Prøv avisen

Fagfolk ønsker pligtfølelsen genskabt i samfundet

Nu er det måske på tide at lave kurser og bøger med titlen ”Sådan får du pligtfølelsen tilbage”. For ifølge fagpersoner er den røget så langt væk, at det ikke bare skader fælleskabet i samfundet, men også os selv. Sådan lyder det blandt andet i bogen ”Ståsteder – 10 gamle idéer til en ny verden”, som udkommer i næste uge med psykolog Svend Brinkmann som afsender. Foto: Kåre Vemose

De seneste årtiers fokus på selvrealisering og personlig frihed har skubbet pligtfølelsen i baggrunden. Men det er netop pligten, der sætter os fri, lyder det fra flere fagfolk samt i en ny bog fra psykologiprofessor Svend Brinkmann

”Sådan dropper du pligtfølelsen”. Netop den titel eller det formål har mange kurser, foredrag og selvhjælpsbøger haft de seneste årtier. Her har målet være at hjælpe mennesker med kun at sige ”ja” til de ting, de har lyst til, og lade være med at tænke så meget over, hvad andre kræver af dem.

Nu er det måske på tide at lave kurser og bøger med titlen ”Sådan får du pligtfølelsen tilbage”. For ifølge fagpersoner er den røget så langt væk, at det ikke bare skader fælleskabet i samfundet, men også os selv.

Sådan lyder det blandt andet i bogen ”Ståsteder – 10 gamle idéer til en ny verden”, som udkommer i næste uge med psykolog Svend Brinkmann som afsender.

Her problematiserer han, at det at gøre sin pligt er rykket i baggrunden. Hvorfor? Fordi pligterne netop ikke stjæler vores frihed, men derimod giver os den. Uden pligter bliver vi slaver af vores impulser og af en søgen efter mening.

Den påstand er børnepsykolog og familierådgiver Margrethe Brun Hansen enig i.

”Vi har de seneste år brugt så meget energi på at mærke os selv og se vores egne behov, at det er gået ud over pligtbegrebet. Pligt er for mange blevet noget, vi ikke helt har lyst til, da det kræver, at vi sætter os selv til side,” siger hun.

Ifølge Margrethe Brun Hansen skyldes den forsvundne pligtfølelse særligt en udvikling omkring 1970’erne, hvor man bevægede sig væk fra knappe tider og fra idéen om, at man altid skulle yde for at få del i samfundets goder.

”Det er jo faktisk en fantastisk udvikling, hvor vi nedbrød traditioner, brød med autoriteter, og sagde, at alle havde ret til social hjælp. Men det, vi glemte dengang, hvor det hele begyndte, var, at vi kasserede noget uden at sætte noget i stedet for. Vi glemte dannelsen og fællesskabet og ser nu kun os selv,” siger hun og tilføjer, at den selvoptagethed har konsekvenser.

”Jeg har aldrig hørt ordet ensomhed blive brugt så meget som nu. Det er ikke fordi, vi alle er isolerede fra omverdenen, men ensomheden er en konsekvens af, at man bliver så optaget af sig selv.”

Sociolog på Roskilde Universitet Rasmus Willig mener, at manglen på pligt får os til at leve i et falskt forhold til os selv.

”Fejlen er, at vi tror, at selvrealisering er et individuelt anliggende. Men vi er nødt til at sætte os i andres sted for også at kunne sætte os i vores eget. I stedet for at føle sig frie, bliver folk angste, depressive og fremmede over for deres egen natur, fordi de ikke søger at sætte sig ind i den,” siger han og tilføjer, at pligtforståelsen dog kan genskabes.

”Jeg tror, der er ved at opstå en længsel i samfundet efter reelle pligter og efter at skabe fællesskaber. Det er godt i en tid, hvor alle render til psykolog for at reparere det, som egentlig er forårsaget af et konkurrencesamfund. Vi er ved at erkende, at vi ikke kan løse strukturelle problemer i et individuelt psykologisk rum.”

Også historiker Henrik Jensen er fortrøstningsfuld. For seks år siden skrev han bogen ”Det ordentlige menneske”, som handlede om den svækkede pligtkultur og styrkede rettighedskultur. Selvom han stadig mener, at pligtfølelsen er svækket, så er den aldrig helt væk, men pendulerer derimod frem og tilbage i styrke.

”Jeg havde den fornemmelse, da jeg skrev min bog, at det var et ord, der var forældet. I dag er der mange, der tager ordet ’pligt’ i deres mund,” siger han, men påpeger, at det er med et andet afsæt.

”Når man fra politikerhold taler om pligt, så er det pligten over for den samfundsmæssige økonomi. Det handler om, at man skal arbejde, og at man, hvis man ikke kan arbejde og bliver pensioneret, skal ligge samfundet mindst muligt til last. Jeg er enig med Brinkmann i, at det er en mere tvivlsom form for pligt. For den mere medmenneskelige pligt, det handler et eller andet sted om næstekærlighed, den er renere.”