Prøv avisen

Politikere kendte til åndssvages forhold

De centralinstitutioner husede også tusindvis af børn, hvoraf nogen var afleveret som ganske spæde og tilbragte et helt liv på institutionen Foto: Arkivbillede Forsorgsmuseet

Det var ikke hemmeligt for nogen i 1960'erne og 1970'erne, at tusindvis af udviklingshæmmede led på store institutioner. Alligevel tog det årtier at ændre

"Handicappede ligger hen som kødklumper" og "Åndssvage bindes og gøres sløve". Det kunne lyde som afsløringer i nutidens formiddagsaviser, men det er pluk fra avisartikler fra 1962 og 1975 om forholdene for udviklingshæmmede under åndssvageforsorgen i henholdsvis Ekstra Bladet og B.T. Gentagne gange op igennem 1960'erne og 1970'erne skrev aviserne om de umenneskelige forhold på statens store centralinstitutioner. Men trods talrige politiske debatter blev forholdene for de tusindvis af ghettoiserede udviklingshæmmede stort set ikke ændret.

I historisk tilbageblik lyder argumentet ofte, at man i datiden ikke vidste bedre. Men kritikken var højlydt.

"Vi vidste godt, at det ikke var godt nok på store statsinstitutioner, men man magtede ikke at gøre det menneskeligt og anstændigt. Jeg husker, det var lidt som at slå i en dyne," siger Hanne Reintoft, medlem af folketinget fra 1968 for forskellige partier på venstrefløjen.

Helle Degn kom i Folketinget i 1971 for Socialdemokratiet. Hun var aktiv deltager i debatterne om åndssvageforsorgens skæbne og mener i tilbageblik, at man burde have gjort mere for de udviklingshæmmede:

"Jeg prøvede at sætte mig ind i situationen og råbe Folketinget op. Men det var ikke et højprioriteret politisk emne. Det er svage grupper aldrig," siger hun.

Der blev faktisk investeret i åndssvageforsorgen, men pengene gik primært til nye skoler, børnehaver og beskyttede værksteder, mens udviklingshæmmede på centralinstitutionerne måtte se langt efter bedre forhold.

En af dem, der arbejdede inden for åndssvageforsorgen, var Iørn Dyrholm, der blev uddannet pædagog på Brejning ved Vejle i 1971 og blev på stedet i 26 år. I dag arbejder han på Kellers Minde, institutionens historiske samling. Han mener, at centralinstitutioner blev ladt i stikken i det politiske spil:

"Man ekspanderede med mange nye tiltag inden for forsorgen, men centralinstitutionerne forblev udsultede. Myndighederne vidste, at de store institutioners dage var talte, og derfor var de ikke villige til at investere i nævneværdige forbedringer," siger Iørn Dyrholm og tilføjer, at det smittede af på miljøet på institutionerne:

"Personale, der går under de dårligere forhold, bliver ikke gode mennesker af det. Det fremmer en ligegyldig holdning og ødelægger moralen," siger han.

Yvonne Herløv Andersen har en karriere bag sig både inden for åndssvageforsorgen og som folketingspolitiker og socialminister for Centrum-Demokraterne. Hun peger også på, at inerti blandt personalet og totalinstitutionernes opbygning forhindrede forbedringer:

"Bygningerne på centralinstitutionen Andersvænge drev jo indvendigt af elendighed. Jeg har altid syntes, man burde rive det hele ned. Og de ansatte byggede et regime op, og så skulle de, som boede der, bare rette ind. Det tog utrolig lang tid for personalet at få øje på, at der var mennesker bagved," siger hun.

vaaben@k.dk