Prøv avisen

Røde partier trækker transportminister ind i DSB-konflikt

Konflikten mellem DSB og lokomotiv- og togførerne har ført til fire arbejdsnedlæggelser i løbet af den seneste måneds tid. (Arkivfoto) Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) skal forholde sig til konflikt mellem DSB og lokomotiv- og togførerne.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) bliver nu trukket ind i konflikten mellem DSB og selskabets lokomotiv- og togførere.

Han er således blevet indkaldt til en hasteforespørgsel om sagen i Folketinget.

Indkaldelsen kommer fra Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og Alternativet.

- Transportministeren skal tage fat i DSB's ledelse, og som eneejer af DSB skal han tage fat i ledelsen og sige, at de må få løst konflikten, siger Henning Hyllested, der er transportordfører for Enhedslisten.

Henning Hyllested anerkender, at det i Danmark traditionelt set er arbejdsmarkedets parter, som skal løse den type konflikten.

Men han mener, at det er på sin plads at gå ind i konflikten, fordi transportminister Ole Birk Olesen tidligere i denne uge gjorde det samme.

Han udtalte, at DSB's ansatte - via Dansk Jernbaneforbund - ødelægger det for sig selv ved at kæmpe for sine rettigheder.

- Dansk Jernbaneforbund saver i den gren, som forbundet sidder på ved at være med til at gøre jernbanedriften så dyr, at der bliver færre passagerer på jernbanen, sagde Ole Birk Olesen til Altinget.

Konflikten i DSB har ført til fire arbejdsnedlæggelser den seneste måned.

Tusindvis af passagerer i hele landet er blevet ramt, da togene har været forsinket eller aflyst. Det skete senest 30. november.

Striden går på, hvor stor indflydelse de ansatte fremover skal have på planlægningen af arbejdstiden. På det punkt har parterne været et stykke fra hinanden.

- Jeg synes ikke, at det burde give anledning til en strid, når det har fungeret godt i mange år.

- Jeg synes, at det er torskedumt, at DSB går ind og blander sig i det, hvis medarbejderne selv kan løse opgaven, siger Henning Hyllested.

Hos Dansk Folkeparti mener transportordfører Kim Christiansen, at Folketinget skal blande sig uden om konflikten.

- Det er DSB og Dansk Jernbaneforbund, der skal løse den her konflikt, og så må de gøre op med sig selv, om de kan leve med, at det er til stor gene for tusindvis af pendlere, siger Kim Christiansen.

/ritzau/