Endnu engang lykkedes det ikke at få en bred aftale om dansk mediepolitik. Ganske vist stod syv partier bag det medieforlig, kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) kunne præsentere lørdag formiddag, men de tre store borgerlige partier, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti var ikke blandt dem.
Det beklagede ikke alene ministeren, men også alle de øvrige ordførere på pressemødet. Snubletråden, de blå faldt over, var, at der skal indføres et såkaldt kulturbidrag på seks procent af omsætningen hos streamingtjenester i Danmark. De drives typisk af store internationale medievirksomheder som Netflix, HBO og lignende. De borgrlige partier betragter det som en ny skat. De vil heller ikke være med til at give DR endnu flere penge, som aftalen lægger op til.
For Dansk Folkeparti blev det også afgørende, at forliget pålægger modtagere af mediestøtte at udfylde en ”kønsselvangivelse” for at få en øget bevidsthed om kønsulighed i mediebranchen. "Woke" kaldte DF's medieordfører Dennis Flydtkjær det.
Det er med god grund, at forligspartierne er bekymrede. Det sidste medieforlig, der fik lov at stå uændret, blev indgået i 2014. Dengang stod alle Folketingets partier bag. I 2018 indgik den daværende VKLA-regering et smalt medieforlig med Dansk Folkeparti med klare ideologiske fodaftryk. Mest markant skulle der skæres 20 procent af DR’s budget over de følgende fire år. Det kom bare aldrig til at ske, for ved valget 2019 skiftede det politiske flertal.
S-regeringen droppede besparelserne på DR, mens en anden del af forliget – omlægningen af DR’s finansiering fra licens til skat - trods alt blev gennemført. Også Dansk Folkepartis oprindelige krav om, at Radio 24/7 skulle flyttes til ”Vestdanmark”, blev i praksis fastholdt og førte til lukning af stationen. Senere har Berlingske forsøgt at genoplive den ved at overtage Radio Loud, som fik en sendetilladelse på en DAB-kanal, men med det nye medieforlig lukkes også den kanal nu definitivt i 2024.
Forløbet viser, at mediepolitikken er blevet den store, ideologiske slagmark, hvor det er blevet svært at finde kompromiset. Det risikerer at lamme den langsigtede mediepolitik. De polariserede aftaler, baseret på smalle forlig, lever nemlig livet farligt. Der er under et år til næste valg, og skulle flertallet skifte, er der en risiko for, at det nye medieforlig åbnes igen. Til stor frustration for den medieverden, som forsøger at planlægge og navigere efter de politiske beslutninger.
Man kan indvende, at den nye aftale parlamentarisk set er en anelse mere robust end den, de borgerlige partier indgik i 2018, først og fremmest fordi De Radikale er med. Der er ikke meget i meningsmålingerne, som tyder på, at flertallet vil skifte ved næste valg, med mindre De Radikale skifter side. I den situation vil partiet imidlertid stadig være bundet af forliget. Det samme gælder i øvrigt Kristendemokraterne for det tilfælde, at de sensationelt skulle klare spærregrænsen. Det parti er ligesom Alternativet og Frie Grønne med i forliget.
Når forligspartierne har haft behov for at lægge en ny afgift på streamingtjenester, skyldes det dels et ønske om at skaffe penge til nogle af de nye aktiviteter, regeringen og støttepartierne vil have igennem. Dels at sikre mere ”danskproduceret kvalitetsindhold.” I det omfang, streamingtjenesterne producerer dansk, kan de slippe billigere fra den nye afgift.
Derudover betyder aftalen, at der skal være en ny børnekanal på DR, flere penge til de regionale medier og en større public-service-pulje, som medier kan søge støtte fra.
Et af de store temaer i aftalen er medieetikken og mediernes rolle for demokratiet i en digital tidsalder. Udover at opkræve et kulturbidrag fra streamingtjenesterne, skal sociale medier og andre digitale tjenester ansvarliggøres, især over for børn og unge, fremgår det. Der skal sættes yderligere ind mod falske nyheder, og så opretter forligspartierne et helt nyt center til at undersøge tech-giganternes indflydelse på demokratiet.
I forhold til medieetikken lægges der op til, at Danmark ligesom Sverige skal have en medieombudsmand, der af egen drift kan tage sager op over for medier, som bryder de presseetiske regler. Desuden skal borgerne have lettere ved at komme til genmæle og eventuelt få erstatning for æreskrænkelser. Opmærksomheden er her særligt rettet mod bloggere og influencere på de sociale medier, som man gerne vil udstyre med det samme presseetiske ansvar som redaktører på mere etablerede medier.
Oprindeligt ønskede blandt andet Enhedslisten desuden, at alle medier skulle have et såkaldt kædeansvar for arbejdsvilkårene i de virksomheder, de samarbejder med. Helt så langt går man dog ikke i aftalen, men der bliver sat fokus på arbejdsforholdene i dele af mediebranchen.
I forhold til mindre, landsdækkende aviser som Information og Kristeligt Dagblad sker der ikke umiddelbart de store ændringer. I forliget lægges der op til et nyt udvalgsarbejde, hvor man grundigt udreder den fremtidige mediestøtte. Herunder skal man se på, hvordan mediepluralismen kan understøttes og de mindre landsdækkende nyhedsmedier kan styrkes. Udvalgsarbejdet skal sluttes i 2024.
Dette er en politisk analyse.