65 millioner bøger udgivet på 77 forskellige sprog. En tv-serie og to film fra de ungdomsoprørske dage omkring 1970, som lige siden har været fast ingrediens i opvæksten for alle skandinaviske, tyske og hollandske børn. Siden også markante spillefilm, tegnefilm og musicals over hele verden.
Pippi Langstrømpe fylder i år 75 år, men den succes, som fulgte i kølvandet på udgivelsen af Astrid Lindgrens ikoniske børnebog, er ikke taget af, hverken i hendes hjemland Sverige eller internationalt. Fra filmens verden er der således forlydender om, at producenten bag blandt andet Harry Potter-filmene, briten David Heyman, er på vej med en storfilm, som skal gøre Pippi Langstrømpe til et nyt hit i alverdens biografer.
Og det er ikke kun som kulturprodukt, Pippi er en succes. Figuren har været med til at præge synet på børn, autoriteter og dannelse så markant, at hendes egen rolle ifølge Anna Karlskov Skyggebjerg, lektor, ph.d. i børne- og ungdomslitteratur ved DPU Aarhus Universitet, dermed har forandret sig.
”Da de første Pippi-bøger udkom i 1945, var Pippi en nærmest chokerende figur. Børn syntes, hun var sjov, men det var Tommy og Annika, de kunne identificere sig med. I dag er chokværdien ikke den samme, og siden ungdomsoprøret i 1968 har det været Pippi selv, børn identificerer sig med. Ingen gider være Tommy og Annika i dag,” erklærer forskeren.
I 1940’erne var samfundets autoriteter rystede over Pippi-figuren, der i sin oprindelige form, ”Ur-Pippi”, var endnu mere oprørsk end den lidt pænere Pippi, der fik lov at udkomme i bogform. Det var uhørt at skrive om en lille pige, der bor alene med en hest og en abe, afviser at lytte til de voksne og kun indvilliger i at gå i skole, fordi hun ellers ikke kan få sommerferie. Skolegangen ophører i øvrigt, da hverken Pippi, hendes venner eller læreren kan svare klart på, hvorfor man skal gå i skole. Men ligesom mange andre gæve oprørere, der har vakt skandale og furore i deres unge år, er Pippi med tiden blevet mere acceptabel og ses som 75-årig mere som forbillede end skræmmebillede.
”Der er flere grunde til, at bøgerne om Pippi Langstrømpe er mindst lige så anvendelige i danskundervisningen i det 21. århundrede, som de var i det 20.,” siger Marie Elmegaard, tidligere formand for Dansklærerforeningens folkeskolesektion og ivrig bruger af ”Pippi Langstrømpe” som skolebog.
”Jeg har næsten lige læst Pippi op for nogle drenge i 0. klasse og hæftede mig ved, hvor meget de grinede af historien, selvom den er skrevet for 75 år siden. Det skyldes, at den er sjov, men også at den er skrevet i børnehøjde. Den går lige ind i den oplevelse, børn har, når de for første gang støder ind i andre voksne end deres forældre og alle de regelsæt, som hører til skolen, og som undrer børn.”
Marie Elmegaard mener ikke, at børn bogstaveligt identificerer sig med Pippi. De er klar over, at en historie om en pige, der kan løfte en hest, ikke er realisme. Hun tror også, at nutidens skole er befolket af såvel frække, frimodige Pippi-typer som mere artige og forsigtige Tommyer og Annikaer. Selv identificerer hun sig logisk nok med skolefrøkenen og ser Pippi som en påmindelse om, at alt, hvad man gør som autoritet, skal kunne tåle spørgsmålet ”hvorfor?”. Dét er tidens dannelse:
”Da ’Pippi Langstrømpe’ udkom, var bogen en del af et opgør med datidens opdragende børnelitteratur. Nu er den opdragende børnelitteratur vendt tilbage, men på nye præmisser, hvor idealet ikke bare er, at barnet skal lystre, men være i stand til at påtage sig ansvar og gå i dialog. Her er Pippi en almengyldig figur, som – uanset hvilken tid hun læses i – banker på vores dør og spørger: ’Kan vi gøre det lidt sjovere og mere fantasifuldt?’”.