78-årige Mogens Arlund fra Hørsholm blev af retten i Helsingør forleden idømt 50 dages betinget fængsel for drabet på sin hustru tidligere i år. Den tiltalte slog efter eget udsagn sin hustru ihjel af barmhjertighed, efter en ulykke havde lammet store dele af hendes krop. Dommen baserede sig på straffelovens paragraf 239, der lyder: ”Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år”.
Men selvom retsafgørelsen har fået offentligheden til atter at diskutere legaliseringen af aktiv dødshjælp, er der blandt Folketingets sundhedsordførere udtalt enighed om at beholde det nuværende forbud. En holdning, som Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, begrunder ud fra den etiske risiko, hun mener er forbundet med en legalisering:
”Der er flere etiske problemer forbundet med en legalisering af aktiv dødshjælp, for eksempel risikoen for, at man som alvorligt syg kan føle sig presset til at føle, at man skal lette byrden for sine pårørende. I regeringen forsøger vi i stedet at fokusere på, hvordan vi kan styrke den palliative indsats (lindring af alvorlig sygdom, red.) i sundhedsvæsenet, en indsats som vi gennem Kræftplan Fire foreslår at afsætte 100 millioner kroner til.”
Ifølge sundhedsordføreren vil regeringen med den nye kræftplan sikre bedre rammer for et mere værdigt liv hos syge mennesker gennem klarere retningslinjer i sundhedsvæsenet:
”Det handler både om de svære samtale med sundhedspersonalet, om retten til ordentlig smertelindring og det at efterkomme patienters ønske om at dø i eget hjem.”
Debatten om aktiv dødshjælp kom for alvor på den politiske dagsorden i begyndelsen af 2000’erne, hvor Holland indførte aktiv dødshjælp ved lov i 2002. Samme år gjorde Belgien det muligt for personer med kroniske lidelser at få hjælp til at dø. I begge lande har antallet af personer, der har benyttet sig af tilbuddene, været stigende. Og den effekt bekymrer sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, der, sammen med resten af Dansk Folkeparti, modsætter sig en legalisering:
”Jeg bryder mig ikke om den glidebaneeffekt, jeg har set i for eksempel Holland, hvor antallet af personer, der søger om aktiv dødshjælp, er stigende. Lukker vi op for det her område med en legalisering, er jeg bange for, at det vil give os større udfordringer, end vi gør os begreb om.”
Hos SF har sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen også en skepsis, som hun, ligesom Venstres ordfører, begrunder med det etiske hensyn til den enkelte borger.
Socialdemokraterne har hidtil bakket op om lovgivningen og gør det stadigvæk, understreger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen, men han mener, at tiden er inde til at drøfte sagen på ny. Derfor har han kaldt sundhedsminister Sophie Løhde (V) i samråd:
”Tiden er inde til at tage sagen op på ny. Vi er nødt til at se nærmere på, hvad der rører sig i andre lande og høre nærmere om deres erfaringer.”
Hos Liberal Alliance er May-Britt Kattrup dog af en noget anden holdning. I partiets folketingsgruppe har uenigheden om aktiv dødshjælp været så stor, at partiet ikke har udfærdiget en fælles holdning til emnet, men i stedet fritstillet deres medlemmer til at tage selvstændig stilling til emnet. Og May-Britt Kattrup går personligt ind for at legalisere området, hvis betingelserne er i orden:
”Jeg er personligt for en legalisering af aktiv dødshjælp, men det skal ske med nogle helt klare rammer, der sikrer at ingen træffer valget, fordi de føler sig presset til det. På den anden side bør vi som samfund ikke holde et menneske, der er alvorligt syg, i live imod egen vilje og trække lidelsen ud.”