Prøv avisen

Politiet tømte Brorsons Kirke for irakere

Politi i kamp mod demonstranter under anholdelsen af 17 irakere i Brorsons Kirken på Nørrebro i København natten til torsdag d.13.august 2009. - Foto: Andreas Hagemann Bro

Der er ikke flere irakere tilbage i Brorsons Kirke efter en politiaktion, som udviklede sig til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter

Brorsons Kirke på Nørrebro i København er tømt for afviste irakiske asylansøgere, efter politiet mellem klokken 1 og klokken 4 gennemførte en storstilet aktion i og omkring kirken. Aktionen udviklede sig til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter.

Ifølge politiets informationschef, Flemming Steen Munch, der var på stedet, skete aktionen på anmodning af Rigspolitiets Udlændingeafdeling, der ønskede de unge mænd i kirken anholdt for at kunne fastslå deres identitet.

- Vi har anholdt 17 unge mænd. De bliver frihedsberøvet for at få fastslået, om de er blandt de afviste asylansøgere, sagde Flemming Steen Munch kort efter at være ankommet til kirken.

Her var mellem 20 og 30 betjente allerede trængt ind i kirken. Foreningen Kirkeasyls aktivister i kirken fortalte tidligt torsdag morgen til Ritzau, at betjentene havde tiltvunget sig adgang til kirken og havde haft både skjolde, knipler og hjelme med ind i kirkerummet, hvor irakerne var gået op fra deres opholdssted i krypten.

- Folk skreg og græd og løftede stole og appellerede til politiet om ikke at udføre deres arbejde, siger aktivisten Amitai.

Per Ramsdal, der er præst i Brorsons Kirke, gik trods politiets anmodninger om det modsatte på et tidspunkt over i kirken. Klokken tre var han ifølge eget udsagn i chok.

- Det er meget sørgeligt. Jeg var 99 procent sikker på, at de ikke ville gå ind i kirken, siger Per Ramsdal, der mener, at kirken efter nattens begivenheder nu har mistet sin specielle status.

Da han kom ind i kirken, så han de afviste irakere stå tæt omkring hinanden og flere af dem med spædbørn på armene under billedet af den korsfæstede Jesus. Rundt omkring dem gik betjente med hjelme og skjolde.

En efter en blev de unge mænd ført ud til en ventende bus, mens flere hundrede aktivister og demonstranter forsamlet foran kirken råbte skældsord, som "gestapo" og "mordere" efter de mere end 100 betjente på stedet.

Tidligere på natten havde Ritzau været i kontakt med irakeren Shia Osmann Abdullah, som opholdte sig i kirken. Han fortalte om en nervøs og anspændt stemning. Han kunne også berette, at en af de andre afviste asylansøgere havde forsøgt at begå selvmord, efter at politiet var trængt ind i kirken. Den historie ville politiet ikke afkræfte.

- Der har været forskellige episoder, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, siger informationschef Flemming Steen Munch.

Præst Per Ramsdal fortæller, at en af irakerne var klatret op i tårnet, og Kirkeasyl-aktivisten Misja, som var i kirken, beretter, at nogle smadrede glas og skar sig med glasskår.

Da de anholdte unge mænd var blevet sat på bussen, udspillede der sig en meget voldsom og følelsesladet scene, da kæresten til en af de anholdte brød sammen i voldsom gråd og til sidst fik lov til kort at gå ind i bussen.

Da den kørte væk brød kaos løs på Rantzausgade. Bussen sneglede sig af sted, mens demonstranter kastede sig foran bussen og dannede menneskekæder på asfalten for at forhindre bussen og de mere end 20 politikøretøjer i at komme frem. Politiet måtte igen og igen anvende både stave og peberspray for at fjerne demonstranterne, og det kom til meget alvorlige sammenstød. Adskillige demonstranter blev ramt af meget hårde slag og kylet væk fra vejen, så bussen kunne komme frem, og efter den var kørt af Kapelvej og nået ud på Åboulevarden, hvor politiet stod klar med hunde, slap den fri af menneskemængden og kørte nordpå med knust forrude, der var oversprøjtet med maling.

I kredsen af aktivister omkring kirken forlød det, at irakerne var blevet kørt til Bellahøj Politistation, og at kvinder, børn og ældre havde søgt tilflugt hos venner og familie.

Politiaktionen kom inden for samme døgn, som en melding på den irakiske regerings hjemmeside sår tvivl om Danmarks hjemsendelsesaftale med Irak. Ifølge Iraks premierminister Nuri al-Maliki har Irak ikke indvilliget i at tage imod irakere, der er tvangshjemsendte.

- Det første vi gør i morgen, når vi kommer ind på Christiansborg, er at forsøge at få svar på, hvordan den danske regering kan gøre det her samtidig med, at den irakiske regering sår tvivl om, hvorvidt den overhovedet vil tage imod irakerne. De børn, der ligger og sover i kirken er danske børn, der ikke har nogen fremtid i Irak, sagde Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der sammen med partifællen Line Barfoed var mødt op foran kirken for at vise sin støtte til irakerne.

Ifølge politiet var der 300 demonstranter ved Brorsons Kirke. Mindst en er blevet anholdt.

Torsdag klokken 18 arrangerer foreningen Kirkeasyl en demonstration med start fra Brorsons Kirken til Christiansborg.

Politi i kamp mod demonstranter under anholdelsen af 17 irakere i Brorsons Kirken på Nørrebro i København natten til torsdag d.13.august 2009. - Foto: Andreas Hagemann Bro
Politi i kamp mod demonstranter uden for Brorsons Kirke i forbindelse med anholdelsen af 17 irakere i kirken på Nørrebro i København natten til torsdag. - Foto: Andreas Hagemann Bro