Politikere vil ikke redde Ungdomshuset, og Faderhuset vil ikke sælge

Nørrebro kan godt begynde at ruste sig til kamp mellem politiet og de unge, når Ungdomshuset skal ryddes.

-- Foto: Scanpix.
-- Foto: Scanpix.

Den sidste redningskrans – et såkaldt landsplandirektiv for grunden – afvises både af politikere og eksperter. Idéen blev luftet, efter at frimenigheden Faderhuset på et pressemøde i går for tredje gang afslog et tilbud på Ungdomshuset fra Fonden Jagtvej 69.

Ifølge Enhedslisten vil man fredag fremsætte et beslutningsforslag om at gennemføre landsplandirektivet, hvis ikke Københavns Borgerrepræsentationen finder en fredelig løsning inden da.

Men forslaget har ingen gang på jord. Professor i forvaltning Peter Pagh Rasmussen fastslår, at planloven ikke kan bruges til at tage ejendomsretten fra Faderhuset. Og bortset fra et nølende SF, kan Enhedslisten heller ikke vente politisk opbakning til forslaget.

Det vil være meget tæt på magtfordrejning, hvis politikerne griber ind til fordel for Ungdomshuset, siger De Radikales retsordfører, Simon Emil Ammitzbøll.

– Lige meget hvor lidt sympati jeg har for Faderhusets synspunkter og deres modvilje mod at indgå et kompromis, så har de købt ejendommen på almindelige vilkår. Man kan ikke gå ind fra Folketingets side og lave et indgreb, fordi man ikke kan lide det formål, som folk har købt en bygning til. Det vil være så tæt på magtfordrejning, som man overhovedet kan komme, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Han opfordrer til, at politiet nu fortsætter dialogen med de unge for at forsøge at få en fredelig løsning. /ritzau/