Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) opstillede i sin nytårstale otte konkrete punkter, hvor der er behov for, at vi tager mere personligt ansvar. Vi har bedt Folketingets partier forholde sig til de otte punkter og overveje, hvilke der er vigtigst. Det er ikke lykkedes at få svar fra regeringspartierne Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Socialdemokraterne – Morten Bødskov:
Vores samfund bygger på rettigheder og pligter. Det er vi tilfredse med, at Fogh nu her i år 2007 har fået øjnene op for. Hvis Fogh med sine punkter sigter til, at ansvaret over for velfærdssamfundets sammenhængskraft halter, kunne han passende starte med sit eget ansvar. Han kunne sikre kommunerne en ordentlig økonomi til at forbedre forholdene på daginstitutioner, skoler og i ældreplejen.
Dansk Folkeparti – Peter Skaarup:
Statsministerens tale om personligt ansvar skal ses i forhold til, at den højeste prioritet i 2007 bliver at sørge for, at kommunalreformen sammen med kvalitetsreformen forbedrer rammerne for den offentlige sektor. Forudsætningen for, at vi kan udbygge og bevare måske verdens bedste offentlige sektor, er, at flere kommer i arbejde. Mange danskere står foran at skulle pensioneres. Derfor er det helt nødvendigt, at endnu flere ledige påtager sig et job. I den sammenhæng er det højeste prioritet, at også indvandrerne kommer ud på arbejdsmarkedet.
SF – Villy Søvndal:
Statsministerens eksempler er drivende banale, men hvis de otte punkter skulle prioriteres, ville jeg vende listen på hovedet. Det er fantastisk vigtigt, at virksomhederne udviser ansvar, men jeg tror desværre ikke, det er nok. Vi bliver også nødt til at lovgive. På miljøområdet er det personlige ansvar vigtigt, men det er først og fremmest et samfundsansvar. Det, som virkelig er nødlidende i disse år, er de områder, som er omfattet af det fælles ansvar. Skolernes manglende vedligeholdelse, nedslidning af børnehavers ansatte på grund af lave normeringer, beskæring af hjemmehjælpen samt manglende ressourcer på sygehusene.
Det Radikale Venstre – Margrethe Vestager:
Det giver begrænset mening at prioritere, hvor man skal udvise personligt ansvar. Det personlige ansvar kan deles i de områder, hvor den offentlige opgaveløsning umiddelbart supplerer den enkeltes indsats og de områder, hvor det er lidt længere væk. Det gør ikke noget vigtigere end andet, men antyder, at der er forskel på det personlige ansvars karakter. Det paradoksale er jo, at statsministeren talte om personligt ansvar, og fem dage senere ville man tage kompetencen til at beslutte, om et barn skal begynde i skolen, fra forældrene. Man vil ikke give et indhold i statsborgerskabet, for eksempel retten til at leve i Danmark med ægtefælle og børn. Det er blot to eksempler på, at personligt ansvar ikke synes at fylde noget i regeringens konkrete politik.
Enhedslisten – Frank Aaen
Det er banaliteter, at vi alle har et personligt ansvar på de nævnte områder – og dem kan man ikke prioritere imellem. Statsministeren nævner dem i øvrigt kun for at tale uden om regeringens ansvar på disse områder.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
henriksen@kristeligt-dagblad.dk
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
FOGHS OTTE PUNKTER
Børn: Ansvar for tid sammen med vores børn.
Skole: Ansvar for, at børnene møder udhvilede og har lavet deres lektier.
Ældre: Ansvar for tid sammen med vores nærmeste.
Sundhed: Ansvar for at forebygge livsstilssygdomme, blandt andet ved sund kost og motion.
Arbejde: Ansvar for at tage tilbudt arbejde.
Integration: Ansvar for at lære dansk og tilpasse sig de regler og traditioner, som gælder på danske arbejdspladser.
Miljø: Ansvar for at værne om natur og miljø gennem vores daglige adfærd.
Virksomheder: Ansvar for, at virksomheder optræder anstændigt i forhold til beskatning, sort arbejde, underbetaling eller ved at sælge for gammelt kød.
Læs temaet om personligt ansvar og statsministerens nytårstale på
kristeligt-dagblad.dk