I al sin glans nu stråler solen har det lydt i flere kirker landet over i løbet af pinsen, og det gjorde solen også over Frederiksberg Have i København i går, 2. pinsedag. Her indledte salmen en gudstjeneste, hvor kirkeminister Per Stig Møller (K) var inviteret til at prædike for en menighed på tæpper rundt om i det grønne.
For sjette gang inviterede 10 kirker i Frederiksberg Provsti til udendørs pinsegudstjeneste på Frederiksberg, hvor kirkeministeren selv er født, og hvor man derfor var meget glad for, at han ville prædike.
LÆS OGSÅ: Pinsen er kristendommens big bang
Selvom pinsegudstjenestens fortælling om disciplene, der pludselig kunne fortælle om Gud på andre sprog end deres eget, peger på en del forvirring blandt dem, der hørte på, så henviste kirkeministeren i sin prædiken til, at det tværtimod var et udtryk for, at nu havde alle mulighed for at høre det kristne budskab og ad den vej blive knyttet sammen.
Den konservative kirkeminister spurgte dernæst, hvad det betyder for kirken i dag, og han kom selv med flere bud, hvoraf et handler om rummelighed i folkekirken.
I kirken står alle døbte på lige fod, og ingen sidder inde med den endelige vished og sandhed. Derfor tror vi på flere forskellige måder. Vi kan være grundtvigianere, indre missionske, lutherske og evangelisk-lutherske. Og det er vi hver især, fordi vi selv har tænkt over det og det kristne budskab, som vi har tilegnet os på hver vores måde. Helligånden var et tilbud til alle, men gav ingen resultatliste. Vi kunne og kan derfor tro, og vi kan tvivle, sagde Per Stig Møller.
På græsplænen i Frederiksberg Have var der da også plads til alle både dyr og mennesker med og uden madpakker. Gudstjenesten blev for andre et stop på løberuten, mens der undervejs også var plads til boldspillende kirkegængere.
Noget af det, der i dag skal binde os sammen, er en fælles ånd i alle sprog, lød det.
Det kristne budskab er universelt og rummer universelle værdier, som i vidt omfang i dag er gentaget i menneskerettighederne med deres krav om ligeværdighed, frihed til at tro og tænke, tale og skrive, som vi vil. Helligånden kom ikke med bål, brand og trusler, men som et tilbud, en gave. Den formulerede ingen ideologi og var ikke en lovreligion, men en åndelig bekræftelse for alle om det kristne budskab med næstekærlighed og omsorg for de svage i vore samfund, børnene, de syge, de fattige, sagde Per Stig Møller.
Det blev kirkegængerne i Frederiksberg Have mindet om, og punktum for det budskab blev en gruppe duer, der blev sluppet fri og fløj ud over haven.
