Siden vi sidst fejrede Grundlovsdag, har Grundlovens ord faktisk ændret betydning. Det lyder dramatisk. Og det får forhåbentlig også positive konsekvenser. Men der er faktisk bare tale om en lille lovændring, som betyder, at vi nu har 10 års undervisningspligt i Danmark og ikke kun 9. Og når jeg ligefrem kan henvise til grundloven, så er der fordi, at den i § 76 taler om at alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Og nu har vi så ændret, hvad begrebet "den undervisningspligtige alder" dækker over. Man kan vel sige, at vi har forbedret den uddannelsesgaranti, som vores grundlov giver.
Og denne lille forbedring er vel egentlig et meget godt udtryk for, hvad konservativ skolepolitik har drejet sig om de sidste 8 år: Et stærkt fokus på at styrke folkeskolen og give danske elever den bedst tænkelige ballast til at klare livets udfordringer.
Uddannelse er jo ikke bare grundlaget for al indlæring. Uddannelse er også et væsentligt grundlag for integration og interaktion i samfundet. Noget som er helt nødvendige forudsætninger for, at vi kan fungere som et oplyst demokratisk samfund.
Derfor har vi Konservative en ambition om, at Danmark skal have et uddannelsesniveau i international topklasse en ambition, vi har efterstræbt med stor entusiasme siden regeringsskiftet i 2001. Det har resulteret i en ny folkeskolelov med opnormering af dansk og matematik, tidligere undervisning i engelsk, mere historie og idræt, bindende trinmål, elevplaner, mulighed for undervisningsdifferentiering og tidligere sprogstimulering for tosprogede. Desuden er der tilført flere midler til it-undervisning samt indført åbenhed og gennemsigtighed til gavn for faglighed, kvalitet og demokrati.
Vi har således nået meget siden vi fik regeringsmagten, men vores ambitioner rækker langt videre.
Jeg har derfor som konservativ uddannelsesordfører her i foråret stået i spidsen for udarbejdelsen af et stort konservativt oplæg, der forsøger at kortlægge, hvad der yderligere skal til i den danske folkeskole for at den kan blive mest muligt rummelig både for de stærke elever og for de svage. Og for at vi kan sikre arbejdsglæden hos lærerne, således at vi kan udnytte alle gode kræfters potentiale bedst muligt, uanset om det gælder elever eller lærere. Kun sådan skabes verdens bedste folkeskole.
Udgangspunktet er, at folkeskolen skal være for alle. Ud over at støtte elevernes personlige og kreative udvikling, samt deres viden og faglighed, skal fremtidens skole spille en vigtig rolle i kampen for at bryde den negative sociale arv og for at styrke integrationen af nydanskere, samt sikre den almene dannelse i tæt samarbejde med forældrene. Folkeskolen spiller nemlig en central rolle for samfundet og for fællesskabet. Den opgave stiller ikke bare krav til folkeskolen men også krav til lærerne og til indretningen af læreruddannelsen.
Vi Konservative ønsker ikke en revolution på skoleområdet, men vi skal være åbne over for nye pædagogiske tiltag, undervisningsprincipper og klasseopdelinger, der styrker det faglige indhold, og som modner eleverne til livet både i det videregående uddannelsesforløb og som samfundsborgere.
For os konservative er det fortsat en mærkesag, at uddannelsessystemet er gratis for alle. Og det er vigtigt, at alle elever føler sig godt tilrette indenfor folkeskolens rammer. Naturligvis skal der være plads til friskolerne. Men det skal ikke være nødvendigt at søge til en friskole fordi folkeskolen ikke er rummelig nok. Det skal være muligt indenfor folkeskolens rammer at give plads til alle elever. Både dem, der lærer hurtigt og dem, der lærer langsomt. Både dem, der er stærkest i de matematiske fag, og dem, der er stærkest i sprogfag eller måske i de praktiske fag. Lærerne skal være uddannet til at se elevens styrker og udfordre dem bedst muligt.
Der skal også være plads til f.eks. særlige fokusområder på en bestemt skole. I disse år taler vi meget om hvordan vi undgår ghettoskoler skoler, hvor der næsten udelukkende går dårligt integrerede børn med anden etnisk baggrund end dansk. En af løsningerne kan være profilskoler skoler, der laver en særlig satsning indenfor folkeskolens rammer. Det kan være en skole, der har særligt fokus på naturfag eller det kan være en skole, der har særlige muligheder for at udbygge idrætsfaciliteterne og som derfor kan satse særligt på kost og bevægelse. På den måde kan man tiltrække elever fra forskellige samfundsgrupper fremfor at overveje at busse eleverne rundt alt efter deres hudfarve. For den løsning bryder jeg mig ikke om.
Og det er klart, at skal vi sætte ressourcer af særligt til den slags tiltag, så skal andre skoler naturligvis også have mulighed for at komme og benytte faciliteterne eller trække på de særligt uddannede læreres erfaringer.
Og så skal der naturligvis fortsat være plads til værdierne i Folkeskolen. Hvis vi skal have en alment dannende folkeskole, så kan det ikke nytte noget, at man f.eks. er bange for at lade religiøse eller politiske foreninger komme til orde på skolens grund. Det kan heller ikke være rigtigt, at et lille religionsforskrækket mindretal kan afskære det store flertal fra at fastholde gamle traditioner blot fordi disse traditioner har kristne rødder. Vi lever nu engang i et samfund præget af de værdier, det er skabt på.
Fra talerstole over hele landet vil vi godt nok i dag høre politikere argumentere for, at tiden er kommet til at skille stat og kirke. Det er særligt et populært synspunkt på venstrefløjen, men også blandt borgerlige og liberale politikere vinder tanker gradvis indpas. Det er en politisk trussel mod en af de væsentligste byggesten i vores samfund, som vi skal foregribe, før det er for sent - og før værdierne skrider under os.
Det er nu, vi skal stå fast. Tænk på, hvor kompromisløse vi er, når det handler om, at ytringsfriheden ikke er til diskussion. Samme kompromisløshed skal vi demonstrere, når det handler om at forsvare det grundlag, som ytringsfriheden hviler på. Og det er også værd at huske på, næste gang ledende politikere fra venstrefløjen forsøger at skabe sig en profil på at stå fast på ytringsfriheden. Der er jo ingen, der kan stå fast, hvis fundamentet skrider.
Hele vores fælles forståelsesramme hviler på kristendommen. Hvis vi mister en fælles kirke, vil vores fælles forståelsesramme langsomt smuldre. Og med den vil de værdier, vi normalt kalder danske, forsvinde. Det vil få betydning for den måde, vi omgås på, og for den måde, vi indretter vores samfundsstruktur på.
Vi tænker ikke over det i hverdagen, men langt de fleste af vores danske værdier og hele vores samfundsstruktur hviler på kristendommen. Noget af det er åbenlyst f.eks. jul og andre helligdage mens andet er mere skjult. F.eks. har vi overtaget tankegangen om velfærdssamfundet fra kirken- Og ud fra en næstekærlighedstankegang tænker vi i menneskers ligeværd og tager et personligt ansvar. Vi har religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed og sådan mener jeg, at det fortsat skal være.
Og nu skal folkeskolen jo ikke blande sig i om folk har sympati for eller forståelse for kristendommen eller andre religioner for den sags skyld. Men den skal blande sig i, at børn og unge lærer at have forståelse for kristendommens og andre religioners betydning for vores samfundsopbygning og for menneskers måde at tænke på. Derfor foreslår jeg også i udspillet, at kristendomskundskab skal være obligatorisk i Folkeskolen. Faktisk synes jeg, det er helt besynderligt, at et så vigtigt kundskabsfag har en fritagelsesparagraf. Jeg kunne til fulde forstå det, hvis faget var forkyndende. Men det er det ikke, og det skal det heller ikke være.
Det svarer jo faktisk til, at man kunne påberåbe sig at have en anden historisk baggrund end den danske og derfor ikke ønske at deltage i et historiefag, hvis primære fokus er dansk historie. Det giver naturligvis ikke mening. Kristendomskundskab skal være med til at give alle børn en forståelse for at kristendom og andre religioner spiller en rolle i samfundslivet og i mange menneskers bevidsthed. Det skal man kunne forholde sig til, uanset om man er troende eller ej.
For et samfund kan ikke hvile i sig selv uden at dets borgere kender samfundets værdier og normer og ikke mindst årsagen til dem. Derfor er undervisning så vigtigt et element i vores samfund, at det naturligvis må være indskrevet i vore Grundlov.
Viden og dermed undervisning er nemlig hele forudsætningen for vores demokrati. Undervisning er vigtigt i forhold til jobmarkedet. Men uddannelse er også en forudsætning for at forstå demokratiet og forstå vores værdier; Forudsætningen for noget så banalt som at kunne læse en avis og forstå nyhederne; Forudsætningen for at kunne stemme og for at kunne forstå nuancerne hos de forskellige partier og politikere. I det hele taget er uddannelse en forudsætning for at kunne tage kritisk stilling.
Vi tænker nok ikke så meget over det til daglig. Men når samtalen falder på undertrykte samfund, så er det jo helt åbenlyst, at uddannelse ikke bare er vejen ud af fattigdom men også vejen ud af diktatur, forfølgelse og direkte vold mod hele befolkningsgrupper.
Godt nok kan uddannelse i starten give de konflikter, som eskalerer volden og truslerne. Men i sidste ende når alle de brutale kampe er kæmpet, så er uddannelse alligevel en forudsætning for, at man kan sætte sig op mod diktatoriske regimer og lede sit land i en bedre retning.
Det er den store skala. Og det er vi heldigvis langt ude over her i landet. Men ikke desto mindre er det værd at holde fast i, at der skal være plads til at kunne gå imod strømmen. Og se, her kommer vores Grundlov os igen til hjælp. For det første ved at det af Grundloven fremgår, at Folketingets møder er offentlige. Det er en væsentlig forudsætning for, at vi alle som borgere kan følge med i, hvad der foregår i Folketinget. Og det er jo en væsentlig forudsætning for, at vi kan stemme og at vi kan bruge vores kritiske sans.
Og så er der § 56, som siger, at Folketingets medlemmer alene er bundet af deres overbevisning. Den paragraf giver naturligvis os folketingsmedlemmer en frihed. Men den giver også en forpligtelse. Fordi vi netop ifølge grundloven alene er bundet af vores overbevisning, så er der ingen kære mor. Vi står til ansvar for det, vi gør. Og det er mindst lige så vigtigt set i en demokratisk sammenhæng, som friheden til at gøre det.
Og her må det så være vores opgave at forklare vælgerne, hvorfor kompromisser og aftaler nogen gange kommer forud for lige nøjagtig det, jeg måske helst ville stemme for eller sætte til afstemning. For sådan er det jo. Det er naturligvis ikke alt, hvad jeg støtter i praksis, som jeg også helhjertet brænder for. Men hvis vores partisystem skal kunne fungere og vi i øvrigt nogensinde skal kunne finde flertal for noget som helst, så skal vi også kunne gå på kompromis med vores holdninger. Og den forståelse er det vigtigt, at man bibringes gennem uddannelsessystemet. Ellers bliver politik noget underligt virkelighedsfjernt noget.
Det må og skal være undtagelsen i et velfungerende politisk system, at man gør som jeg gjorde for blot en uge side, hvor jeg stemte imod partilinien på det lovforslag, der i folkemunde er blevet døbt tørklædeloven. Og det var da heller ikke populært hos partifællerne. Men heldigvis har jeg ret til det. Og heldigvis er alt er ved det gamle når den afstemning er ovre. Og jeg kommer derfor ikke til at høre et ondt ord for, at jeg i denne ene særlige situation har stemt anderledes end resten af gruppen. For det skal der naturligvis også være plads til i et samfund med demokrati og ytringsfrihed.
Og her stemte jeg så imod fordi dette emne netop var hjerteblod. Her kunne jeg ikke forsvare det med et kompromis eller lysten til fordragelighed. Her måtte jeg sige fra. Ikke fordi jeg mener, at der er noget galt med at have regler for dommeres påklædning. Men fordi jeg mener, at det at forbyde religiøse og politiske symboler ved lov er imod selve ånden i vores grundlovssikrede ytrings- og religionsfrihed. Og heldigvis lever vi i et land, hvor det at sige fra altid er en reel mulighed. Her er der ikke nogen diktator eller noget partistyre, der kommer og truer mig af den grund.
Det lyder måske selvfølgeligt. Men kig blot ud i verden, så ved vi alle, at det er det. Den forståelse for demokrati og ytringsfrihed kommer nemlig ikke af sig selv. Derfor er det så vigtigt, at folkeskolen er med til at sikre, at alle unge mennesker vokser op med den forståelse. Derfor er det ikke bare vigtigt, at børn og unge i folkeskolen bliver gode til at læse og skrive, så de kan klare sig godt på jobmarkedet. Det er også af helt uvurderlig betydning, at alle børn og unge får en udpræget fornemmelse for vores kulturarv, for vores samfunds udvikling og for de demokratiske grundprincipper. Kun sådan kan vi sikre, at også fremtidige generationer kan vokse op i et åbent og oplyst samfund, hvor der er plads til forskellighed og plads til at tænke selv.
Glædelig Grundlovsdag.