Prøv avisen

Politikere vil have navneloven ændret: ”Det er gået for vidt”

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) mener ikke, at loven skal strammes: ”Der har i mange år været bred politisk enighed om, at ens navn i første række er et privat anliggende og i udgangspunktet ikke noget, som staten skal blande sig i.” Foto: Brigitte Meckle/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Magnusdakki, Smiley og Diddedarling er blandt de nyeste tilladte danske navne. For mange mærkelige navne bliver godkendt i dag, mener folketingspolitikere, der nu vil have lovgivningen strammet

Hvad er navnet? Spørgsmålet er simpelt, men det er svaret ikke nødvendigvis. For i dagens Danmark findes der mere end 40.000 forskellige tilladte fornavne, og de senest tilkomne er det nok de færreste, der vil kalde simple. Det seneste halvandet år er navne som Magnusdakki, Amaliatusshaliha, Diddedarling, Smiley og Annakeciia nemlig kommet med på listen over tilladte fornavne, og det har de seneste uger fået flere til at stille spørgsmålet ”er det virkelig lovligt at hedde det?”. Og her er svaret til gengæld simpelt – for ja, det er lovligt.

En af dem, der har undret sig over de nye navne, er Brigitte Klintskov Jerkel, der er folketingsmedlem og børne- og familieordfører for De Konservative. Hun mener, at man skal se på en stramning af navneloven, der blev liberaliseret i 2006, hvor blandt andet kravet om, at et navn ikke må være til ulempe for bæreren, blev fjernet.

”Jeg mener faktisk, at vi er gået for langt, og at vi bør kigge på navneloven. Det er gået for vidt, det er simpelthen nogle mærkelige navne, og jeg har faktisk svært ved at forstå, at de her navne er blevet godkendt,” siger Brigitte Klintskov Jerkel.

Hun mener, at der skal tages mere hensyn til børnene, end der bliver gjort i dag.

”Navne som Slaven, Diddedarling, Rasmusbailey og Smiley er jo navne, der også ligger en anden betydning i. Der skal man tage hensyn til de børn, som skal vokse op med de her mærkelige navne, og som risikerer at blive mobbet i skolen,” siger Brigitte Klintskov Jerkel og fortsætter:

”Det er noget, jeg godt kunne tænke mig at tale med ministeren på området om, for jeg synes, vi bør få kigget på navnelovgivningen igen.”

Også Marie Krarup, der er Dansk Folkepartis ordfører på børneområdet, mener, at navneloven bør strammes.

”Man kan ikke bare kalde et barn hvad som helst og tro, at de kan leve med det. Der er noget, der hedder tradition, som vi bærer med, og et navn skal være fornuftigt og ordentligt. Det her er uordentligt. Det er individualismen, der er gået totalt amok,” siger Marie Krarup.

Hun efterlyser en bedre definition af, hvad et navn er.

”Man kan selvfølgelig ikke tvinge folk til at kalde deres børn Erik, Anna og så videre. Men Diddedarling, det er altså ikke et navn. Man er nødt til at gå ind og definere, hvad et navn er – det her er i hvert fald kommet alt for langt ud,” siger Marie Krarup.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) mener dog ikke, at loven skal strammes.

”Der har i mange år været bred politisk enighed om, at ens navn i første række er et privat anliggende og i udgangspunktet ikke noget, som staten skal blande sig i. Der skal være plads til udenlandske navne, og at navne kan være unikke. Det ser jeg umiddelbart ikke grund til at ændre på. Rammerne er jo ikke fuldstændigt frie. For landets sogne og Familieretshuset, der tager stilling til de nye navne, kan sætte foden ned, hvis et navn ikke er egnet som fornavn eller vurderes at være upassende. Det regner jeg selvfølgelig med, at de gør, og forældre skal også huske, at deres barn skal have sit navn hele livet, når de træffer beslutningen,” lyder det i et skriftligt svar fra ministeren.

I dag kan man navngive sig selv eller sit barn med et af de over 40.000 navne, som er registreret på den voksende navneliste. Men hvis ingen af navnene her er tilfredsstillende, kan man søge om at få et nyt navn godkendt og føjet til listen – og det er der flere, der gør.

Siden navneloven blev liberaliseret i 2006, er folk i stigende grad blevet kreative, når det kommer til at finde og opfinde navne, ligesom mere tillades i dag, vurderer Birgit Eggert, der er navneforsker ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet.

”Det er min vurdering, at der er lidt længere elastik i dag – man får lov til at hedde mere end tidligere,” siger Birgit Eggert og fortsætter:

”Da navneloven blev ændret i 2006, blev en navneliste tilgængelig på nettet, som pludselig gjorde det meget synligt, hvad folk hedder, og at der også er nogen, der har meget specielle navne. Det gør, at flere også bliver inspireret af de specielle navne.”

Tidens ønske om unikke navne bliver ofte kædet sammen med en individualiseringstendens: Mange vil i dag gerne være noget særligt og derfor hedde noget særligt, ligesom de ønsker, at deres børn skal hedde noget særligt og blive noget særligt.

Men det er faktisk ikke noget nyt, at man vil hedde noget anderledes end det, de fleste hedder, siger navneforskeren. Det ville man også i 1700- og 1800-tallet. I 1800-tallet var det for eksempel i en periode populært, at pigenavne endte på ”line” og ”tine”, og foran blev der oftest sat et almindeligt drenge- eller pigenavn, men nogle gange var det noget mere særligt.

”Det var så moderne med disse navnedannelser, at det gik helt i selvsving – enkelte hed for eksempel Orgeline, Jubiline, Dubline, Sextine og Sebtine,” siger Birgit Eggert.