Prøv avisen

Planterne lider trods mindre gift

Markene sprøjtes. En landmand i sin traktor og sprøjtemaskine sprøjter markerne nær Nørhalne. Foto: Henning Bagger Denmark

Sprøjtemidlerne er blevet mindre giftige for dyrelivet. Men det går stadig tilbage for planterne

Landbrugets sprøjtemidler er blevet markant mindre giftige siden starten af 1990'erne. Det viser en ny rapport fra DHI Vand, Sundhed og Miljø samt Danmarks Miljøundersøgelser.

Rapporten er lavet op til efterårets evaluering af den seneste Pesticidhandlingsplan.

Rapporten viser sprøjtegiftenes belastning i årene 1986-2006 på levende organismer som alger, dafnier, fisk, regnorme, bier, pattedyr og fugle. Virkningen er også vurderet i forhold til risikoen for udvaskning til grundvand samt kræftfremkaldende og hormonforstyrrende egenskaber. På stort set alle områder er giftigheden af pesticiderne i forhold til dyrelivet faldet frem til 2000, hvorefter udviklingen stort set er stagneret.

- Men det store skår i glæden er, at undersøgelse kun viser effekten på dyrelivet og ikke på planterne. Og det er især planterne, som det overalt går tilbage for i Danmark. I det dyrkede land er planterne i stor tilbagegang ved markerne i grøftekanter, hegn og gærder, og planterne er jo grundlaget for dyrelivet, siger forskningschef ved Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), Hans Løkke til Ritzau.