Politiker vil forbyde mobiler i skolen: Jeg ser en sammenhæng mellem skærmtid og mistrivsel

Danmark bør gå i fodsporene på Frankrig og forbyde mobiltelefoner i skoletiden, mener Moderaternes trivselsordfører, Rasmus Lund-Nielsen, der også undlader at bruge sin egen mobil i folketingssalen

Politiker vil forbyde mobiler i skolen: Jeg ser en sammenhæng mellem skærmtid og mistrivsel
Foto: Privatfoto.

Hvorfor er der brug for et forbud mod mobiltelefoner i folkeskolen?

Der er to grunde. Den ene er, at vi skal gøre mere for at fremme børns trivsel, og den anden er, at vi skal gøre mere for at fremme børns læring. Jeg mener, at vi politikere skal tage udgangspunkt i evidens, og jeg har noteret mig, at Frankrig har haft et mobilforbud i fem år. Evalueringerne viser, at eleverne simpelthen er blevet mere sociale, empatiske, fysisk aktive og bedre til at koncentrere sig. 

Hvad er det, du personligt har iagttaget, som nu gør dig til fortaler for et forbud?

Som psykolog har jeg set, hvordan mobiler påvirker søvnen, og hvordan det fuldstændig har ødelagt mange børn og unges koncentrationsevne. I min praksis har jeg også mødt mange børn og teenagere, som har fortalt mig, at gaming (spil på computeren eller telefonen, red.) er deres eneste kilde til glæde, og at de udelukkende ville bruge tid på det, hvis de kunne. Jeg kan godt blive bekymret for, hvad det gør ved ens parathed til at lære, fordybe sig og øve sig på ting. 

Er mobiltelefonen hovedskurken i børn og unges mistrivsel?

Nej, det kan vi ikke konkludere, men jeg tror helt klart, at der er en sammenhæng mellem skærmtid og mistrivsel. Børn og unge sover meget mindre i dag end tidligere. Skærmene påvirker søvnen, som gør, at tærsklen for at få angst og stress bliver lavere. Det er altså ikke kun mobiltelefonerne i skolen, men mængden af skærmtid og de afledte effekter heraf, som er en stor årsag til den stigende mistrivsel. Vi kan også se en markant stigning i mistrivslen omkring 2011-2012, hvor smartphones blev hvermandseje.

Eleverne vil stadig have adgang til computere og tablets i undervisningen. Har et forbud ikke mere symbolsk end praktisk betydning?

For mange er telefonen i højere grad end computeren den primære kilde til underholdning og kortsigtet glæde. Det særlige ved telefonen er også, at den hele tiden er lige foran dig, og der findes også studier, der viser, at telefonen hæmmer folks koncentrationsevne, selvom den er slukket. Det er fint at bruge teknologi til forskellige didaktiske formål, men det er et problem at lade elevernes egne telefoner indgå i undervisningen, fordi de forbinder dem med underholdning, gaming og sociale medier. 

Hvordan skal skolerne lære børn om digital dannelse, hvis mobiltelefonerne er låst inde i et skab?

Skolerne skal helt sikkert undervise i god it-kultur, men det behøver ikke at indebære, at eleverne har deres egne telefoner med i skolen. De lærer også om alkoholvaner uden at drikke, og de har seksualundervisning uden at smide tøjet.

En af de faste vendinger på Moderaternes hjemmeside er “frihed til forskellighed”. Er det ikke udtryk for det modsatte, når du vil lave et forbud, der gælder alle skoler?

På overfladen kan det ligne et paradoks, at vi gerne vil frisætte, samtidig med at jeg foreslår et forbud, men jeg synes sagtens, at det kan gå hånd i hånd. Det handler om at frisætte inden for nogle rammer, på samme måde som vi gerne vil frisætte dagsinstitutioner, samtidig med at minimumsnormeringerne kan fastholdes. 

Hvad er dit eget forhold til din mobiltelefon?

Jeg har i hvert fald besluttet mig for, at jeg ikke vil tage min telefon frem i folketingssalen eller til gruppemøder. Jeg lægger også min telefon ind på et andet værelse, hvis jeg for eksempel skal skrive et debatindlæg. Men det gør jeg også kun, fordi jeg ved, hvor svært jeg har ved at styre det, hvis den ligger lige foran mig.