Det er finanskrisen og svenskernes skyld, at udliciteringen af ambulancekørsel i det halve af Danmark til et svensk firma gik i vasken. Sådan lyder forklaringerne fra de ansvarlige politikere, der siden i sommer har arbejdet intenst, men også forgæves, på at få de svenske ambulancer til landet.
Det er meget nemt at være bagklog nu, når vi kan se det hele i bakspejlet og konstatere, at vi havnede i en finanskrise. Vi var selvfølgelig hamrende nervøse over, om det svenske firma kunne magte opgaven, da vi var nået til november. Men sagen var, at vi havde sat hele processen i gang i sommer, og så kan man rent juridisk ikke bare fravælge svenskerne, når de nu er de billigste, siger Benedikte Kiær (K) næstformand for Region Hovedstaden, der med et bredt flertal i november stemte for, at Samariten skulle have ambulancedriften i en del af Region Hovedstaden.
I denne uge på falderebet og efter flere måneders debat trak det svenske ambulancefirma Samariten deres tilbud tilbage i Region Hovedstaden, som det også havde gjort i Region Midtjylland og Sjælland.
De kunne alligevel ikke skaffe økonomi til at løse opgaverne i Danmark. Borgernes bekymringer over lange ventetider og svensktalende ambulanceførere har derfor været unødvendige.
Samtidig har bureaukratiet brugt et ukendt antal timer og kroner på at forhandle med svenskerne. Men forløbet var umuligt at forudse og undgå, mener også Vibeke Storm Rasmussen (S), formand for Region Hovedstaden.
Det er nemt at være bagklog. Pludseligt kom krisen, og havde vi vidst det, skulle vi nok have stillet højere krav til deres økonomiske formåen, siger hun og tilføjer, at hun lige fra begyndelsen af sagen var meget opsat på at have vage udbudskrav, så regionen kunne få mange bud og dermed bedre chance for at undgå monopol-tilstande.
Det var en del af hele udbudsfilosofien, siger Vibeke Storm Rasmussen.
Det svenske ambulancefirma Samariten med hidtil kun 40 ambulancer i Stockholm havde pustet sig alt for stort op, konkluderer Venstres ordfører i Regionsrådet, Bent Larsen. Så sent som i november advarede han de øvrige politikere mod svenskerne.
Da vi behandlede sagen i november, sagde jeg, at jeg tror ikke, at Samariten er i stand til at løse opgaven. Det er et lille svensk selskab, som ingen organisation har i Danmark. Desuden mangler de dansktalende medarbejdere, reddere og paramedicinere, ambulancer og overenskomster med fagforeninger. Læg dertil, at deres kapitalgrundlag er så lille, at de skulle ud og rejse små 300 millioner kroner for at kunne finansiere det, de havde budt på. Det troede jeg simpelthen ikke på kunne lade sig gøre midt i en finanskrise, og det viste sig , at det kunne det heller ikke, siger han.
Bent Larsen var dog tidligere på året selv med til at vedtage udbudskriterierne, som et enigt regionsråd stod bag i sommers.
Det er svenskerne og ikke de danske politikere, der bærer hovedansvaret for farcen, vurderer sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, Dansk Sundhedsinstitut.
Jeg mener grundlæggende, at det er Samariten, som bærer hovedansvaret. Man kan altid sige, at politikerne skulle have stillet højere krav i prækvalificeringen (ud-budskriterierne, red.), men de befandt sig i en hel anden periode, nemlig inden finanskrisen. Ifølge Samaritens talsmand i Danmark, Ulf Kanfjäll, var hovedårsagen til den svenske tilbagetrækning, at det var umuligt at tegne en overenskomst, som var til at betale sig fra, med de danske fagforeninger.