Politikere: GGGI-sag kan skade bistand

Både røde og blå politikere var enige på et samråd i går: Sagen om klimaorganisationen GGGI kan så tvivl om dansk udviklingsbistand. Kun FNs generalsekretær rejser lige så dyrt, som Lars Løkke Rasmussen (V) har gjort

Lars Løkke Rasmussen fremlægger bilag i GGGI-sagen ved et pressemøde søndag d. 20. oktober 2013.
Lars Løkke Rasmussen fremlægger bilag i GGGI-sagen ved et pressemøde søndag d. 20. oktober 2013. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø Denmark.

Global Green Growth Institute (GGGI) har manglet retningslinjer, der har været udbetalt for høje lønninger og tillæg, og der er stadig et stort arbejde forude med at gøre organisationens arbejde tilfredsstillende. Men organisationen har bestemt også bidraget til at skabe grøn vækst.

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) var både-og under gårsdagens samråd på Christiansborg, hvor Enhedslisten havde kaldt Folketingets udenrigsudvalg sammen for at få svar på, hvorfor der er bevilget 90 millioner danske bistandskroner over tre år til organisationen Global Green Growth Institute. For den bevilling er rigtig trist for dansk udviklingsbistand, mente udenrigsordfører Christian Juhl fra Enhedslisten.

LÆS OGSÅ:
Klimafond fik dansk millionstøtte på forkert grundlag

Så hvordan vil ministeren sikre, at det ikke sker igen?, ville han vide.

Christian Friis Bach ville ikke garantere, at GGGI, som har Lars Løkke Rasmussen (V) som formand, ikke igen får en pose danske udviklingspenge, men det sker først, når Udenrigsministeriet har foretaget en grundig analyse af organisationens arbejde. Og i første omgang er der bestilt en redegørelse af det grundlag, som GGGI har fået sine første 90 millioner kroner på. Den redegørelse er klar om få uger, lovede ministeren.

Han gjorde det også klart, at blandt de organisationer, som modtager danske udviklingspenge, er det kun FN ved generalsekretær Ban Ki-moon eller hans repræsentanter, som kan flyve på første klasse. Som ellers også Lars Løkke Rasmussen har gjort for GGGI for mere end 770.000 kroner.

Vi har i lyset af debatten om formandens (Lars Løkkes, red.) rejseregler og brug heraf taget en runde, hvor vi har set på en lang række internationale organisationer, som vi støtter. Der må jeg bare sige, at de rejseregler og formandens brug heraf har været et enkeltstående tilfælde, sagde Christian Friis Bach.

Foruden Løkkes dyre rejser var essensen af samrådet, hvad udviklingspengene går til. Liberal Alliances udenrigsordfører Mette Bock var bekymret:

Jeg frygter, at opbakningen til dansk udviklingsbistand svinder. Jeg har fået en usikkerhed omkring forvaltningen af dansk udviklingsbistand, og det er ærgerligt, for jeg troede, den blev forvaltet godt.

Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby ligeså:

Er der garanti for, at dansk udviklingsbistand uddeles til organisationer, som overholder de danske regler for brugen af pengene?.

Og Enhedslistens Christian Juhl:

Vi risikerer at skabe tvivl om den danske udviklingsbistand.

Ministeren kunne ikke garantere noget, for det tager tid for eksempelvis regeringen i Somalia at få tingene på plads, men vi stiller krav, og han erkendte, at forarbejdet til finansieringen af GGGI langtfra var perfekt. Folketingets finansudvalg vedtog i foråret 2011 at støtte GGGI.

Der var fra starten ikke klarhed over GGGIs strategi, og det var et yderst spinkelt grundlag, den danske finansiering af GGGI blev givet på, sagde Christian Friis Bach.

Han var dog samtidig fast i sin overbevisning om, at organisationen har været en vigtig modtager af danske bistandskroner.GGGI har spillet en central rolle i at skabe grøn vækst og har bidraget til, at holdningen til grøn vækst har rykket sig. Derfor er det godt, at Danmark gik ind i projektet med at støtte GGGI.