Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen lover, at hun vil føre en ansvarlig økonomisk politik, hvis og når hun bliver statsminister. Hvis der skal anvendes flere midler på for eksempel initiativer til velfærd eller grøn omstilling, skal pengene findes andetsteds. Det må om nødvendigt ske via skattestigninger. Tanken om, at man blot øger udgifterne uden at tænke på finansieringen, tænkes ikke engang.
Der er få politiske fænomener, der kan sættes fødselsdag på. Det gælder heller ikke for emnet for denne klumme. Men skulle forsøget gøres, er datoen den 28. oktober 1979. Denne dags aften blev Knud Heinesen (S) interviewet i TV-avisen. Det var i monopolets dage, så de fleste danskere så den netop afgåede finansminister sige de famøse ord, som siden er blev vist igen og igen: ”Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs mod den, og vi kan se den.”
Der gik et sug gennem den danske befolkning over ordene fra en tidligere finansminister, som efter fratrædelsen kunne tale frit. Meget tyder på, at Knud Heinesens ord for alvorlig gødede jorden for forståelsen af nødvendigheden af at føre en ansvarlig økonomisk politik. Med Poul Schlüters (K) regeringsovertagelse blev det sat i system, og ingen regeringschef har siden vovet at fravige – uanset om vedkommende har været borgerlig eller socialdemokrat.
Knud Heinesen mente, at dansk økonomi stod over for to ubalancer, der havde bidt sig fast, og som blev værre. Det var ubalancen på betalingsbalancen med meget store underskud, og det var ubalancen på de offentlige bugetter med langt større udgifter end indtægter via skattebetalingerne. Knud Heinesen kunne ikke vide, at det første ubalanceproblem løste sig selv, efterhånden som den danske olie fra Nordsøen erstattede den importerede olie.
Det andet ubalanceproblem har derimod været en permanent hovedpine. Det skyldes det konstante pres på stigende offentlige udgifter, som større eller mindre grupper konstant kræver afholdt.
Bestemte patientgrupper vil af naturlige og helt legitime årsager gerne have, at der anvendes flere midler til at helbrede og lindre netop deres sygdomme. Ældre kræver, at ældreplejen forbedres. Forældre med børn i børnehaven forlanger det samme på deres område.
Alle disse grupper kræver øgede offentlige udgifter, fordi de synes, at det er rimeligt, og fordi de vil få en konkret fordel heraf. Derfor står de stærkt i forhold til politikerne. De får endda ofte hjælp af dygtige og professionelle interesseorganisationer.
Over for dem står alle de skatteborgere, som skal finansiere udgifterne. De står langt svagere i processen. De har ingen interesseorganisationer i ryggen. Den andel, som de skal betale ekstra, for eksempel fordi normeringerne i børnehaverne bliver bedre, er også begrænset, så de gør ikke de store protester, selvom ekstraudgifterne lag på lag alligevel bliver til det høje skattetryk, vi har i Danmark.
Resultatet er, at politikerne er under et konstant pres for at øge udgifterne, men samtidig ved de, at de skal holde en ansvarlig økonomisk linje, hvor de offentlige udgifter og skatteindtægter er nogenlunde i balance.
Tidligere var det i kølvandet på Knud Heinesens interview en stærk politisk norm, som sikrede den ansvarlige økonomiske politik. Med dansk medlemskab af Den Økonomiske og Monetære Unions anden fase, lige før tredje fase om indførelsen af euroen, er danske regeringer endvidere bundet af reglerne heri til maksimalt at have et årligt underskud på de offentlige finanser på tre procent af bruttonationalproduktet.
For at sikre den ansvarlige økonomiske politiske linje er politikerne derfor tvunget til at lægge automatiske besparelsesmekanismer ind i de offentlige udgifter, så man ikke hele tiden skal tage stilling til, således at man kommer under pres fra de stærke kræfter, som ønsker at øge de offentlige udgifter.
Disse automatiske besparelsesmekanismer kan hedde et omprioriteringsbidrag, som tvinger uddannelsesinstitutioner og andre områder til at gennemføre besparelser på to procent årligt.
De kan også bestå i, at folkepensionsalderen automatisk løftes, når den gennemsnitlige levealder stiger.
Endelig kan de bestå i, at medicinudgifter holdes nede via en lægefaglig bedømmelse af, om medicinens pris står mål med virkningen.
Alle disse mekanismer er med til at holde de offentlige udgifter i ave og eventuelt give et økonomisk råderum til nye initiativer, som politikerne finder påtrængende, uden at den ansvarlige økonomiske politik sættes over styr.
I de nuværende regeringsforhandlinger er Mette Frederiksen i den situation, at hun har givet løfter, som hverken besparelsesmekanismerne eller råderummet kan finansiere. Da hun ikke vil stå for uansvarlighed i den økonomiske politik, støvsuger hun i øjeblikket statsbudgettet for at finde steder, hvor hun kan øge skatteindtægterne, uden at folk mærker det så meget. For hinsides Heinesen vil og kan hun ikke komme.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.