Politikere: Vi har et alvorligt problem med spil

Det var nødvendigt at liberalisere lovgivningen om spil i 2012, men siden er fulgt en enorm vækst i spil og spilafhængighed. En ny politisk aftale skal afbøde problemet, men politikerne er uenige om, hvorvidt et forbud mod blandt andet reklamer er vejen frem

Fra venstre: Jesper Petersen (S), Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Dennis Flydtkjær (DF).
Fra venstre: Jesper Petersen (S), Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Dennis Flydtkjær (DF). Foto: Ritzau Scanpix.

Jesper Petersen (S): Får vi magten, vil afgiften på spil blive sat op

Var det en fejl at liberalisere spillemarkedet i 2012?

Nej, det var helt nødvendigt, for lovgivningen tog ikke højde for det stigende antal udenlandske spilfirmaer, som ikke betalte skat til Danmark, og som ikke var underlagt nogen regler. Begge dele blev ændret, men udviklingen på området har gjort det nødvendigt at stramme reglerne, og det gjorde vi i en fælles politisk aftale, som Socialdemokraterne var drivkraften bag, og som jeg er meget stolt over. Den træder i kraft den 1. januar, og selv om den er et kompromis, er den en betydelig forbedring af indsatsen over for det bekymrende antal ludomaner, der får ødelagt deres liv. Og den følger eksperternes anbefalinger.

Hvis du havde frie hænder, skulle reklamer for spil så forbydes helt?

En del af markedsføringen er problematisk, for den forsøger at gøre unormal spilleadfærd socialt acceptabelt. Men det er vanskeligt at forbyde, for det er nemt at forestille sig, at nogle firmaer vil omgå det forbud, og det vil være uretfærdigt for de andre. Forbud risikerer i det hele taget at undergrave det mere gennemsigtige marked, der er opstået gennem de aftaler, alle spilfirmaerne har underskrevet. Men får vi regeringsmagten, vil afgiften på spil blive sat op for spilfirmaerne, og pengene vil blive brugt på yderligere forebyggelse, behandling og oplysning. Og overholder spilfirmaerne ikke de indgåede aftaler, er vi også klar til at skrue op andre steder, blandt andet for reglerne omkring markedsføring.

Lisbeth Bech Poulsen (SF): Der er brug for mere håndfaste metoder

Hvad siger du til, at danskerne nu er dem i Europa, der spiller for tredjemest?

Vi har løbende fået informationer om, at spil er i kraftig vækst, men at det er så slemt overrasker mig faktisk. I de løbende forhandlinger om liberaliseringen på området har vi forsøgt at få så gode tiltag som muligt igennem for at minimere omfanget af mennesker, der udvikler problemer med spil. Men det, der er sket, er ikke nok. Vi ønsker helt at forbyde reklamer for spil, men det var der ikke flertal for, og det er en skam, for omfanget er eksploderet, og markedsføringen bliver stadig mere målrettet dem, der spiller mest og derfor er i risikogruppen. Det er blevet forbudt at reklamere rundt om børne- og ungdomsprogrammer, men mange børn ser jo fodbold med deres forældre, og der bliver de eksponeret for masser af reklamer – endda med fodboldikoner som afsender. Så er det ikke længere rimeligt blot at håbe på god spillemoral.

Hvad bør der gøres?

Vi var nødt til at liberalisere, fordi virkeligheden havde ændret sig i forhold til dengang, Danske Spil havde monopol, og vi kunne lovgive specifikt om det danske marked. Men det er gået for vidt, og vi er nødt til at tage langt mere håndfaste metoder i brug, hvis vi vil stoppe den uhensigtsmæssige udvikling. Der er indsat et loft over, hvor store bonusser spillefirmaerne på lokke med, men de bonusser burde helt forbydes. Antallet af gange, man skal spille for at få udbetalt bonussen, skal også ned, så lokkemidlerne ikke er så stærke. I det hele taget bør der afsættes midler til at holde meget tættere øje med dette område, for det rammer rigtig mange og især unge hårdt – ikke kun økonomisk, men også socialt.

Dennis Flydtkjær (DF): Forbud skaber bare andre problemer

Når du ser på udviklingen af spillemarkedet i Danmark, var det så en fejl at liberalisere det i 2012?

Det overrasker mig ikke, at vi spiller mere og mere, men jeg vidste ikke, at vi nu ligger nummer tre i Europa, og det virker meget voldsomt. Det var alligevel ikke en fejl at liberalisere. Vi gjorde det for at undgå at skabe et illegalt marked, som vi ikke kunne holde øje med, og hvor det ville være langt sværere at identificere og hjælpe dem, der har et spil-problem. Man skal dog huske på, at det ikke er spillet i sig selv, der er udfordringen. Langt de fleste kan godt håndtere at spille, men det er selvfølgelig vigtigt at hjælpe dem, der ikke kan. Og selv om antallet af problemspillere også er steget, er det ikke eksploderet på samme måde som antallet af spillere.

Bør spillemarkedet være mere reguleret igen?

Ja, og det er det også i færd med at blive. Der er et bredt, politisk flertal for blandt andet at sætte loft over, hvor store bonusser spille- selskaberne må udbetale for at lokke folk til at spille. Der er skabt et register over problemspillere, og man må ikke reklamere omkring tv-udsendelser for børn og unge. Desuden er vi i dialog med spille- markedet om, hvad der ellers kan gøres, men vi føler ikke, at forskellige forbud er vejen frem. Det er i mange tilfælde nytteløst, det er vanskeligt at gøre præcist, og effekten er tvivlsom. Desuden forbyder vi jo heller ikke alkohol, selvom nogen ikke kan styre deres forbrug. Når det er sagt, så er det tydeligt, at vi har et stort og voksende problem med spil i Danmark, så lad os se, hvordan det udvikler sig og hvor meget ansvar, spillebranchen tager på sig. Og så må vi vurdere, om det, der allerede er gjort, er nok.