Budskabet var lige dele forudsigeligt og opsigtsvækkende, da statsminister Mette Frederiksen (S) i onsdags i sin første nytårstale erklærede, at vi ”som samfund må træde i karakter”.
Forudsigeligt, fordi det selvfølgelig var børnene, der stod klarest i den selvudnævnte børnestatsministers politiske sigtekorn. Opsigtsvækkende på grund af de virkemidler, hun vil tage i brug for at blive netop det – børnenes statsminister. Flere udsatte børn skal tvangsanbringes, hvis forældrene ikke kan tage sig af dem. Det skal ske tidligere, så helt små børn også kan tages fra mor og far. Om nødvendigt skal de tvangsadopteres.
I sig selv er projektet ærkesocialdemokratisk. Det er uretfærdigt, at nogle vokser op i trygge hjem med gode forældre, mens andre får tildelt et uheldigt lod i familielotteriet. Løsningen er større indgriben fra det offentlige, sagde Mette Frederiksen fra sit skrivebord på Marienborg:
”Hvis børns opvækst bestemmer deres fremtid, så er mønstret stadig for stærkt, og fællesskabet for svagt.”
Samtidig satte hun ild til en mere fundamental debat. Den handler om (dårligt) forældreskab og familiens rettigheder versus statens ansvar. Om hvem, der bestemmer over vores børn.
Ifølge Per Schultz Jørgensen, professor emeritus i socialpsykologi og tidligere formand for Børnerådet, er statsministerens tale illustrativ for et børnesyn, der i særlig grad er tonet frem de seneste 20-30 år.
”Vi er på vej mod et samfund, hvor det radikale børnesyn hersker. Det betyder, at barnet og ikke familien er i centrum. Barnet har ret til stabilitet og tryghed, også selvom det går imod forældrenes ret til at være forældre.”
”Det er en vigtig debat, og her er jeg helt enig i Mette Frederiksens ambition: Hvis mor og far ikke kan give børnene en ordentlig barndom, skal vi som samfund træde ind. Tvangsanbringelser og tvangsadoptioner, også tidligt i barnets liv, er nogle gange nødvendige, også selvom det er et af de hårdeste indgreb, man kan foretage i en familie,” siger Per Schultz Jørgensen.
Et historisk vue viser, at skoen ofte trykker netop her. Skal myndighederne agere big mother i børnelivet, og hvor lang snor skal forældrene have?
Ofte er der en højre-venstre-deling i synspunkterne, og både Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti stemte imod, da Danmark som det sidste land i Skandinavien i 1997 forbød forældre at slå deres egne børn – den såkaldte revselsesret.
Søren Krarup, tidehvervsk præst og tidligere folketingsmedlem for DF, har eksempelvis kaldt retten et ”forsvar for familiens frihed”. Selvom der er langt fra et dask over nakken til børn, der vokser op for lud og koldt vand, mener Per Schultz Jørgensen, at der går en direkte linje fra 1997 til 2019.
”På få årtier er børnene blevet selvstændige retssubjekter. Førhen mente dele af højrefløjen, at forældre havde en slags ejendomsret over barnet, fordi de havde skabt og sat det i verden. Det skulle den store stygge stat ikke blande sig i,” siger han.
Han nævner også FN’s børnekonvention fra 1989 som en central forklaring på, at vi i dag respekterer børn som ukrænkelige individer med rettigheder, der på mange måder ligner de voksnes.
Kristeligt Dagblad beskrev i efteråret, hvordan antallet af tvangsfjernede børn er på himmelflugt. På 10 år er antallet mere end fordoblet, fra cirka 1200 børn i 2007 til 2713 i 2018. Samtidig viste en nylig rapport fra Ankestyrelsen, at kommunerne laver alvorlige fejl, når børn fjernes fra mor og far med tvang.
Siden 2016 er hver anden klagesag om tvangsfjernede børn endt med en ny afgørelse. Berlingske har afdækket massive problemer i Frederiksberg Kommune, hvor børn er blevet tvangsfjernet, uden at sagsbehandlingen var i orden. Er der ikke også grund til at være bekymret over statsministerens visioner?
”Der er god grund til at være opmærksomme på forældrenes retssikkerhed. Der skal være en bedre og styrket indsats sammen med forældrene, inden vi går til tvangsanbringelser. Men hvis vi så ikke kan se bedring, skal vi ikke være blødsødne,” mener Per Schultz Jørgensen.
På Christiansborg er støttepartierne indtil videre lunkne over for Mette Frederiksens nytårsbudskab. Det samme er oppositionen.
”Jeg er bekymret over statsministerens urealistisk høje tillid til, at statsmagten ikke laver fejl i anbringelsessager. Der er alt for høje fejlprocenter og familier, som bliver ødelagt af sager med fejlbehandling,” siger Henrik Dahl, børneordfører i Liberal Alliance.
Én ting er åbenlys vanrøgt, seksuelt misbrug eller børn, der hverken får mad eller tøj på kroppen, påpeger han:
”Her skal der selvfølgelig være tvangsfjernelser. Men hvad med gråzonerne, hvor forældrene er meget atypiske og besværlige? Med Mette Frederiksens holdning var Pippi Langstrømpe blevet tvangsfjernet for længst, og det har sikkert ikke altid været lige sjovt at vokse op med Dan Turèll som far eller Tove Ditlevsen som mor. Man skal kunne have en rimelig atypisk barndom, uden at det bliver en sag for myndighederne.”
Pia Kjærsgaard, der som tidligere DF-formand ofte har blandet sig i debatter om familieværdier og børneopdragelse, maner også til forsigtighed.
”Mette Frederiksen udtalte sig meget, meget bombastisk. Det lød næsten østeuropæisk, og som om staten altid har ret. Selvfølgelig skal vi være på børnenes side, men børnenes side kan også være at støtte op om familien og hjælpe med rådgivning, omsorg eller en form for aflastning. Tvangsanbringelser er ikke et mål i sig selv,” siger hun.