Politikere vil skabe netværk mod religiøs forfølgelse

Med inspiration fra Norge, Storbritannien og Canada vil to danske politikere forsøge at skabe et tværpolitisk netværk for religionsfrihed

Christina Egelund (LA) og Daniel Toft Jakobsen (S) deltog begge i weekenden i en international konference i New York for religionsfrihed.
Christina Egelund (LA) og Daniel Toft Jakobsen (S) deltog begge i weekenden i en international konference i New York for religionsfrihed. . Foto: Steen Brogaard.

”Vi mødte blandt andet en kvinde, hvis mand har siddet i fængsel i fire år i Iran, alene på grund af sin kristne tro. Det var en meget personlig historie, som virkelig gjorde indtryk.”

Det fortæller folketingsmedlem for Liberal Alliance Christina Egelund, som i weekenden deltog i en international konference i New York for religionsfrihed. Bag konferencen stod det et år gamle uformelle, internationale netværk af parlamentarikere for religionsfrihed, IPPForB. Det har sit udspring i Oslo med politikere fra Norge, Storbritannien og Canada.

I alt var der politikere fra 50 lande, og fra Danmark deltog foruden Christina Egelund også Daniel Toft Jakobsen, folketingsmedlem for Socialdemokraterne. Han vil nu forsøge at samle parlamentarikere herhjemme i et dansk netværk, der skal modarbejde religiøs forfølgelse.

”Det var spændende at være med til konferencen i New York, og jeg blev bekræftet i, at mange af verdens dårligdomme har at gøre med religiøs undertrykkelse. I Danmark har vi jo diskuteret ytringsfrihed meget, mens vi ikke har talt så meget om trosfrihed. Vi mødte blandt andet en ung kurder, som talte om forholdene i Irak. Der hørte vi, at religionsfrihed ikke bare er en del af problemet i landet, men at alle problemer har at gøre med manglen på trosfrihed,” siger Daniel Toft Jakobsen.

På mødet blev der vedtaget en resolution, som med udgangspunkt i FN's menneskerettighedserklærings artikel 18 om religionsfrihed opfordrer til, at der bliver oprettet tværpolitiske grupper rundt i verden, som skal modarbejde forfølgelse.

Begge de danske deltagere skrev under på resolutionen, hvorimod de afstod fra at skrive under på tre konkrete breve til Myanmars præsident, Vietnams premierminister og formanden for det iranske parlament om tre konkrete sager om personer, der sidder i fængsel for deres tro.

”Vi endte med ikke at skrive under, fordi vi ikke kender de personsager, der ligger bag henvendelserne. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at der var god grund til at skrive dem, men man skal kende sagerne til bunds for at kunne skrive under,” forklarer Daniel Toft Jakobsen.

Blandt deltagerne var også politikere fra lande, der selv er udfordret på trosfriheden.

”Der var en deltager fra Sudan, som sagde, at Sudan ingen problemer har med religionsfrihed, og at religionerne lever ”peacefully” (fredeligt, red.) med hinanden. Det er jo tangerende løgn,” siger Christina Egelund.

”I mødet deltog også en parlamentariker fra Jordan, som insisterede på, at religionsfrihed ikke behøver at omfatte retten til at konvertere. Han havde en meget søgt forklaring, nemlig at i Jordan er der meget få kristne, og hvis ikke man havde forbuddet mod konvertering, ville de allesammen blive tvunget til at konvertere til islam. Det var en politisk beskyttelse, for hvis en muslimsk pige gifter sig med en kristen mand, risikerer hun at blive slået ihjel af sin familie. Sådan noget viser, at det er meget lang rejse at udrydde forfølgelse på grund af tro, men det er vigtigt, at man mødes for at kunne påvirke holdningerne. Dialogen er vigtig.”

Men hvorfor et netværk blandt folketingspolitikere, når vi hverken i Danmark eller Norden har de store problemer med knægtelse af trosfriheden?

”Jeg tror, vi er forpligtet til at udbrede de værdier, vi har her. At det faktisk godt kan lade sig gøre at leve side om side med forskellig tro, uden at man skal slå hinanden ihjel,” siger Christina Egelund.