Var det bankernes skyld? Finanstilsynets? Politikernes? Boligspekulanternes? Udlandets? Forbrugernes?
Siden den finansielle krise tog fart i efteråret 2008, har medier, eksperter og politikere spurgt, hvordan det kunne gå så galt. I går kom det såkaldte Rangvid-udvalg med en næsten 500 sider lang analyse med 42 konkrete anbefalinger til at sikre samfundsøkonomien mod nye katastrofer. Udvalget har sit navn efter dets formand, økonomen Jesper Rangvid.
LÆS OGSÅ: Finanskrisens mange skyldige
Hvor galt det er gået, ridses klart op: Bruttonationalproduktet faldt med syv procent fra 2007 til 2009. Samfundet har mistet produktion for mindst 200 milliarder kroner, og pengeinstitutterne har tabt værdier for 174 milliarder kroner på de fem år, i alt et tab på 400 milliarder kroner eller mere. 62 banker er gået fallit eller fusioneret.
Ekspertudvalgets overordnede budskab er, at der blev begået fejl stort set hele bordet rundt, og at Danmark derfor blev ramt hårdere af den internationale finanskrise end nødvendigt.
En del af ansvaret placeres på VK-regeringen. Den postede penge ud i en økonomi, der i forvejen var overophedet. Den indførte afdragsfrie lån og fastfrøs boligbeskatningen med sit skattestop. Initiativer, der blæste boligboblen endnu større i Danmark end i andre lande. Fra 2000 til 2007 steg ejendomspriserne med mellem 100 og 200 procent.
Eksperterne mener, at boblen var blevet knapt så stor, hvis regeringen havde ladet ejendomsskatterne følge med priserne op og ned.
Den del af rapporten blev straks i går en del af det politiske spil. De nuværende regeringspartier og Enhedslisten anklagede den tidligere VK-regering for at have forstærket krisen. Mens tidligere erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen (K) mener, at det er for nemt at være bagklog, og at oppositionspartierne i 00erne ville have brugt endnu flere penge, end regeringen gjorde.
LÆS OGSÅ: Finanskrise koster Danmark 400 milliarder
Interessant nok vil hverken S-R-SF-regeringen eller de borgerlige partier dog følge et af de centrale råd fra udvalget, nemlig at ejendomsbeskatningen skal følge ejendomspriserne.
Større enighed er der om udvalgets øvrige anbefalinger. De handler især om, hvordan man sikre bedre kontrol med den finansielle sektor i fremtiden. Udvalget lægger ikke skjul på, at der er begået fejl både i bankerne, i Finanstilsynet og i Nationalbanken forud for krisen. Der blev lånt alt for mange penge ud, og der blev lånt ud til alt for risikable projekter. Blandt andet viser rapporten, at 17 personer har fået nødlidende lån for 16 milliarder kroner. Særligt er pengene blev lånt ud til urealistiske ejendomsprojekter.
Selv mindre og mellemstore pengeinstitutter har kastet sig ud på det uigennemsigtige, internationale kapitalmarked for at skaffe penge til udlån. Med analysens ord har bankerne fraveget kirketårnsprincippet. Det går ud på, at man populært sagt kun har forretninger med kunder, der kan ses fra byens kirketårn.
10.000-kroners spørgsmålet er, om man i fremtiden kan undgå tilsvarende finanskriser og hvordan? Rangvid-udvalgets svar er, at man aldrig kan sikre sig, at det ikke sker igen. Titanic kan gå ned igen. Men man kan strammme op på kontrollen med pengeinstitutterne.
At finanssektoren, politikere og forbrugere skulle tage ved lære af krisen, er imidlertid meget forlangt. I hvert fald påpeger Rangvid-udvalget, at forud for bankkrisen i begyndelsen af 1990erne blev der begået præcis de samme fejl som før den nuværende krise.