Prøv avisen

Politikere: Dåbsprocenten er kirkens opgave

”Det er fint, at biskopperne undersøger, hvad faldet i dåbsprocenten skyldes, og om antagelsen om, at det er en stigende individualisering, der er årsagen, holder stik,” siger SF's kirkeordfører, Pernille Vigsø Bagge. Foto: Jesper Dijohn

Kirkeordførere bakker op om at få dåbsprocenten op. Men det er kirkens opgave, ikke statens, mener de

I onsdags meldte kirkeminister Marianne Jelved (R) og landets ti biskopper ud, at de ville forsøge at få den faldende dåbsprocent i vejret. Flere kirkeordførere mener dog ikke, at kirkeministeren bør blande sig i kirkens anliggende.

”Det er fint, at biskopperne undersøger, hvad faldet i dåbsprocenten skyldes, og om antagelsen om, at det er en stigende individualisering, der er årsagen, holder stik,” siger SF's kirkeordfører, Pernille Vigsø Bagge, og fortsætter:

”Men jeg er i tvivl om, hvorvidt ministeren kan gøre mere. Kirkeministeren er til for at se på lovgivningen på folkekirkens område, godkende anordninger og så videre. Men jeg synes, denne sag er en sag for kirken. Der er ikke noget galt i, at ministeren italesætter problemet, hun skal bare huske på, at det er folkekirken, det drejer sig om, og dermed folkekirken, der bedst kan svare på det her.”

Hun bakkes op af Socialdemokraternes kirkeordfører, Karen J. Klint.

”Jeg synes ikke, det er noget, staten skal forholde sig til. Den største udfordring for folkekirken er at få og fastholde medlemmer. Men det er et folkekirkeanliggende og ikke et folketingsanliggende. Jeg har svært ved at se, at vi som landspolitikere skal reagere på ét trossamfunds indre problemer frem for et andet,” siger hun.

Venstres kirkeordfører, Flemming Damgaard Larsen, har dog ikke noget imod, at kirkeministeren eller folketingets kirkeudvalg er inde over sagen.

”Både ministeren og kirkeudvalget er dem, der skal kæmpe for folkekirken. Især ministeren er forpligtet til det. Men hvis hun var gået ud med meldingen alene, ville det have været problematisk, for så bevæger hun sig ind på folkekirkens anliggender. Men fordi hun gør det i samarbejde med biskopperne, kan jeg ikke se noget problem,” siger han.

For Charlotte Dyremose, kirkeordfører for De Konservative, er det også i orden, at ministeren bakker op om at se på dåbsprocenten.

”Det må bare ikke blive ministeren, som dikterer biskoppernes måde at gøre tingene på. Der er tale om et kirkeligt anliggende,” siger hun.

”Men opgaven er vigtig i en tid, hvor den aggressive, ateistiske missionering prøver at indoktrinere folk til, at alle børn selv skal tage stilling til alting. Det er vigtigt at holde fast i, at en væsentlig forpligtelse som forælder er at formidle de traditioner og værdier i samfundet, som bærer familien og virkelighedsopfattelsen. Det er dåb en del af,” siger hun.

Om det er muligt at vende dåbsprocenten, vil Charlotte Dyremose ikke som politiker svare på. Men det vil SF's Pernille Vigsø Bagge.

”Jeg er sikker på, at man kan gøre noget ved det,” siger hun og uddyber:

”Folkekirken har allerede rykket på nogle ting ved at indføre babysalmesang og minikonfirmandundervisning, så kan man også gøre noget ved det her.”

For Christian Langballe, kirkeordfører for Dansk Folkeparti, er udmeldingen ”en ædel bestræbelse, der ligger lige for”, men en bestræbelse, der skal sættes i den rigtige kontekst.

”Min opfordring er at lade være med at diskutere tal og folkekirkens struktur og komme i gang med at forkynde evangeliet, det er der sørme brug for. Vi har haft en tendens til at putte os og tænke, at eventuelle problemer gik over af sig selv,” siger han.

”Jeg er ikke ligeglad med, at dåbsprocenten falder, men det afgørende for mig er, at evangeliet bliver forkyndt. Det er afgørende for landets og kirkens skyld, at der er så mange som muligt, der bliver døbt, men dåbsprocenten skal ikke stige på baggrund af en falsk varebetegnelse,” siger Christian Langballe.

Enhedslistens kirkeordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, synes, at både ministeren og biskopperne skal holde sig helt ude af dåbsprocenten og har spurgt kirkeministeren om, hvorfor hun har blandet sig i spørgsmålet.

”Ministeren bør holde sig væk fra befolkningens tro, og hun bør tilpasse sig til det moderne samfund, hvor kirken betyder mindre for folk i dag,” skriver han i en pressemeddelelse.