Politikere frygter for dansk udlændingepolitik efter forslag fra EU-domstol

Dansk Folkeparti er ”rystet”, og Socialdemokratiet opfordrer minister til at rydde sit skrivebord, efter at EU-domstolens generaladvokat i går indstillede til, at dansk praksis over for tyrkere kendes ulovlig. EU-domstolen agerer politisk, lyder kritikken

Martin Henriksen (DF), Mattias Tesfaye (S) og Naser Khader (K). – Alle fotos: Ritzau Scanpix.
Martin Henriksen (DF), Mattias Tesfaye (S) og Naser Khader (K). – Alle fotos: Ritzau Scanpix.

Den politiske opmærksomhed over for EU-domstolen er blevet yderligere skærpet, efter at generaladvokaten ved EU-domstolen i går foreslog, at det danske tilknytningskrav kendes ulovligt.

Sker det ved EU-domstolen om et par måneder, kan det betyde, at tusindvis af sager om afslag på tyrkiske familiesammenføringer skal behandles på ny.

”Jeg er ærligt talt meget rystet over, at en italiensk jurist kan ende med at bestemme over dansk udlændingepolitik. Det er mig inderligt imod,” siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, med henvisning til generaladvokat Giovanni Pitruzzellas indstilling fra i går. Særligt én sætning i den 15 sider lange indstilling tirrer Martin Henriksen og henviser til, at generaladvokaten skriver:

”Jeg mener således ikke, at der behøver at være et modsætningsforhold mellem at bevare en stærk tilknytning til sit hjemland og at kunne integrere sig i værtsmedlemsstaten.”

”Det er et politisk indlæg, og det er fuldstændig absurd, at han som en nogenlunde uafhængig jurist kan komme med den slags signaler,” siger Martin Henriksen, som kalder et eventuelt nederlag for en katastrofe for dansk udlændingepolitik.

Generaladvokatens forslag er ikke bindende for EU-domstolen, men det er en rettesnor for domstolen. Derfor ønsker Martin Henriksen, at regeringen ved et nederlag enten ændrer eller opsiger associeringsaftalen, der giver tyrkere adgang til Danmark, eller ”at vi i yderste konsekvens må sige, at vi ikke kan følge dommen”, siger Martin Henriksen.

Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, vil ikke endnu spekulere i, hvordan den danske regering skal tackle et eventuelt nederlag.

”Lige nu vil jeg bare gerne have, at vi koncentrerer os om ikke at få en dom imod os. Så må vi krydse den bro, når vi får en afgørelse,” siger han og opfordrer udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til at rydde sit skrivebord og give sagen al sin opmærksomhed.

”Det bør være den ene hovedprioritet i dansk udlændingepolitik fremover. Klokken er fem minutter i tolv,” siger Mattias Tesfaye, som er yderligere bekymret efter et nyligt samråd om de tyrkiske familiesammenføringer, hvor det kom frem, at ingen andre europæiske lande støtter Danmark i sagen.

Men hvorfor er det egentlig et problem, hvis EU-domstolen hjælper Danmark til at rette op på eventuelle uretmæssigheder i lovgivningen? Er det ikke at sikre retssikkerheden for tyrkere i Danmark?

”Jeg mener, at det er helt rimeligt, at den danske regering gør alt, hvad den kan for ikke at få en kendelse imod sig. Derfor må vi gøre alt, hvad vi kan i de kommende uger for at undgå det,” siger Mattias Tesfaye.

De Konservatives udlændingeordfører, Naser Khader, tager det mere roligt. Han vil afvente den kommende dom, før han tager stilling til eventuelle konsekvenser.

”Én ting er, hvad generaladvokaten indstiller, noget andet er, hvordan der bliver dømt. Der er blevet gjort en masse forarbejde i forhold til at orientere om de danske forhold, så lad os se, hvad dommen ender med,” siger Naser Khader.

Men forarbejdet har tilsyneladende ikke båret frugt endnu. Ingen lande bakker Danmark op, og den umiddelbare vurdering er, at Danmark taber sagen. Skal vi ikke bare begynde at forberede os på det?

”Jeg tror stadig, at det er vigtigt at vente på dommen og se på dens præmisser. Ellers kunne vi lige så godt lade være med at have en EU-domstol,” siger Naser Khader.

I en skriftlig kommentar understreger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, at regeringen ikke deler generaladvokatens vurdering.

”Det er vigtigt at holde sig for øje, at generaladvokatens forslag til afgørelse ikke er bindende. Vi afventer derfor EU-Domstolens afgørelse af sagen, inden vi begynder at spekulere i eventuelle konsekvenser.”