De ældres forhold var et relativt vigtigt tema under valgkampen, og det spiller også en direkte og indirekte rolle under forhandlingerne om et regeringsgrundlag. Det skyldes både, at der bliver stadig flere ældre, hvilket gør gruppen stadig vigtigere som vælgergruppe, og at flere ældre medfører flere udgifter for det offentlige i form af penge til pensioner, hjemmehjælp, hospitaler, plejehjem og lignende. Det er for at lette problemet med de øgede udgifter, at politikerne gerne så, at en stigende del af de ældre blev længere tid i job som det grå guld.
Ældrebyrden opstod som begreb i debatten, da det begyndte at gå op for beslutningstagerne, at de ældre lever længere, og at andelen af dem i forhold til resten af befolkningen derfor stiger.
I officielle dokumenter tales der imidlertid aldrig om ”ældrebyrden”. Heri anvendes begreber som ”den demografiske udfordring”, ”det demografiske træk” eller tilsvarende, men meningen er den samme.
Allerede for 20 år siden påpegede de økonomiske vismænd, at de offentlige finanser i Danmark løb ind i et holdbarhedsproblem på grund af de stigende udgifter til ældrepleje. I forlængelse heraf nedsattes Velfærdskommissionen, som arbejdede i 2004-2005. Den foreslog en løsning på problemet i form af, at aldersgrænsen for, hvornår man kunne få efterløn og folkepension, gradvis skulle sættes op.
Politikerne eksekverede med velfærdsaftalen i 2006, som blandt andet indebar, at både efterlønsalderen og folkepensionsalderen gradvis skulle stige med den stigende levealder. Hensigten var, at antallet af år, som man i gennemsnit har mulighed for at tilbringe med efterløn og pension, skulle nærme sig 19½ år på længere sigt. Med tilbagetrækningsreformen i 2011 blev forhøjelserne af efterløns- og folkepensionsalderen, der blev besluttet med Velfærdsaftalen i 2006, fremrykket med fem år.
Politikerne erkendte samtidig, at der findes mindre grupper af nedslidte, som i denne proces risikerer ikke at få pension i tide. Derfor opfandt man med tilbagetrækningsreformen i 2011 seniorførtidspensionen, som var en førtidspensionsordning rettet mod ældre lige før pensionsalderen.
For at flere kunne få glæde af den, blev ordningen udvidet lidt med aftalen i foråret 2019 mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti samt Radikale Venstre. Det er den ordning, som Socialdemokratiet ønsker at supplere med en udvidet ret til tidlig folkepension, hvilket der imidlertid næppe er flertal for i Folketinget.
Parallelt med begrebet ”ældrebyrde” dannedes også som modvægt begrebet ”det grå guld”. Det er især populært i perioder som nu, hvor der er mangel på arbejdskraft. Selvom størrelsen af ”det grå guld” således til dels er konjunkturbestemt, er der samtidig en klar tendens til, at de ældre bliver længere på arbejdsmarkedet.
Især i de seneste 15 år er der sket meget. I 2002 arbejdede kun 10 procent af de 67-årige, mens hele 29 procent havde trukket sig tilbage, inden de fyldte 60 år. I 2017 var billedet et noget andet. Da arbejdede 19 procent af de 67-årige, og kun 12 procent havde trukket sig tilbage, før de blev 60 år. Det viser en analyse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) fra i år.
Samtidig er der i dag langt færre, der stopper med at arbejde på grund af dårligt helbred. For 20 år siden var dårligt helbred den vigtigste årsag til, at ældre holdt op med at arbejde. I 1997 stoppede 36 procent på grund af dårligt helbred, mens tallet i 2017 var faldet til 23 procent.
I dag er de vigtigste årsager til, at ældre holder op med at arbejde, at man ganske enkelt har muligheden for det på grund af efterløn eller pensionsmidler. Det gælder for 40 procent af dem, som holder op. 24 procent holder op med at arbejde, fordi de gerne helt selv vil bestemme, hvad de vil foretage sig.
Tallene viser, at der er bedre muligheder i dag end nogen siden før for at aktivere det grå guld til fortsat at spille en rolle på arbejdsmarkedet. Størstedelen af det grå guld er ikke i dag ved så dårligt helbred, at det er tvunget på pension.
Det, som skal til, hvis det grå guld i endnu højere grad skal blive på arbejdsmarkedet, er imidlertid ifølge undersøgelsen fra VIVE forskelligt alt efter, om vi taler om kvinder eller mænd. Kvinder siger, at de først og fremmest bliver, hvis arbejdsvilkårene er attraktive. Mændene bliver især, hvis de får noget ud af det rent økonomisk.
Der er ingen tvivl om, at flere ældre udgør en økonomisk byrde for samfundet. Byrden er imidlertid blevet kraftigt lettet via både diverse reformer og et bedre helbred, som gør, at man faktisk gerne vil være i job. Ældrebyrden lettes betydeligt gennem en gradvis ”grå guldificering” af de ældre.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.