Hver tiende indbygger på kloden – svarende til 700 millioner mennesker – må leve for under 12,50 kroner om dagen og bliver dermed betegnet som ekstremt fattig. At 700 millioner mennesker lever i ekstrem fattigdom, kan lyde voldsomt. Ikke desto mindre er en af klodens største succeshistorier de seneste 30 år det dramatiske fald i antallet af fattige. Antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, er faldet med en milliard mennesker de seneste 25 år. Med til billedet hører, at der i samme periode er blevet en milliard flere mennesker på jorden. Fattigdommen er faldet mest i lande med høj økonomisk vækst, og i Kina er den ekstreme fattigdom næsten udryddet. Derimod viser beregninger, at 4 ud af 10 i Afrika syd for Sahara fortsat lever for under 12,50 kroner om dagen. Seniorforsker Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier betegner det ”som ganske imponerende, hvad der er sket de seneste 30 år”.
”På den ene side er det i historisk sammenhæng helt exceptionelt, så mange der har fået det lidt bedre. Vi har aldrig tidligere i historien haft en så omfattende fremgang for så mange mennesker. Men når det er sagt, så vil der være millioner af mennesker, der lever for lidt mere end 12,50 kroner om dagen, og som derfor ikke er omfattet af fattigdomsgrænsen, selvom de har meget lidt at leve af. Samtidig har vi statistisk set svært ved at bruge en fattigdomsgrænse over hele kloden, fordi købekraften er meget forskellig fra land til land,” siger Lars Engberg-Pedersen. Han peger på, at det især er lande som Kina og Indien, der har afskaffet fattigdommen. I Afrika er der fremgang i halvdelen af landene, men fremgangen er meget ulige fordelt mellem forskellige befolkningsgrupper, og store grupper har ikke fået del i forbedringerne.
Der er grund til at tro, at verden er blevet mindre fredelig de seneste par år. Men der er ikke grund til at tro, at verden er usædvanlig blodig, snarere tværtimod.
Det viser en oversigt fra det norske institut for fredsforskning. Instituttett opgør 2014 til at have oplevet det største antal dræbte i krige og konflikter på verdensplan i to årtier. Ifølge Kristian Berg Harpviken, der er direktør for institut for fredsforskning, fortsatte ”trenden” i 2015, hvilket ”i vældig stor grad” skyldes krigen i Syrien. Samtidig er ”antallet af krige øget betydeligt i de sidste år”.
Men dødstallet i 2014 var stadig lavere end i mange af årene efter Anden Verdenskrig og under den kolde krig, hvor for eksempel Koreakrigen og Vietnamkrigen betød massive tabstal.
Og selvom verden stadig oplever folkedrab som Islamisk Stats massakrer på yazidier i Irak, koster de langt færre menneskeliv, end tilfældet var under folkemordene i Cambodja, Indonesien og Rwanda i 1900-tallet.
Faktisk hørte det globale antal civile og militære dræbte i konflikter ved årtusindskiftet til blandt lavpunkterne set over et halvt årtusin-de. Det viser en opgørelse fra Oxford-økonomen Max Roser, der har opgjort det globale antal krigsdræbte pr. 100.000 mennesker siden 1400-tallet.
Når Kristian Berg Harpviken fra institut for fredsforskning skal pege på årsagen til det lavere dødstal, er det især, at verdensdele som Asien, Europa og ikke mindst Sydamerika er blevet langt fredeligere. Med en nyligt indgået fredsaftale i Colombia synes enden på borgerkrigen inden for rækkevidde og dermed også begyndelsen på en tid uden krig i Sydamerika. Dertil kommer, at krige mellem stater er blevet langt færre.
”Det har stor betydning. Så sent som i 1980’erne var krigen mellem Iran og Irak med til at give store tabstal,” siger Kristian Berg Harpviken.
For 15 år siden var gennemsnitslevealderen i Rwanda 50 år. 13 år senere kunne en indbygger i det centralafrikanske land regne med at blive år 65. De fremskridt, som Rwanda gjorde på 13 år, tog det et land som Danmark over 50 år at nå.
Det er blot et eksempel på den revolution i sundhedstilstanden, der er sket i løbet af de seneste 20 år. Gennemsnitslevealderen i verden er 70 år (i Danmark er den 82,5 år for kvinder og 78,6 år for mænd). Selvom 16.000 børn under fem år dør hver dag på grund af sygdomme, mangel på mad og adgang til lægehjælp, er børnedødeligheden halveret på 25 år. I 1990 døde 13 millioner børn før femårsalderen, mens det tal faldt til 5,9 millioner børn i 2015. FN vurderer, at alene den store vaccinationsindsats mod mæslinger de seneste år har reddet 15 millioner børns liv. Samlet set har fremskridtene siden 1990’erne reddet næsten 100 millioner børn, hvoraf halvdelen er fra Kina og Indien.
”Når vi kigger på indikatorer som børnedødelighed, mødredødelighed og middellevetid, så er der ingen tvivl om, at det især de seneste 10 år er gået historisk hurtigt fremad med sundheden på kloden. Der er blevet bedre behandlingsmuligheder for en lang række infektionssygdomme. Og selvom sygdomme som malaria og hiv stadig udgør en stor udfordring i Afrika, så er behandlingsmulighederne blevet bedre, blandt andet fordi flere i de fattigste lande har fået adgang til hiv-medicin, og vi er blevet bedre til at forebygge malaria.
Men det er samtidig et problem, at de mest benyttede medikamenter ikke længere er så virksomme som tidligere,” fortæller Flemming Konradsen, der er professor i international miljøsundhed og leder af Copenhagen School of Global Health ved Københavns Universitet.
Ifølge Flemming Konradsen giver de store sundhedsmæssige landvindinger imidlertid nye udfordringer. Over hele kloden bliver der stadig flere ældre, og nye sygdomme som diabetes, hjerte-kar-sygdomme og mentale sygdomme er i hastig vækst.
Skolebørn med tomme blikke, der har svært ved at lære, fordi de er underernæret fra fødslen. Det er det triste syn i alt for mange klasseværelser i sulthærgede lande som Somalia og Etiopien. Det er en af konsekvenserne af det faktum, at 795 millioner mennesker på kloden stadig sulter.
Men bekæmpelsen af sult og underernæring er samtidig en succeshistorie. Antallet af underernærede mennesker i udviklingslande er faldet med 216 millioner mennesker siden 1990. Det svarer til, at 12,9 procent af klodens befolkning i dag er under- ernæret mod 23,2 procent i 1990. Også antallet af underernærede børn er halveret.
”Der er sket store fremskridt i forhold til at afhjælpe sult og underernæring de seneste 25 år. Fremskridtene er især sket i Asien i takt med væksten i de asiatiske økonomier. I Afrika og Latinamerika ser vi også fremskridt, men i mindre målestok. Det store spørgsmål er, om disse fremskridt vil holde de næste 25 år,” siger Saul Guerrero, der er direktør for ernæring i den britiske ngo Action Against Hunger.
Ifølge Saul Guerrero giver det grund til håb, at den økonomiske vækst i en række udviklingslande formentlig vil fortsætte. Til gengæld betyder både klimaforandringerne og befolkningsvæksten i blandt andet Vestafrika, at det i fremtiden kan blive svært at skaffe mad til alle. Desuden er det ifølge Saul Guerrero stadig en udfordring at sikre, at de fattigste får adgang til fødevarer i rige udviklingslande som Kina og Indien. Et andet ironisk paradoks er, at der i nogle lande er børn, der dør af sult, samtidig med at andre fattige børn udvikler diabetes 2 på grund af fedme.
”Det er en bitter ironi, at det for nogle bønder bedre kan betale sig at sælge deres hjemmedyrkede grøntsager på markedet, samtidig med at de køber billige og usunde færdigproducerede fødevarer,” lyder det fra Saul Guerrero.
”Look at the bigger picture,” siger man på engelsk. Se på det store billede. Og det er måske især, hvad man skal gøre, når det gælder børns skoleadgang på verdensplan. For set over en kort årrække er der basis for bekymring. Anskuer man udviklingen siden årtusindskiftet, er der til gengæld grund til at glæde sig.
”Langt, langt flere børn går i skole, end det nogensinde før har været tilfældet. Men det er stadigvæk sådan, at der er 59 millioner børn, der burde gå skole, som ikke gør det,” siger Steen M. Andersen, der er generalsekretær i Unicef Danmark, den danske afdeling af FN’s børneorganisation.
Ved årtusindskiftet var det nemlig over 100 millioner børn på verdensplan, der ikke kom i grundskole, og udviklingen betyder, at cirka 9 ud af 10 børn i verden i dag starter i grundskole.
De historisk mange skolebørn skyldes dog især fremskridt opnået i de gode år før finanskrisens indtog, for siden 2007 er udviklingen stagneret og i enkelte år faktisk gået den gale vej. Både når det gælder grundskolen alene og grundskolen og det næste skoletrin lagt sammen.
Når Steen M. Andersen tager de positive briller på, fremhæver han især de kvalitative fremskridt, der er sket ude på de enkelte skoler. For det første, at man i højere grad prioriterer ”adskilte toiletforhold”, der gør, ”at piger også kommer i skole, når de har menstruation, hvor det tidligere var et problem, at de så blev holdt hjemme,” og at ”man er blevet meget mere opmærksomme på leg og læring”.
En jungle med adskillige dybe huller, men også med enkelte knopskydninger af fremskridt.
Sådan kan man tolke verden, når det gælder pigers muligheder og ligestillingen mellem kønnene. Over de seneste to årtier har udviklingen på ligestillingsfronten nemlig været ”ujævn”, lyder det fra Asger Ryhl, der er direktør for UN Women, FN’s kvindeagenturs nordiske kontor.
”Et af de mest markante fremskridt i retning af ligestilling mellem kønnene i de seneste to årtier har været stigningen i kvinders og pigers adgang til uddannelse,” siger Asger Ryhl, der understreger, at ”alle udviklingsregioner næsten har opnået ligestilling mellem kønnene i grundskolen”.
Ifølge Asger Ryhl øges uligheden dog i mange lande på de overbyggende uddannelsestrin, især i Afrika syd for Sahara og i Syd- og Vestasien.
På sundhedsfronten kan man glæde sig over, at mødredødeligheden er halveret fra 1990 til 2015.
Til gengæld er der på verdensplan kun sket en marginal reduktion fra 28 til 26 procents forskel på mænd og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, siger Asger Ryhl.
Og når det gælder pigeomskæring, er problemet stadig stort og udbredt.
”De nordiske lande er ofte prædikeret som idealsamfund, når det gælder ligestilling og kvinders indflydelse, og på mange måder er det korrekt. Der er dog stadig mangler i denne region og mindre kendte fremskridt i andre regioner. For eksempel har Rwanda den største andel af kvindelige parlamentarikere på verdensplan,” siger han.
Er der noget, der optager europæiske ledere for øjeblikket, er det risikoen for terror, og sommeren igennem har adskillige terrorangreb ramt kontinentet.
Men terror i Europa er ikke noget nyt fænomen. For få årtier siden hed terrorgrupperne blandt andet Sorte September, Rote Armee Fraktion og IRA. Og i en periode i 1970’erne og 1980’erne kostede terrorangreb hvert år 400 mennesker livet i Europa, hvilket er langt flere end antallet af terrordræbte i de seneste to år, hvor Europa ellers har oplevet en markant stigning i antallet af terrordræbte.
I år er foreløbig mindst 100 døde, og sidste år kostede terror på europæisk jord godt 200 livet.
Men selvom den positive historie er, at der generelt er færre europæiske ofre for terror i dag end for 30 år siden, så mener lektor og terrorforsker Carsten Bagge Laustsen fra Aarhus Universitet, at det vil være forkert at konkludere, at terror er blevet et mindre problem.
Han fremhæver blandt andet, at efterretningstjenesterne efter alt at dømme forhindrer flere angreb end tidligere.
Samtidig har vi ifølge Carsten Bagge Laustsen de senere år oplevet en ny form for ”katastrofisk” terror, hvis mål er at skabe størst mulig ødelæggelse. Hvor Baader-Meinhof-terroristernes mål var at ramme udvalgte repræsentanter for det kapitalistiske samfund, er målet for Islamisk Stat at sprede død og ødelæggelse blandt almindelige og tilfældige borgere.
”Jo, mere komplekst og forbundet vores samfund bliver, jo større er de mulige risici. At terroren på grund af moderne medier bliver omtalt overalt i verden betyder også, at rystelsen er større,” siger Carsten Bagge Laustsen og fortsætter:
”I det omfang terrorens mål er at sprede frygt, så må man sige, at skadevirkningerne af den ’katastrofiske’ terror er langt større end den konventionelle terror rettet mod symbolske mål.”
