Prøv avisen
Politisk set

Plakater flytter stemmer, men afgør næppe valget

Valgplakaterne bekræfter beroligende mange vælgere i, at ”deres” parti er inde i valgkampen, og opmuntrer dem til at holde fast ved det foretrukne parti. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Gør det nogen forskel, når politikerne plastrer gader og veje til med valgplakater? Ja, men det er især internt i partierne, at plakaterne kan flytte stemmer, skriver politisk kommentator Tim Knudsen

Gader og veje er i disse dage kantet af ensformige valgplakater. Typisk viser de smilende ansigter og partinavne. Nogle er også forsynet med et par formanende ord, men langt de fleste er ret intetsigende. I den aktuelle valgkampstid er det tilmed ekstra forvirrende, at plakaterne hænger i en blanding. Nogle viser smilende ansigter, der stiller op til EU-parlamentet. Andre smilende mennesker vil vælges til Folketinget.

En del mennesker synes vist, at der er for mange plakater. To spørgsmål stiller de ofte: hvorfor er valg-plakater så fantasiløse, og påvirker de overhovedet vælgernes stemmeafgivning?

For at tage det sidste først: Nej, forskningen tyder ikke på, at valgplakater flytter stemmer mellem partierne. De kan højst bestyrke vælgerne i at stemme på det parti, som de alligevel nok ville stemme på. Plakaterne bekræfter beroligende mange vælgere i, at ”deres” parti er inde i valgkampen, og opmuntrer dem til at holde fast ved det foretrukne parti.

Derimod kan plakaterne ifølge forskere godt flytte stemmer mellem kandidater fra samme parti. Derfor giver det mening, at plakaterne lægger vægt på personnavne og ansigter. De færreste vælgere har fuldstændig overblik over alle de kandidater, der stiller op i deres valgkreds. Mange politikere er heller ikke ret kendte. Ved at se deres ansigter og navne bliver vælgerne gjort opmærksomme på de politikere, der stiller op, netop hvor de kan stemme. De bliver måske også opmærksomme på nye og ret ukendte politikere.

Det kan få dem til at stemme personligt og ikke bare på et parti. Personlige stemmer afgør ved sideordnet opstilling af kandidaterne fra samme parti, hvilke personer der vælges.

Derfor viser valgplakaterne så mange smilende ansigter. Derfor ligner de hinanden. Ganske vist så vi ved sidste valg til EU-parlamentet, at Dansk Folkeparti udviste stor kreativitet. Plakater med partiets spidskandidat Morten Messerschmidt var blandt andet i et helt andet format end normalt. Messerschmidt fik et fantastisk valg, og det kan undre, at man ikke har efterlignet disse plakater.

Men hvorfor viser så få valgplakater andet end opstillede kandidater? Det er netop, fordi valgkampen i så høj grad står om at få vælgerne til at stemme på en person, ikke bare på et parti.

Men før Anden Verdenskrig var plakater med billeder af de opstillede undtagelsen.

Den typiske valgplakat havde dengang enten billeder af den fremtid, som vælgerne kunne få, hvis de stemte på det ”rigtige” parti. Lykkelige arbejderfamilier med rødkindede børn i nybyggede boliger befolkede valgplakaterne.

Andre plakater havde karikerede tegninger af de trusler og ulykker, som kunne ramme vælgerne, hvis de ikke stemte på det ”rigtige” parti.

Den mest berømte danske valgplakat er plakaten med Thorvald Stauning fra 1935, hvor teksten kort og godt lyder ”Stauning eller kaos”.

Men det var den første plakat overhovedet i Danmark, der markedsførte en politiker. Først efter den tyske besættelse blev den type plakater gradvis almindelige.

Nogle påstår, at det skyldtes, at politikerne gennem tv fik bedre muligheder for at henvende sig til vælgerne på anden måde. Over for det står dog, at partipressen gik tilbage, og dermed fik politikerne ikke flere, men færre muligheder for at nå deres vælgere direkte.

Forklaringen er som nævnt nok snarere, at den sideordnede opstilling bredte sig i partierne. Dermed blev personkonkurrencen inden for det enkelte parti intensiveret. Tidligere var personkonkurrencen begrænset, fordi partierne på forhånd prioriterede kandidaterne. Nu har kandidaterne brug for at blive synlige, hvis de vil overleve politisk. De vil alle være din kandidat.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.