Prøv avisen

Politikere overbyder hinanden i eksempler fra virkeligheden

Det er på mode at illustrere sin politiske tale med cases. Her besøger Helle Thorning-Schmidt (S) en mødregruppe i Valby i december sidste år. Hun valgte at bruge besøget som indledning på sin nytårstale. - Foto: Simon Skipper/Scanpix

Holger fra mødregruppen, Ming med køkkenkniven og manden fra Panorama hører til de cases, som politiske kandidater tager i brug for at personliggøre deres politik. Ifølge retoriker er det en kamp om, hvem der fremstår mest autentisk

”God aften. En torsdag i december sad jeg på gulvet i en stue i Valby. Jeg havde Holger på seks måneder på skødet. Jeg var på besøg i mødregruppen.”

Med disse ord indledte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sin nytårstale. På tærskelen til valgåret 2015 præsenterede regeringens chef ikke blot sine visioner for nationen, hun præsenterede os også for enkeltpersoner som Holger.

Et par måneder senere, den 12. marts 2015, fortalte den radikale partileder Morten Østergaard på Kommunernes Landsforenings topmøde om den kinesiske kok Ming, som ikke kunne meget dansk, da han efter en sygdomsperiode kom i jobtræning i en kantine.

”Til gengæld havde hans år som kok i Kina og Danmark lært ham en ting eller to om at svinge køkkenkniven, og i mandags kunne han selv glædesstrålende fortælle mig om sit faste arbejde i et køkken med 20 ansatte og 13 nationaliteter,” berettede han.

Og i onsdags, på dagen for valgudskrivelsen, præsenterede Venstres formand og statsminister-kandidat, Lars Løkke Rasmussen, så den danske offentlighed for ”manden fra Panorama”.

Løkke fortalte, at han under et besøg på virksomheden Panorama i Taastrup havde hørt chefen fortælle om en medarbejder, der skulle have sagt op, fordi det stort set ikke kunne betale sig for ham at arbejde frem for at være på kontanthjælp. Efter en mindre mediestorm bekræftede den omtalte chef, Morten Broager, citatet, men manden fra Panorama forbliver anonym.

Som eksemplerne viser, er det i øjeblikket højeste mode blandt de folkevalgte at illustrere deres politiske tale med cases, altså eksempler fra virkeligheden - meget gerne forankret i enkeltpersoner, der er med til at fortælle det, politikeren ønsker at kommunikere.

”Idéen bag brugen af cases er, at konkrete mennesker taler meget stærkere til folks følelser end mere abstrakte begreber. Det svarer til nødhjælpsorganisationernes erfaring for, at vi hellere giver et bidrag til en kampagne baseret på et billede af én nødlidende, end hvis den bygger på oplysningen om, at 10.000 sulter,” forklarer Rasmus Tue Pedersen, postdoc ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og forsker i politisk kommunikation og holdningsdannelse.

Han tilføjer, at brugen af cases også er udbredt i andre lande. I USA har man for eksempel set kampagner for bedre vilkår for immigrant-arbejdere, som var bundet op på en enkelt ”mønsterarbejder” i stil med Morten Østergaards kinesiske kok.

”Selvom brugen af enkeltpersoner nogle gange får ry for at være mindre seriøs, mener jeg ikke, den er et problem. Det er velkendt, at det er sværere at få et budskab til at fænge, hvis der ikke kan sættes mennesker med kød og blod på, og generelt ser vi mere positivt på det enkelte individ end den store gruppe,” påpeger Rasmus Tue Pedersen.

Han uddyber, at forskning viser, at borgerne ofte har en forholdsvis stram holdning vedrørende straffe for kriminalitet og restriktioner for udlændinge. Men når vi præsenteres for den enkelte kriminelles eller udlændinges skæbne, ”bliver vi mere bløde.”

Denne effekt var imidlertid ikke, hvad der kom ud af den mest berømte case fra nyere dansk politik. I november 2011 præsenterede SF's Özlem Cekic os for kontanthjælpsmodtageren Carina, som skulle illustrere, at der endnu findes fattige i Danmark. Imidlertid så mange hende som illustration af det stik modsatte.

”Carina-sagen illustrerer den store ulempe ved den case-baserede politik: at man gør et menneske, man måske ikke har styr på, til repræsentant for sin politik,” siger Rasmus Tue Pedersen, som i modsætning hertil synes, at såvel Thorning som Løkke er lykkedes udmærket med deres case-fortællinger.

Det er ikke kun politikerne, der lige nu refererer til virkelige mennesker, som de angiveligt har mødt. Det samme gør journalister, påpeger Mark Ørsten, professor ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på Roskilde Universitet:

”Problemet med mediernes og politikernes cases er, at man aldrig rigtigt får at vide, hvad de repræsenterer andet end en personificering af et argument. Det kan godt være, at Løkkes Panorama-mand findes, men hvor mange af hans slags findes? Hvis han er den eneste, er han det, man kalder en worst case, det vil sige den mest besynderlige person ud af en normalfordeling af alle arbejdsløse. Den anden mulighed er, at der findes mange af dem, og at han er en meget repræsentativ case for, hvordan tingene ser ud, men det får vi ikke fortalt.”

Ifølge Mark Østen fungerer en case som bevis på, at en bestemt type dansker findes. Og i lige så høj grad bruger politikerne cases for at vise, at de selv er i tæt kontakt med den almindelige dansker.

Når politikerne fremhæver mødet med en almindelig dansker, kæmper de i virkeligheden om, hvem der er det mest autentiske menneske, forklarer Kell Jarner Rasmussen, administrerende direktør i retorikrådgivningsfirmaet Rhetor. Han advarer dog om, at metoden kan tage overhånd:

”Det kan få den modsatte virkning og blive utroværdigt, for hvor mange gange har en politiker haft tid til at være ude at tale med almindelige danskere? Når alle begynder at gøre det, bliver det i sig selv et nyt symptom på spin og iscenesættelse.”