Vælgerne har mistet tilliden til politikerne. Den dom har igen og igen lydt fra eksperter den seneste uge. Det var en af de væsentlige grunde til, at et flertal af danskerne sagde nej ved folkeafstemningen om at erstatte det danske EU-retsforbehold med en tilvalgsordning.
At det er gået ned ad bakke med vælgertilliden i flere år bekræftes af den seneste troværdighedsanalyse fra kommunikationsvirksomheden Radius fra november i år. Siden 2011 har befolkningen givet politikerne lavere og lavere karakterer. Landets magthavere har nu den laveste troværdighedsscore målt for en faggruppe de seneste syv år.
Men hvad skal der til for at bryde den negative spiral?
Kommunikation er et af midlerne, mener medieforsker ved Roskilde Universitet Mark Ørsten. Politikerne er blevet mindre tilbøjelige til at inddrage det europæiske samarbejde i den daglige debat, og når emnet dukker op, er omdrejningspunktet ofte negativt, for eksempel diskussionen om velfærdsturisme.
Det gør det svært for befolkningen at forstå, at EU lige pludselig er en god idé. Mark Ørsten påpeger, at medierne også har et ansvar for at sætte EU på dagsordenen, selvom der ikke er en afstemning i sigte.
Professor i statskundskab fra Aalborg Universitet og ekspert i vælgervandringer Jørgen Goul Andersen er ligeledes inde på, at den politiske debat ikke må foregå hen over hovedet på vælgerne. Som udgangspunkt er den danske befolkning nem at regere, fordi den er lydhør og meget modtagelig over for saglige argumenter.
Det vigtigste er at debattere med vælgerne og skabe forståelse for upopulære beslutninger. Mistilliden opstår navnlig, når økonomien går dårligt, og når politikerne træffer beslutninger, som store vælgergrupper er imod, vurderer Jørgen Goul Andersen.
Løftebrud betyder ikke så meget, så længe det drejer sig om gaver, der udebliver. Folk ved, at politikere, ejendomsmæglere og brugtvognsforhandlere har det med at oversælge varen. Men når det drejer sig om, at politikerne forringer, er det værre. Og kommer forringelserne uventet, og uden befolkningen forstår hvorfor, er det rigtig slemt.
Ifølge professoren fra Aalborg Universitet var tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) god til at få vælgerne til at forstå de politiske tiltag, og i hans regeringstid var tilliden til politikerne høj. Men de folkevalgte må heller ikke løbe efter vælgerholdninger, for befolkningen forventer også, at de er ledere.
Politikerne skal have modet til at bevare deres egne standpunkter. Også selvom de ikke er populære fra starten. De skal kommunikere, og de skal finde den rette balance mellem konsensus og lederskab.
Medieforskeren Mark Ørsten efterspørger mere åbenhed i den offentlige debat. Revisionen af offentlighedsloven tilbage i 2013 har skabt en professionaliseret politisk debat med mere lukkethed. I stedet bør man give befolkningen og medierne bedre adgang til at gå sig selv efter i sømmene.
”Jo mere kritik et system kan modtage i form af kritiske spørgsmål, som man kan få svar på, og som leder til handling - jo mere tillid og troværdighed har man til systemet. Så i virkeligheden bør man gøre sig åben for så meget kritik som muligt, hvis man ønsker at opbygge tillid,” siger Mark Ørsten og opfordrer politikerne til at lægge den strategiske samtale fra sig.
Han bakkes op af Jørgen Goul Andersen, der med et gammelt udtryk siger, at der ikke må gå for meget politik i den. Vælgerne er blevet bedre til at afkode spin, og tiltroen til magthaverne daler, hvis taktik overskygger de saglige argumenter.
Ekspert i politisk kommunikation og kommentator Klaus Kjøller anerkender mediernes rolle som demokratiets nødvendige vagthunde. Det er ikke pressens opgave at gøre politikerne til helte, derimod at finde politikernes fejl og mangler. Den eneste måde at forhindre, at medierne skriver om såkaldte skandalesager, er ved ikke at lave fejlene. Samtidig vurderer han, at det er op ad bakke for politikerne, for medierne lever i høj grad af at skrive om skandalerne.
Som udgangspunkt mener Jørgen Goul Andersen ikke, at personsager vægter tungt hos borgerne. Men hvis der spreder sig en generel opfattelse af, at politikerne ikke opfører sig ordentligt, vil han ikke udelukke, at sagerne kan få en betydning.
”Politikerne bør have en ydmyg omgang med magten,” siger Jørgen Goul Andersen og påpeger, at når gennemsigtigheden og mulighederne for at holde øje med magthaverne er tilstrækkelige, har personsager ikke den store betydning.
Der er en generel tillid til, at de skyldige bliver straffet, og samfundet bliver ”renset”, når nogen har handlet alvorligt forkert.
Mark Ørsten, der har forsket i politiske skandaler, skelner mellem deciderede lovbrudssager som Tamil-sagen fra begyndelsen af 1990'erne og sager af mere moralsk karakter som Venstremanden og tidligere forsvarsminister Carl Holsts eftervederlagssag. Carl Holst mente, han havde gjort sig fortjent til sit vederlag.
Det harmonerede ikke med befolkningens idealbillede af en politiker, der kæmpede for en højere politisk sag frem for en løn. Det bliver lettere at undgå sådanne sager, hvis politikerne bliver bedre til at tage befolkningens blik ind i overvejelserne, lyder det fra Mark Ørsten.
Jørgen Goul Andersen maner dog en anelse til besindelse, for selvom danskerne er utilfredse med politikerne, har de en grundlæggende stor tillid til de politiske institutioner. Det samme mener Klaus Kjøller:
”Jeg er ikke så bekymret over politikerleden, for den går fint sammen med en tårnhøj valgdeltagelse. Hvis vores valgdeltagelse lå i bund sammenlignet med andre demokratier, ville jeg være bekymret. Men valgdeltagelsen ligger i toppen.”
Kommunikationen spiller altså en rolle for at knække mistillidskurven, men gør det ikke alene. Tendensen igennem længere tid peger på, at der også er en sammenhæng mellem befolkningens tiltro til politikerne og en positiv økonomi.
”Når alting går godt, og der ikke er noget at være utilfreds med, har man en mere pragmatisk tilgang til, at de nok ikke er helt tossede inde på Christiansborg,” siger Jørgen Goul Andersen.