Prøv avisen

Pilgrimsrejser er igen populære

Pilgrimsrejsen har fået en renæssance blandt danskerne, som i stigende grad tilbringer ferien på verdens hellige stier.

Et stigende antal danskere vælger åndelige rejsemål som Assisi, Santiago de Compostela og Lourdes, når ferien melder sig. Effektiv markedsføring af de gamle pilgrimsdestinationer kombineret med en større åndelighed i det danske samfund har medført, at flere danskere bruger ferien på religiøse vandringer og udforskning af de gamle helligdomme.

Både rejsebureauer og private arrangører af pilgrimsture bemærker, at danskerne i højere grad efterspørger rejser med religiøst indhold.

– Vi har stille og roligt mærket en stigende interesse på cirka 10 procent om året, siden vi startede med at tilbyde pilgrimsrejser midt i 1990'erne. Det betyder, at vi nu er oppe på, at omkring 5000 personer årligt tager på kirkelig oplevelsesrejse, siger Anker Olsen fra det kristne rejsebureau UNITAS, der er en af Danmarks største udbydere af pilgrimsrejser.

I starten var Israel UNITAS' eneste rejsemål for pilgrimme, men mange destinationer er siden føjet til produktporteføljen, som fra næste år også vil indeholde pilgrimsrejser til blandt andet Libanon og Iran.

Pia Kölner fra Spanien Kulturrejser oplyser, at også deres kunder i øjeblikket er meget optagede af pilgrimsrejser, gruppeturene såvel som de individuelle.

– Antallet af pilgrimsrejser er helt sikkert i stigning. Vi har i år sendt 35 af sted på de individuelle ture, og det er en fordobling i forhold til sidste år, siger hun.

Ole Jæger, ankermand for pilgrimsrejser.dk, bekræfter samme tendens. Han sendte i år næsten 100 pilgrimme af sted, blandt andet til det meget populære Assisi i Italien. Året før var omkring 75 danskere med på hans pilgrimsrejser.

Her skriver du linktekst 1

Her skriver du linktekst 1

Her skriver du linktekst 1

Lokale pilgrimsvandringer i Danmark er ligeledes oppe i tiden. Elisabeth Lidell fra initiativet pilgrimsvandring.dk, som arrangerer åndelige vandreture i Danmark oplyser, at turene altid bliver booket op med det samme og at de ofte må afvise en ti-tyve stykker på weekendturene.

Det er i høj grad en søgen efter åndelighed og et forsøg på at skabe større sammenhæng mellem krop og sjæl, som er årsag til, at mange danskere igen betræder de gamle, hellige stier. Det mener Jørgen Johansen, som er redaktør på Danmarks Radio og forfatter til Gyldendals bog om pilgrimme og pilgrimsrejser.

– Mange har brug for oplevelsen af, at der er noget, der rækker ud over en selv. Det kan være som tro i den rene form, men det kan også være oplevelsen af en historisk dimension, oplevelsen af at noget er gået forud, noget kommer efter, siger Jørgen Johansen.

schelde@kristeligt-dagblad.dk

I verden er vi stadig få

Trods danskernes stigende interesse for pilgrimsfærd, er vi stadig kun en dråbe i det internationale pilgrimshav.

Nidarods Domkirken i Trondheim havde i 2004 371.000 besøgende. Alt tyder på, at tallet for 2005 bliver over 400.000.

Det hellige, irske bjerg Croagh Patrick bliver hvert år besteget af omkring 250.000 mennesker.

Også vejen til Santiago de Compostela er velbevandret. I 2004, hvor det var Jakobs-år, gik 175.000 pilgrimme og turister den hellige rute.