden for byen. Nu bor sidste slægtled på gården, de dyrker roer, men ingen ny generation står denne gang klar til at overtage.
Smeden Rasmus Peter Sørensens familiegrav beretter om begyndelsen til enden på kirkegårdens historie.
Hans svigerdatter hed Ane Elisabeth.
Hun døde i 1907, samme år som den ny kirke i Vrinners stod færdig. Først blev Ane Elisabeth begravet på Rolsø Kirkegård. Men en nat blev graven åbnet igen, og hun blev taget med ”hjem” til Vrinners, hvor hendes mand en dag kunne gøre hende selskab.
Og så er der slægten Poulsen. Studehandler Niels Poulsen ligger med sin hustru Dorte. Også hun er beskrevet i slægtsskildringen fra 1929:
”[Dorte] var livsfrisk, sund og stærk, skønt meget halt. Hun var stærktbygget og meget fyldig, men flittig, virksom og dygtig. Hun var stoltere og ømtaaligere end Manden, vel ogsaa noget heftigere, men desuagtet havde hun det rette Greb paa at tage ham, naar han stundom selv kunde blive hidsig, saa hun straks fik ham god igen,” står der om hendes karakter.
Ægteparret forvaltede deres position i samfundet med ansvar, åndeligt og socialt:
”Niels Poulsen og hans Kone var fromme, troende Mennesker og, saa vidt det stod til dem, vilde de gerne sørge for, at deres Børn og Tyende ogsaa kunde blive det,” – vintertiden igennem holdt de aftenandagt i folkestuen.
Sammen fik de 14 børn, og af folketællinger ser man, at der op gennem 1800-tallet boede omkring 25-30 mennesker på eller ved gården.
I Niels og Dortes tid levede man ”godt, men tarveligt på Rolsegaard”: Aldrig var der fest, men altid var man velkommen, og Dorte var gavmild og varm:
”Hun var manges Vejleder og Trøster, havde en saare rund Haand og lod aldrig nogen fattig gaa uhjulpen bort.”
I marts måned 1830 gik Niels Poulsen tur på gårdens marker, da han faldt død om. Han blev fundet hurtigt efter, hans merskumspibe var stadig varm.
Sønnerne Jens og Poul overtog gården. Da Poul nærmede sig pensionen, byggede han aftægtsgården Aldershvile øst for Rolsøgård.
I 1927 sluttede en æra på mere end 100 år med Poulsens på Rolsøgård. Landsbyen var for længst væk, kirken var nylig forsvundet, sognebørnene med den, og langsomt hørte også begravelserne op. I 1994 blev kirkegården formelt lukket for nye begravelser med en enkelt undtagelse: Personer med nær tilknytning til Rolsøgård og Aldershvile må stadig lægges til hvile her.
Rolsø Ødekirkegård har ingen præcis adresse, men ligger på Rolsøgårdvej med nummer 24 som nærmeste nabo, 8420 Knebel.
Artiklen bygger på interview med Elsa Holmer, journalist, forfatter og tidl. medlem af menighedsrådet i Knebel-Rolsø-Agri-Egens Pastorat samt Stig Tang Petersen, sognebarn og lokalhistoriker samt skriftlige kilder, herunder ”Rolsø Kirke og Kapel” af Vilfred Friborg Hansen og ”Niels Poulsen og Dorte Dinesdatter til Rolsegaard og deres Efterkommere” af L. F. la Cour, 1929.