Prøv avisen

Pind: Rockermanifest "ikke meget af vejen"

Det er forfærdende, når rockerne præsenterer sig som samfundets beskyttere, fastslår Venstres Søren Pind. Men de har en pointe, mener han.

Mens skuddene fyger om københavnernes ører, siger Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, nu, at rockerne har en pointe med deres såkaldte "Sjakal-manifest". Pinds analyse af bandekonflikten blev lagt ud på hans blog søndag, hvor han samtidig beklager udviklingen, der ifølge udenrigsordføreren er en konsekvens af slapheden i Københavns Politi.

- At vi i 2009 skulle se rockere og mordere træde frem som samfundets beskyttere, er forfærdende, skriver Pinds på sit blog-univers på berlingske.dk.

Han understreger over for Ritzau, at han ikke ser rockerne som samfundets beskyttere, men ønsker ikke at uddybe sit indlæg yderligere. Pind har efterfølgende præciseret "træde frem" til "præsentere" på sin blog.

Bloggen er en reaktion på det såkaldte "Sjakal-manifest", som Hells Angels i sidste uge lagde ud på sin hjemmeside. Her defineres sjakaler blandt andet som folk, der hovedsageligt er arabere, som terroriserer børn og unge, angriber ældre i flok og generelt optræder aggressivt i trafikken.

- Jeg gider ikke forholde mig til mellemregningerne. Jeg vil hellere forholde mig til det beskrevne. Og alt i alt må jeg - desværre - sige, at beskrivelsen ikke er meget af vejen. Så meget desto værre, skriver Pind.

Pinds udmelding får ikke støtte af partifællen Kim Andersen, der er retsordfører i Venstre.

- Jeg synes, at det såkaldte "Sjakal-manifest" er alt for generaliserende, det er unuanceret og med til at skabe en konfrontatorisk stemning. Dem og os. (...) Og det er ikke noget, Venstre billiger, siger Kim Andersen.

Han mener dog, at Pind som blogger er en del af en vigtig debat omkring integration.

- Jeg synes, at det er en vigtig debat. Jeg kunne ønske mig, at den kunne foregå, uden at man hele tiden skulle inddrage Jønke som sandhedsvidne. Og jeg kunne også ønske mig, at man kunne diskutere det på en anden baggrund end et "Sjakal-manifest," for det er en relevant diskussion både i forhold til integrationspolitik og værdipolitik, siger Kim Andersen.

På bloggen langer Pind også ud efter Københavns Politi. Her har chefpolitiinspektør Per Larsen ikke meget at sige til Pinds udmelding.

- Jeg har ingen kommentarer til Pind. Der er ikke noget nyt under solen, siger Per Larsen og tilføjer, at han mener, at politiet har ren samvittighed.

I Dansk Folkeparti kan Martin Henriksen godt følge Pinds kritik, men i stedet for at rette skytset mod politiet mener han, at kritikken i stedet skal rettes mod regeringen selv, som ifølge DF'eren har været for slappe på bandeområdet.

- Det er absurd, at Hells Angels nu haft held til at skabe sig en platform, hvor de rammer noget, som mange danskere tænker. Hells Angels er kriminelle, og så er den ikke længere, siger han.