Da Folketinget forleden mødtes i folketingssalen, var der blandt andet vedtagelsen af syv lovændringer på dagsordenen. Men det var historien om Mette Abildgaard (K) og hendes baby, som formand Pia Kjærsgaard bortviste fra salen, der løb med al opmærksomheden. For knap havde den konservative politiske ordfører forladt salen efter at have afgivet sin stemme, før hun lagde historien op på de sociale medier Facebook og Twitter. Herfra spredte den sig som en steppebrand, ikke mindst blandt politikerne på Christiansborg.
Det er på mange måder et billede på, hvor meget de sociale medier fylder i forhold til den daglige debat i Folketinget. For de politiske diskussioner i salen og på samrådsmøder er tilsyneladende ikke det eneste, der optager folketingsmedlemmerne. Live-sendinger fra folketingssalen og møder viser mange politikere, der sidder med hovederne begravet i deres telefon, iPad eller computer. Ligesom det er i øjnefaldende, hvordan det ofte fyger med tweets og Facebook-opdateringer under møderne.
En af de politikere, der ofte sidder med telefonen eller computeren foran sig er socialdemokratiske Peter Hummelgaard Thomsen (S). Han fortæller, at tiden i folketingssalen først og fremmest bliver brugt på at lytte efter, hvad der bliver sagt. Men samtidig forbereder han sig også på sin egen tale eller spørgsmål. Søger i dokumenter eller leder efter argumenter, der kan modbevise eller understøtte det, hans kolleger siger. Og så bruger han tiden på at debattere med verden uden for Christiansborg på sociale medier.
Hvad får du ud af at debattere med dine følgere og andre interesserede på de sociale medier, når du sidder til møder i folketingssalen?
”Det spørger jeg også tit mig selv om. Forhåbentlig bliver jeg klogere på argumenterne. Lige så vel som jeg forhåbentlig også bidrager til at svare på de spørgsmål, som borgerne må have,” siger Peter Hummelgaard Thomsen.
”Til møderne går der ofte lang tid, hvor man ikke selv er i nærheden af at stille spørgsmål eller indtage talerstolen. Når jeg går på de sociale medier inde i folketingssalen, er det ofte, fordi jeg debatterer og kommenterer det, der foregår.”
Når vi kommer i venteposition, tager vi telefonen op af lommen, fortæller professor på CBS, Handelshøjskolen i København, og forfatter til bogen ”Skærmens magi” Bent Meier Sørensen. Vi har nemlig aflært os evnen til at være alene med os selv.
”Under lovgivningsarbejdet skal man være netop det. Man skal sidde længe og høre på en masse andre, som man ikke er og aldrig bliver enige med. Så er der bare ikke meget modstand i forhold til fristelsen til at tage telefonen frem,” siger han.
Det er at vælge adspredelsen og den hurtige tilfredsstillelse, når det er svært eller kedeligt. Hvilket er med til at forfladige debatten, fortæller forfatteren. Han mener, at den klare konsekvens er, at man mister dybden i samtalen og i yderste konsekvens i samfundet.
Samtidig viser alle undersøgelser, at mennesket kun i ringe grad er i stand til at multitaske, gøre flere ting på samme tid. Og når vi gør det, hopper vores opmærksomhed i virkeligheden bare fra opgave til opgave. Uden at man er fuldt til stede nogen af stederne. Det gælder også i folketingssalen, mener Bent Meier Sørensen.
”Man er ikke 100 procent til stede på de sociale medier, og man følger heller ikke helt med i, hvad der foregår. Det er den værst tænkelige arbejdsform. Særligt, hvis man arbejder med noget kompliceret og krævende, som eksempelvis skattelovgivning,” siger han.
Hvorfor er det så svært at lægge telefonen fra sig? Imran Rashid, der er speciallæge i almen medicin og forfatter til bogen ”Sluk”, forklarer, at det skyldes, at brugen af telefonen er gået fra et bevidst valg til en ubevidst vane. Derfor er det også de færreste, der er klar over deres telefonvaner.
”Når man er sulten eller tørstig, tager man noget at spise eller drikke. Når du keder dig, tager du telefonen frem. På den måde er det blevet svaret på et ubevidst behov,” siger han.
Imran Rashid sammenligner det med, når man først lærer en ny ting. Som eksempel bruger han det at køre bil. I starten er det bøvlet og svært, fordi man skal huske at tjekke spejle og orientere sig i trafikken. Men med tiden bliver det besværlige noget, man gør automatisk. Bliver man bedt om at lære det på en ny måde, så bliver det dog svært.
”Forestil dig, hvis du skulle lære at køre bil i England. Der ville du hele tiden skulle undertrykke dit naturlige instinkt for at køre i højre side af vejen. Det er der, hvor vi er kommet til med vores forhold til teknologien,” siger han.
Det er der, hvor det hele er gået galt, mener Imran Rashid. Man mister nemlig evnen til at se det som et valg. I stedet bliver det en instinktiv reaktion, hvor det, der er rart, får førsteprioritet. Til gengæld giver man køb på noget af evnen til at fordybe sig, koncentrationen og empatien. Hvilket eksempelvis kommer til udtryk i den måde, som man diskuterer og har samtaler på.
”Sidder man bare og venter på, at den anden bliver færdig med at snakke, så man selv kan komme på banen, er det ikke en samtale. Det er en skiftevis udveksling af monologer,” siger han.
Pia Kjærsgaard (DF) har siddet 35 år i Folketinget. Med egne øjne har hun set, hvilken forskel den teknologiske udvikling og de sociale mediers komme har gjort. Eksempelvis, at hun aldrig længere oplever folketingsmedlemmer, der bare sidder og kigger på talerstolen. De har altid gang i noget andet. Adspurgt fortæller hun, at politikernes brug af telefoner har taget overhånd.
”Vi er på hele tiden. Måske skal vi tænke over, om vi er nok til stede i det, der foregår. Det er trods alt vigtige og komplicerede ting, vi diskuterer. Derfor bør koncentrationen også være på det, der foregår i selve salen,” siger hun.
I dag har Pia Kjærsgaard skiftet sit sæde i salen ud med pladsen som formand for Folketinget. Herfra har hun tidligere tordnet mod brugen af telefoner i salen. Hun tager skarp afstand fra, at man eksempelvis spiller mobilspil. Men hun mener også, at det kan have en berettigelse, når politikerne bruger det som del af arbejdet.
”Der er enighed om, at så længe man bruger det som arbejdsredskab, er det o.k. Men vi kan lige så godt indrømme over for os selv, at det ikke altid er det,” siger hun.
Selvom hun er aktiv på de sociale medier, kunne hun aldrig drømme om at bruge dem, mens hun sidder i salen. Alligevel kan hun ikke sige sig fri for, at hun lige tjekker, hvis telefonen bipper i lommen.
”Hvad nu, hvis det er vigtigt,” som hun siger og uddyber:
”Det er blevet meget, meget hektisk. Alle forventer, at vi som politikere svarer på nul-komma-fem. Det gælder også journalister. Der er ofte meget kort tid til at svare, ellers er det uinteressant.”