Politikere vil kompensere lærere for lockout

Radikale lokalpolitikere vil give penge til lærere for at bløde stemningen op efter konflikten. Udtryk for stemmefiskeri, mener arbejdsmarkedsforsker

Nattergalen er en sjælden gæst i år.
Nattergalen er en sjælden gæst i år. Foto: Bax Lindhardt Denmark.

I knap fire uger i april var landets folkeskolelærere afskåret fra at passe deres arbejde. Det skal de kompenseres for økonomisk.

Sådan lyder et forslag fra De Radikale i Fredensborg Kommunes byråd i Nordsjælland.

Lærerne var uden skyld i konflikten, som har kostet særligt lærerpar dyrt, og for at opretholde et godt forhold mellem kommune og lærere bør lærerne få udbetalt en pose penge, mener Lars Simonsen, byrådsmedlem for De Radikale i Fredensborg og borgmesterkandidat.

Det var en særlig konflikt med en meget hård retorik fra KLs side, og flere undersøgelser viser, at det altafgørende for god undervisning er lærernes engagement. Derfor mener vi, at lærerne skal have udbetalt et engangstillæg for at styrke engagementet. Det højere formål er at tilgodese elever og forældre med større kvalitet i undervisningen.

Byrådet skal tage stilling til Lars Simonsens forslag i slutningen af juni, når byrådsmedlemmerne samles, og når kommunen har færdiggjort beregningerne over, hvor meget lockouten kommer til at koste i blandt andet overarbejdstimer til lærerne, som nu skal indhente den sløjfede undervisning.

Fra borgmesterkontoret vil Thomas Lykke Pedersen (S) ikke tage stilling til forslaget, før beregningerne er færdige.

I den socialdemokratiske gruppe er der en holdning af, at De Radikales forslag er sympatisk, men vi vil først se, om der er penge til det, siger han.

Venstre i Fredensborg afviser på forhånd forslaget, fordi konflikten var lovlig, og fordi lærerne som medlemmer af en fagforening må acceptere, at en konflikt indebærer ulemper.

LÆS OGSÅ: Lærere på Facebook: Lønforhøjelsen er til grin

Ifølge den faglige organisation FTF sparede landets kommuner omkring 1,3 milliarder kroner i lærerlønninger under lockouten, og i kommuner landet over blandt andet i store kommuner som København, Aarhus og Odense har byrådene givet tilsagn om, at de sparede penge skal føres tilbage til skolerne. Ikke som kontante udbetalinger til lærerne, men eksempelvis som midler til efteruddannelse.

I Fredensborg lærerkreds mener formand Jørgen Cseh dog, at De Radikales forslag om håndfaste kroner og øre til lærerne er et strålende forslag.

Der har ophobet sig en masse frustrationer hos lærerne, som mod deres vilje blev holdt væk fra at arbejde. Lærerne blev sat i en situation af to parter (regeringen og KL, red.), som på forhånd havde aftalt det hele, så for at styrke samarbejdet mellem lærere og kommune er det her et godt forslag.

Men hvis kommunerne udbetaler penge til lærerne, underminerer de hele formålet med lockouten, vurderer Flemming Ibsen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

De Radikales forslag er meget utraditionelt, for det er jo ikke sådan, at KL og regeringen har forulempet lærerne, som derfor skal kompenseres for et overgreb. KL har overholdt spillereglerne, så det er mærkeligt at skulle betale penge tilbage til den ene part, som på forhånd kendte risikoen ved en konflikt, siger han og tilføjer:

Det er langt ude at argumentere for, at kommunen skal sørge for et godt samarbejde. Det er skoleledelsens og Lærerforeningens opgave, så det her forslag er rent stemmefiskeri fra De Radikale.

Fra Danmarks Lærerforening fortæller formand Anders Bondo Christensen, at han har hørt flere lokalpolitikere lufte forslag om en kompensation til lærerne, men han tvivler på, at det kommer til at ske.

Når jeg under konflikten blev spurgt om, hvad kommunerne skulle bruge de mange penge til, som de sparede ved lockouten, sagde jeg: Man ved slet ikke, hvor dyrt det er at få lukket denne her konflikt igen. En del kommuner har måttet ansætte flere lærere for at kunne indhente den undervisning, eleverne er gået glip af, siger han.