Politikere: Muslimer skal ikke undervises i en kirke

Muslimske kvinder risikerer at blive skræmt væk, hvis de skal gå til danskundervisning i en kirke, mener byrådsmedlemmer i Odense

Muslimske kvinder skal ikke gå til danskundervisning i en kirke, mener byrådsmedlemmer i Odense. -
Muslimske kvinder skal ikke gå til danskundervisning i en kirke, mener byrådsmedlemmer i Odense. -. Foto: stock.xpert.

Odense Kommune har planer om at sende en gruppe muslimske kvinder til danskundervisning i Vollsmose Kirke i Odense.

Og det er en rigtig dårlig ide, mener byrådsmedlemmerne Mohammed Mansour (S) og Anna Rytter (Ø). De frygter, at kvinderne bliver skræmt væk, når undervisningen skal foregå i en kirke.

- Uanset om vi vil det eller ej, lever mange af de kvinder, som projektet sigter mod, isoleret fra det danske samfund. Og de vil have svært ved at skulle modtage undervisning i kirkens lokaler. Stik imod hensigten risikerer man at skubbe kvinderne fra sig, siger Anna Rytter til Fyens Stiftstidende.

Mohammed Mansour mener også, at kommunen har ramt ved siden af med valget af kirken som undervisningssted.

- Aktivering er godt, men det her er helt forkert. Undervisning af indvandrere skal ikke blandes sammen med religion. Det skal tværtimod foregå på neutral grund som en sprogskole eller et kulturhus, siger socialdemokraten.

Børne- og ungerådmand Jane Jegind (V), der sammen med socialrådmand Erik Simonsen (Liberal Alliance) står bag aktiveringsprojektet, afviser kritikken. Hun understreger, at undervisningen ikke vil foregå i selve kirkerummet.

- Jeg er helt enig i, at folkekirken ikke skal blandes ind i det her projekt, men det er der jo heller ikke tale om. Vollsmose Kirke har ledige lokaler, der er egnede, og mere er der ikke i det, siger Jane Jegind til avisen.