”Politikernes gavebod” har mange svagheder

Ud over at satspuljeordningen har vist sig sårbar over for svindel, er den i årevis blevet kritiseret for at være præget af kortsigtet tænkning og manglende evaluering. Men sandsynligvis overlever ordningen, fordi alle partier undtagen ét er med til at fordele pengene

Den oprindelige tankegang bag satspuljen var, at man skulle lade ”tusind blomster blomstre” og sætte meget forskelligt i værk i håb om, at noget kunne hjælpe de svageste borgere videre i livet.
Den oprindelige tankegang bag satspuljen var, at man skulle lade ”tusind blomster blomstre” og sætte meget forskelligt i værk i håb om, at noget kunne hjælpe de svageste borgere videre i livet. . Foto: Mikkel Møller Jørgensen/Ritzau Scanpix.

I maj 1990 kom en ganske særlig politisk konstruktion til verden, som siden har lagt beslag på et tocifret milliardbeløb af offentlige kroner hvert år. Med ordningen – den såkaldte satspulje – ønskede daværende socialminister Aase Olesen (R) og KVR-regeringen at hjælpe de svageste, men lige siden har den været voldsomt kritiseret – og netop nu indgår ordningen i en af de største bedragerisager i den danske centraladministrations historie.

Siden det første satspuljeforlig blev indgået har ordningen fået betegnelser som ”politikernes gavebod” og ”de fattiges finanslov”, fordi puljen giver midler til projekter på det sociale, arbejdsmarkedspolitiske, sundhedsmæssige eller kulturelle område. Men ordningen er også blevet kaldt ”at fodre hunden med sin egen hale”, fordi de mange milliarder fremkommer ved, at overførselsindkomster hvert år stiger 0,3 procent mindre end den almindelige lønudvikling.

”Lige fra begyndelsen er det blevet set som positivt, at der hvert år var afsat penge til projekter for de svageste, som ikke skulle findes i tovtrækkeriet om finansloven. Men det negative er, at pengene kommer fra, at pensionister, dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere hvert år sakker bagud i forhold til det øvrige samfund,” siger Bent Greve, professor ved institut for velfærd og globalisering på Roskilde Universitet.

I begyndelsen af satspuljens levetid var det især de allersvageste kontanthjælpsmodtagere, der var projekter for. Siden bredte ordningen sig til flere områder, og i en periode var der 800 projekter i gang – et tal, der i de senere år er nedbragt til omkring 650.

Den oprindelige tankegang bag satspuljen var, at man skulle lade ”tusind blomster blomstre” og sætte meget forskelligt i værk i håb om, at noget kunne hjælpe de svageste borgere videre i livet. Og en omstændighed, som har sikret statspuljen lang levetid, var, at forliget var meget bredt. Af Folketingets nuværende partier står kun Enhedslisten uden for forliget.

Men ifølge Bjarne Ibsen, professor ved center for forskning i idræt, sundhed og civilsamfund på Syddansk Universitet, er de tusinde blomster for længst blomstret af. Pengene går ikke længere til, at initativer blandt græsrødderne kan søge nye veje, men blot til at de folkevalgte kan profilere sig.

”Idéen var at udvikle politiske tiltag fra neden, men i dag er det trukket helt op i det politiske maskinrum, hvem og hvad der skal have penge. Det er blevet en pulje, som bruges til at løbe derhen, hvor det er politisk opportunt. Et sted, hvor en politiker kan markere en særlig interesse, der ikke var plads til i finansloven. Og det bliver ikke bagefter ordentligt undersøgt og evalueret, hvad der kommer ud af projekterne,” siger Bjarne Ibsen.

Han understreger, at denne kritik ikke er ny, idet han har fremsat den jævnligt siden 2012. Enhedslisten har også i årevis stillet forslag om at afskaffe det, partiet oplever som en ordning, hvor forligspartierne kan sidde og dele pengegaver ud til deres egne venner i baglandet og gøre sig populære. En mekanisme, som har været medvirkende til, at systemet er blevet uoverskueligt, svært at dokumentere effekten af og svært at føre revisionskontrol med. Det sidstnævnte har Rigsrevisionen kritiseret længe. Der har i fatal grad manglet kontrol med, hvad der sker med de penge, som afsættes til bestemte indsatser, men af forskellige grunde ikke bliver udbetalt til konkrete projekter.

Trods alle disse kritikpunkter vurderer Bent Greve imidertid, at satspuljeordningen har mange år i sig endnu, især fordi der er så mange politikere involveret i gavegivningen, som tilfældet er:

”Grundlæggende tror jeg ikke, at satspuje-ordningen bliver lavet om. Der er ofte flere partier, som ikke er med i årets finanslovsforlig, men som gennem satspuljen kan være med til at give penge til de tiltag, de finder vigtige. Den mulighed tror jeg ikke, der er politisk vilje til at give fra sig.”