Kan og bør politikere håndtere mere end ét folkevalgt tillidshverv ad gangen? Kan man være både folketingsmedlem, byrådsmedlem eller måske endda borgmester? Kan man repræsentere sin kommune og region samtidig?
Spørgsmålene om de såkaldte dobbeltmandater dukker op ved hver eneste valgkamp, således også i den aktuelle op til kommunal- og regionsrådsvalget den 16. november.
Men tilsyneladende bliver der længere og længere mellem politikere, der vil sidde på mere end én taburet ad gangen, i hvert fald set over en længere historisk periode.
Det vurderer professor emeritus Jørgen Elklit fra Aarhus Universitet, som i årtier har forsket i politiske forhold herhjemme.
”I gamle dage var der mange flere pladser i byrådene, også fordi der var flere kommuner, især før kommunalreformen i 1970. Dengang var den politiske karrierevej, at man blev valgt ind i sognerådet, siden i byrådet og amtsrådet, og hvis det hele gik rigtig godt, blev man måske bedt om at stille op til Folketinget. I den karrierevej var det ikke sikkert, at man altid ville opgive de poster, man lagde bag sig, når man blev valgt til et nyt råd,” siger Jørgen Elklit.
”I dag springer folk mere direkte ind i for eksempel Folketinget uden at have haft en politisk karriere forud. De fleste partier har desuden forsøgt at afskaffe eller begrænse muligheden for dobbeltmandater, så også af den grund er det mindre udbredt end tidligere,” tilføjer han og påpeger, at der ham bekendt ikke findes konkret forskning eller tal for udviklingen i et længere perspektiv.
Lektor ved institut for samfundsvidenskab og erhverv på Roskilde Universitet Flemming Juul Christiansen er enig med Jørgen Elklit i, at antallet af politikere med dobbeltmandat er faldet. Tidligere var fremtrædende borgmestre som Erhard Jakobsen fra Gladsaxe (først socialdemokrat, siden centrumdemokrat), Peter Brixtofte (V) fra Farum og tidligere amtsborgmester Lars Løkke Rasmussen (V) også medlemmer af Folketinget. I dag sidder der ingen højt profilerede borgmestre i Folketinget.
Flemming Juul Christiansen forklarer, at dobbeltmandater først og fremmest findes hos de borgerlige partier samt De Radikale. Partier til venstre for midten har enten helt forbudt det eller accepterer det kun i sjældne undtagelsestilfælde.
”Blandt de borgerlige partier er der en forestilling om, at vælgerne skal have et frit valg, og at der ikke skal være begrænsninger for den enkelte politiker. Blandt socialistiske partier er kandidaten mere en repræsentant for sit parti,” siger Flemming Juul Christiansen.
Hans undersøgelser viser, at der kan være fordele forbundet med et dobbeltmandat, fordi politikere kan se sagerne fra både kommunalt og landspolitisk perspektiv.
”Men det kan være en ulempe, hvis partierne stiller en kendt politiker op som trækplaster i en kommune, og vedkommende så ikke passer sit arbejde i byrådet,” siger Flemming Juul Christiansen.
Hans kollega, professor cand. scient. pol. Robert Klemmensen fra Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet, ser især et problem ved dobbeltmandater for borgmestre.
”Det at være borgmester eller folketingsmedlem er jo i sig selv et heldagsjob, og så må det være rimeligt at spørge, om man på ansvarlig vis kan varetage to fuldtidsjob samtidig? Min personlige holdning er, at det bliver lidt kritisk. Det andet, vi normalt ikke bryder os om i et demokrati, er, når det bliver en smule uklart, hvis interesser, man varetager. Lad os sige, at man er borgmester et sted og samtidig er medlem af et regionsråd. Så skal der træffes en beslutning om, hvor et nyt sygehus skal ligge. Hvem taler så i regionsrådet, borgmesteren eller regionsrådsmedlemmet,” spørger Robert Klemmensen.
Den problemstilling kunne Helsingørs nuværende borgmester, den konservative Benedikte Kiær, måske komme til at stå i, for hun stiller ved valget op både som borgmester og som kandidat til regionsrådet i Region Hovedstaden. Hun afviser imidlertid blankt, at der skulle være et problem i det.
Dels sørger partierne selv for at stille kandidater op fra alle dele af en region, og dels er det ifølge hende indlysende og vigtigt, at dem, der bliver valgt, kæmper for deres egne områder. Ellers risikerer man let, at det ender med, at alle opgaver centraliseres nogle få steder.
”Hvis ikke politikere skulle repræsentere deres lokalområde, ville man jo ikke kunne få dem til at sidde nogen steder, hverken i Folketinget, regionerne eller kommunerne. Jeg kan godt finde ud af det med kasketterne og ved udmærket godt, hvad reglerne om habilitet er. Jeg vil kunne trække mig fra en beslutning, hvis jeg ved, at den ville kunne ramme mig selv i nakken som en boomerang,” siger Benedikte Kiær.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører i Folketinget, Liselott Blixt, har været byrådsmedlem i Greve Kommune i 20 år, og allerede da hun for 14 år siden blev medlem af Folketinget, valgte hun at fortsætte i kommunalbestyrelsen.
Egentlig havde hun tænkt sig at stoppe i byrådsarbejdet nu og i stedet bruge tiden på sine børnebørn. Men da den person, der skulle efterfølge Liselott Blixt, ikke ønskede at være spidskandidat, besluttede den 56-årige politiker at fortsætte dobbeltmandatet.
”Jeg har fået kombinationen af byråds- og folketingsarbejde til at hænge sammen i 14 år. Jeg bor alene, så mit liv er mit arbejde. Som byrådspolitiker spænder jeg bredere, fordi jeg har en erfaring fra Christiansborg. De ting, jeg ikke kan få igennem i Folketinget, kan jeg nogle gange få igennem i kommunen,” siger Liselott Blixt og fortæller, at hun som formand for social- og sundhedsudvalget i Greve Kommune blandt andet har fået etableret to stuer til døende patienter og deres pårørende på et af kommunens aflastningshjem.
Folketingsmedlemmer og medlemmer af Europa-Parlamentet, der stiller op til kommunalbestyrelser eller regionsråd den 16. november:
Venstre: 13 medlemmer
Radikale Venstre: 2 medlemmer
Det Konservative Folkeparti: 2 medlemmer
Dansk Folkeparti: 4 medlemmer
Liberal Alliance: 1 medlem