Prøv avisen

Plejepersonale vil have lov ændret og bryde tabu om døden

Etisk Råd anbefaler, at den enkelte person i højere grad selv skal bestemme, om man ønsker genoplivning.

Personalet på plejehjem og i hjemmeplejen står ofte i et dilemma, når de finder en livløs ældre person, som ikke ønsker at blive genoplivet.

Medmindre ønsket er blevet skrevet ned i en journal, har personalet nemlig pligt til at gå imod den ældres vilje.

- Vores medlemmer har oplevet, at ældre mennesker, som de omgås meget, har sagt: Jeg er mæt af dage. Jeg er klar, siger Karen Stæhr, der er formand for social- og sundhedssektoren i FOA.

- Men det er ikke blevet skrevet ned. Så står personalet i et dilemma. De ved, at fru Hansen ikke ønsker genoplivning. Men de er forpligtet til at starte på det. Der mangler nogle retningslinjer, siger Karen Stæhr.

I en ny udtalelse anbefaler Etisk Råd en lovændring, så den enkelte person i højere grad har ret til selv at bestemme, om man vil genoplives eller ej.

- Vi skal bryde det tabu, der er omkring døden, siger Karen Stæhr, der selv er medlem af Etisk Råd.