Prøv avisen

Pigtrådshegn og vagter med våben vil snart sikre Europa

Så længe du har nogle lande, der ikke vil være med til det fælles slæb, så bevæger du dig i retning af, at du en skønne dag kan blive nødt til at bruge pigtråd, mener Uffe Ellemann-Jensen, der er tidligere udenrigsminister. Foto: Thomas Lekfeldt

Hvis ikke EU-landene finder fælles løsninger på flygtningekrisen, bliver et stærkt bevogtet Fort Europa uundgåeligt, vurderer eksperter

Pigtrådshegn, lyskastere og vagtposter, som anvender vold, kan meget vel blive fremtiden, hvis EU skal kunne forsvare sine ydre grænser mod voldsomme flygtninge- og migrantstrømme.

Det siger en række udenrigseksperter til Kristeligt Dagblad.

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) kalder det et realistisk skræmmebillede i en tid, hvor europæerne har bragt sig selv i en dybt alvorlig situation.

”Det er der, vi risikerer at ende, hvis man ikke meget snart tager det mere højtideligt at sikre et fælles forsvar af de ydre grænser. Det nytter ikke at opgive de indre grænser, hvis man ikke samtidig sørger for at beskytte de fælles ydre grænser. Og det er det, der så åbenlyst er gået galt. Det er der mange grunde til. Der er lande, der hæger så meget om deres nationale suverænitet, at de ikke vil være med til fælles løsninger. Det gælder grækerne, der ikke har villet tage imod bistand til at håndtere de opgaver, der nu engang følger med det at være frontlinjestat, som de er. Og det gælder såmænd også danskerne, der siger nej til mere forpligtende politisamarbejde. Så længe du har nogle lande, der ikke vil være med til det fælles slæb, så bevæger du dig i retning af, at du en skønne dag kan blive nødt til at bruge pigtråd. Desværre er det, som om at troen på de fælles løsninger ligger meget langt væk, og der er stor mangel på politiske ledere, som folk tør stole på,” siger Uffe Elle-mann-Jensen.

Det var professor emeritus og ekspert i europæisk historie Uffe Østergaard, der forleden i Weekendavisen præsenterede scenariet med et jerntæppe ved Europas grænser og bevæbnede Frontex-skibe, som har til formål at sejle flygtninge tilbage til den kyst, de kommer fra.

Han siger:

”Det er bestemt ikke et scenarie, jeg ønsker, men jeg ser det som en nødvendighed. Det er en kølig, realistisk analyse. Grænsemarkeringer holder kun så længe, der er magt og vilje bag dem. Siger man faste og lukkede grænser udadtil, siger man samtidig voldsanvendelse. Ellers så griner folk jo bare og går forbi alligevel. Og ellers sejler de dyre skibe hjælpeløse rundt i Middelhavet og samler de flygtninge op, der overlever. Og skal det være valgmekanismen, at man får asyl og statsborgerskab i Europa, hvis man tilfældigvis er heldig at blive samlet op? Det kan vi gøre klogere og mere retfærdigt. Det burde være indlysende for alle, at det ikke kan fortsætte sådan, som det gør nu. For mig at se er en seriøs grænsebevogtning kombineret med bevogtede asylkontorer og mere hjælp i nærområderne den mest humane løsning.”

Også udlandsredaktør på Berlingske Anna Libak frygter, at EU-landene i en nær fremtid kan ende i en situa- tion, hvor pigtrådshegn og bevæbnede vagter bliver en realitet.

Det bliver bare ikke kun ved de ydre grænser, men snarere mellem EU-landene, fordi det ikke lykkes at eta-blere en fælles grænsebevogtning i Grækenland og Italien. Blandt andet fordi den aftale, som EU indgik med Tyrkiet i marts, og som har til hensigt at standse flygtningestrømmen, ser ud til at falde.

”Jeg ville ønske, at EU’s aftale med Tyrkiet ville fungere, og at den var et reelt alternativ, men jeg kan se, at der i EU’s befolkninger er stor modstand mod at give tyrkerne noget som helst. Vores indstilling er, at tyrkerne skal være taknemmelige for, at de får lov at tage vores asylansøgere, samtidig med at der er gået sport i at fornærme præsident Erdogan. Hvis aftalen kom til at virke, kunne det jo ligefrem være, at man kunne udvide den til at omfatte asylansøgerne i Italien også. Men lige nu gider vi ikke give tyrkerne et klap. Og så bryder den aftale sammen, og så er der ikke noget alternativ til pigtråd.”

Når det er så svært for EU at finde en løsning på flygtningekrisen, er det, fordi det er uvant for landene i Europa at have brug for andres hjælp, mener Anna Libak.

”Psykologisk handler det om, at vi er så forbitrede over at have brug for nogen. Vi er vant til, at verden har brug for os, men nu er det omvendt, og så får vi lyst til at brænde det hele ned i stedet for at samarbejde med Erdogan.”