Prøv avisen

Politikere med muslimsk baggrund bliver truet og chikaneret af trosfæller

Hetzen fra visse herboende muslimer mod politikere med mellemøstlig baggrund aldrig været mere udbredt, lyder det blandt andet fra Lars Aslan Rasmussen (S). Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En lang række folketingskandidater med muslimsk baggrund har i deres politiske virke oplevet trusler eller chikane fra personer af ikke-vestlig herkomst

At søge valg til Folketinget har sin pris. Dagevis på vejene med kampagneholdet, arbejde i døgndrift, afsavn fra familie og venner og til tider hårde ord fra pressen og politiske modstandere. For politikere med muslimsk baggrund er prisen ofte dog endnu højere end for deres etnisk danske kolleger.

Det viser en rundspørge, som Kristeligt Dagblad har foretaget blandt 20 ud af 23 kandidater med muslimsk eller mellemøstlig baggrund, der var opstillet ved det netop overståede folketingsvalg.

Her svarer halvdelen ja til, at de har oplevet chikane eller trusler fra herboende muslimer på grund af deres politiske engagement og holdninger.

Flere har oplevet trusler og må i dag afholde sig fra at komme i visse boligområder og lokalmiljøer. Andre fortæller om smædekampagner på Facebook-fora for herboende tyrkere og muslimer og chikanerende beskeder, der tikker ind i indbakken.

Ifølge Lars Aslan Rasmussen (S), der i snart 14 år har været en del af dansk politik i Borgerrepræsentationen i København og siden i Folketinget, har hetzen fra visse herboende muslimer mod politikere med mellemøstlig baggrund aldrig været mere udbredt.

”Jeg er stillet op til valg siden kommunalvalget i 2005, og folketingsvalgkampen i år er det værste, jeg har prøvet. Smædekampagnerne og chikanen fra visse muslimske miljøer er blevet systematisk og stortrives på blandt andet Facebook. Engang var det ’kun’ islamister, der langede ud efter mig. Nu er der flere helt almindelige og ofte unge muslimer, som prøver at udskamme mig og kommer med meget grove kommentarer,” siger Lars Aslan Rasmussen, der også har været i kontakt med politiet efter at have modtaget trusler under folketingsvalgkampen.

Han er én af flere politikere med mellemøstlig og tyrkisk baggrund, der i dag står frem i Kristeligt Dagblad og fortæller om den hverdag, som politikere med muslimsk baggrund oplever.

Beretningerne varierer i grovhed og karakter, og flere understreger, at deres politiske engagement også giver dem positive oplevelser med muslimske medborgere. Men fælles for fortællingerne er ofte, at livet som nydansk politiker kræver en særlig tykhudethed.

”Man skal være ekstremt hårdfør, hvis man som muslim engagerer sig i demokratiet og tager debatter om eksempelvis manglende ligestilling og social kontrol,” siger Halime Oguz (SF), der er født i Tyrkiet og opvokset i Vollsmose i Odense.

Hun er nyvalgt folketingsmedlem for SF og har i årevis sat fokus på muslimske kvinders rettigheder, blandt andet efter selv at være sluppet ud af et arrangeret ægteskab.

Halime Oguz er ifølge eget udsagn blevet ”bombarderet med hundredvis” af chikanerende beskeder og flere dødstrusler, siden hun gik ind i politik. Værst går det for sig, når hun blander sig i integrationsdebatten og diskussionen om den manglende ligestilling i minoritetsmiljøer og udsatte boligområder.

”I nogle muslimske kredse bliver jeg ikke set som et individ med egne holdninger, men som én, der skal videreføre et bestemt kulturfællesskab og tankesæt fra hjemlandet. Det er dybt bekymrende, at vi med anden hudfarve og religiøs baggrund bliver presset til at være loyale over for Tyrkiet eller islam, selvom vi er danske politikere,” siger hun.

En virkelighed, som Ali Aminali, folketingskandidat hos De Konservative med iransk baggrund, nikker genkendende til.

”Tilsvininger fra muslimske minoritetsmiljøer er desværre nærmest blevet en del af min hverdag,” fortæller Ali Aminali og uddyber:

”Det er ikke kun radikaliserede typer med skæg, det kommer fra. Jeg er blevet passet op af helt normale unge indvandrere på gaden i Aarhus, som har kaldt mig forræder og råbt, at jeg skal skride hjem.”

Chikanen finder blandt andet sted på en Facebook-gruppe, hvor herboende tyrkere langer ud efter Lars Aslan Rasmussen og Serdal Benli, der begge har kurdisk-tyrkisk baggrund og ved folketingsvalget var opstillet for henholdsvis Socialdemokratiet og SF.

I gruppen, der hedder Danimarka’da yaayan türkler (Herboende tyrkere i Danmark), figurerer billeder af de to politikere, og i et kommentarfelt opfordrer en bruger på tyrkisk til at ”anmelde disse æresløse PKK’ere (kurdisk separatistbevægelse, som er på EU’s terrorliste, red.) til det tyrkiske konsulat og til andre relevante myndigheder i Tyrkiet. Lad dem se deres moders (kønsorgan, red.), disse æresløse forrædere”.

Ifølge Serdal Benli, der ikke blev valgt ind i Folketinget, men i mandags blev udpeget som næstformand i SF, er det et eksempel på, at tonen mod ham og andre politikere med tyrkisk baggrund er blevet hårdere i de senere år.

”For mit vedkommende er chikanen accelereret efter det mislykkede militærkup i Tyrkiet (i 2016, red.), som har ført til, at vi i Danmark har Facebook-grupper og foreninger, som opildner til en loyalitet over for det politiske system i hjemlandet, eksempelvis hos herboende tyrkere. Det burde være ligegyldigt, at jeg har kurdiske rødder, når jeg stiller op her i Danmark – men det er det ikke,” siger han.

Den ophidsede og til tider truende tone har fået enkelte kandidater til helt at opgive debatter, som omhandler forhold i Mellemøsten.

”Jeg har en datter og brødre, som kan læse med, når mænd truer mig online eller kommer med klamme sexistiske kommentarer. Det er utrolig ubehageligt, og derfor går jeg sjældent ind i diskussioner om Tyrkiet eller Israel/Palæstina-konflikten,” forklarer Halime Oguz.

Araz Khan, der ved folketingsvalget var opstillet for Venstre på Fyn, har skåret sin egen deltagelse i den hjemlige debat om indvandrere og efterkommere ned til et minimum.

”Nuancerne forsvinder totalt, hvis du bliver kritisk over for ikke-vestlige miljøer. Derfor har jeg bevidst undladt at diskutere integrations- og udlændingepolitik under folketingsvalgkampen af hensyn til mig selv og min familie. Simpelthen for at blive skånet for reaktionerne,” siger han.

Henrik Reintoft Christensen er lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet og forsker i islams rolle i Vesten. Han forklarer, at nogle herboende muslimer stadig kræver, at islam eller det nationale tilhørsforhold sættes over demokratiet, og derfor er reaktionerne mod muslimske folketingskandidater ofte negative.

”Der er miljøer, som forventer, at nydanske politikere er tro mod eksempelvis Tyrkiet eller Pakistan. Der er også dem, som forventer en højere troskab til islam. For dem er det i sig selv et problem, at nydanskere overhovedet deltager i demokratiet,” siger Henrik Reintoft Christensen.

Det medfører, at muslimske politikere kan opleve en hverdag, som er markant anderledes end deres etnisk danske kollegaer. Eksempelvis har Morgenavisen Jyllands-Posten tidligere på måneden dokumenteret, at der i dansk-pakistanske kredse blev omdelt en diskriminerende løbeseddel under valgkampen, hvor pakistanere blev opfordret til ikke at stemme på Alternativets Kashif Ahmad, men i stedet på selvsamme partis Shahzad Riaz. Årsag? Kashif Ahmad er ahmadiyya-muslim og dermed tilhænger af en ”løgnagtig profet”, stod der i løbesedlen.

”Politikere med mellemøstlig baggrund er udsat for et dobbelt pres. De skal stå til ansvar for islamkritikere på højrefløjen og forsvare, at de er muslimer. Samtidig skal de overfor islamiske miljøer forsvare, at de er demokrater. Det er umuligt for dem at gøre alle tilfredse,” lyder det fra Henrik Reintoft Christensen.

Og det kan i værste fald betyde, at færre politikere med ikke-vestlig baggrund er at finde på stemmesedlen ved kommunal- og folketingsvalg, vurderer De Konservatives Ali Aminali.

”Jeg har flere gange fået beskeder og mødt andre muslimer eller ikke-vestlige, der fortæller, at de ikke tør engagere sig i politik. De roser mig for at tage debatten, men siger samtidig, at de ikke selv kan på grund af deres bagland. Det er desværre et vilkår, og jeg er sikker på, at flere ville tage del i debatten eller stille op, hvis ikke det var sådan.”