Tænk, hvis regeringen bare havde forklaret, at den i en periode betalte privathospitalerne rundhåndet for at få ventelisterne ned. Hvis regeringen også gjorde det for at hjælpe en privat sygehussektor, fordi den mente, at det gav sund konkurrence, så kunne den også have sagt det.
Den kunne også have henvist til, at den mente, at miljøminister Svend Auken (S) i sin tid støttede vindmølle- industrien rundhåndet. Endelig kunne den ikke uden grund have hævdet, at det teknisk set er så svært at beregne betalingen, at den afgørelse er og bliver et politisk valg.
Oppositionen ville naturligvis have været uenig med regeringen. Men så ville vi have haft en sund demokratisk diskussion ud fra forskelligt politisk idégrundlag.
I stedet har vi nu haft tre uger med beskyldninger om slettede mails og usammenhængende forklaringer om en skjult rapport om over-betaling af privathospitaler fra flere nuværende og tidligere ministre og embedsmænd.
Sagens mystik bliver ikke mindre af, at rigsrevisor tøvede halvandet år, før han for alvor kritiserede tilbageholdelsen. Turde han ikke før? For støttes han ikke af statsrevisorerne, står hans job måske på spil.
Der skulle gå to uger, før sundhedsminister Bertel Haarder (V) og siden statsrevisorerne fastslog det selvfølgelige: Loven skal holdes. Når rigsrevisorloven fastslår, at rigsrevisor skal have relevante rapporter, så skal han have dem. Især når han gentagne gange beder om materialet.
Forløbet kan give borgerne indtryk af, at politik mere drejer sig om urent trav end forskelle på politiske idéer. Og nu har Mogens Lykketoft (S) mere end antydet, at der fra højeste sted i regeringen må være givet ordre til at skjule rapporten. Denne alvorlige beskyldning rammer både ministre og embedsmænd. For embedsmænd har pligt til at gøre indsigelse mod eventuelle ulovlige ordrer.
Hvis der var en udspekuleret plan om hemmeligholdelse, var udførelsen forbløffende klodset. Flere ministre kom med uklare, delvist selvmodsigende og også vildledende forklaringer. To spindoktorer forbrød sig tilsyneladende mod regler.
Endelig er der departementscheferne. På denne plads har jeg tidligere nævnt, at udtalelserne fra departementschefen i Sundhedsministeriet, Kristian Wendelboe, undrer mig. Primo oktober var det ham og ikke den nuværende minister, Bertel Haarder, der svarede på kritikken. "Efter bogen" svarer en siddende minister ellers på kritik også af en forgænger. Det var tilmed svært at få sammenhæng i departementschefens udtalelser. Af pladshensyn skal jeg holde mig til en enkelt fra Politiken den 1. oktober.
Wendelboe kritiserede Jacob Axel Nielsens (K) spindoktor Frank Korsholm for at have givet oplysninger til Lene Espersen (K), blandt andet fordi de blev videregivet på et tidspunkt, hvor regeringen ikke var enig. Jeg ved ikke, hvor departementschefen har den "regel" fra. Både spindoktor og departementschef skal være loyale over for deres ministers ordrer, så længe de er lovlige.
Hvis sundhedsministeren har ønsket at videregive nogle oplysninger om en færdig rapport uanset, at det kunne give rav i regeringen, er det ministerens ret. Udtalelsen fra Wendelboe kunne være et udtryk for, at vor tids departementschefer tager uberettigede politiske hensyn.
I gamle dage var departementschefer "sognekonger" i deres ministerium. De forsvarede ministerens og ministeriets interesser med næb og klør, men det var helt regeringens eget ansvar at sikre harmonien i regeringen.
To forhold har ændret denne adfærd: Departementscheferne gør ikke længere kun karriere i ét ministerium, de springer ofte fra ministerium til ministerium, Og ofte begynder karrieren i Finansministeriet. Udnævnelserne styres dernæst nu langt mere af statsministeren med råd fra dennes departementschef end af fagministrene.
Faren er, at departementscheferne mere orienterer deres loyalitet mod toppen i Statsministeriet og i Finansministeriet end mod deres skiftende ministre. Og departementschefer med politisk tæft venter ikke på ordrer fra toppen, de gætter selv, hvad der forventes af dem.
Departementscheferne er nu om dage kun i få tilfælde jurister. De er ofte økonomer med ringe uddannelse i jura. Alligevel skal de hjælpe ministre og spindoktorerne med at overholde regler. Det uheldige forløb om den tilbageholdte rapport kan godt skyldes dårligt arbejde fra en række aktører, ikke mindst på departementschefs- niveau.
I Sverige er en departementschefs funktioner delt på en politisk statssekretær og en uafsættelig retschef, en jurist, der skal sikre lov og orden. Måske ikke så tosset en ordning.
Tim Knudsen er professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet