I de seneste knap 30 år har dansk politik tilsyneladende været underkastet en slags topstyringens jernlov, der gradvis har sat sig mere og mere igennem. Som statsminister topstyrede Poul Nyrup Rasmussen (S) mere end Poul Schlüter (K). Anders Fogh Rasmussen (V) tog topstyringen endnu et skridt frem, og det samme gjorde Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Topstyringen har imidlertid nået sit foreløbige højdepunkt med Mette Frederiksen (S) som statsminister.
Mette Frederiksens topstyring viser sig ved, at Statsministeriet er blevet mandskabsmæssigt oprustet og har fået tilladelse til at agere kommandocentral, hvorfor det kan blande sig i stort såvel som småt, hvis det synes.
Formålet med topstyringen er naturligvis, at regeringen skal fremstå som en målrettet politisk maskine, der sætter sig igennem som en enhed. I modsætning til en situation, hvor en regering består af et tocifret antal små maskiner repræsenterende hver sit ministerium, som også til tider – tilsigtet eller utilsigtet – modarbejder hinanden.
Der er flere årsager til, at Mette Frederiksen har kunnet tage topstyringen til nye højder. For det første hjælper det hende, at hun er chef for en étpartiregering. Det indebærer, at der ikke sidder andre partier på centrale ministerier, hvorfra de kan varetage disse partiers særlige dagsordener. For det andet er Mette Frederiksen ubestridt leder af Socialdemokratiet. Der er ikke i regeringen nuværende eller tidligere toppolitikere fra hendes parti, der skal tages særlige hensyn til, som det for eksempel var tilfældet, da Poul Nyrup Rasmussen måtte give Svend Auken lov til at etablere sit eget fyrstendømme som miljøminister. For det tredje er Mette Frederiksen også som ”politisk dyr” villig til at sætte sin politiske vilje igennem.
Den dybere baggrund for topstyringen er naturligvis at give regeringen – det vil sige Socialdemokratiet – bedre resultater i form af flere stemmer ved næste valg, at sikre partiet mere politisk indflydelse med hensyn til indretningen af Danmark og at sikre dets toppolitikere flere magtpositioner. Topstyringen er et middel til at maksimere Socialdemokratiets interesser på disse tre dimensioner.
Topstyringen har imidlertid også sine omkostninger. Det opstår, fordi topstyringen er lig med centralisering af de politiske beslutningsprocesser i større omfang end uden topstyring. Det betyder, at der som altid ved centralisering af beslutningsprocesserne er risiko for, at saglige og langsigtede hensyn bliver overtrumfet af den politiske topstyring.
Et eksempel på Mette Frederiksens topstyring ses i forhold til Udenrigsministeriet. I marts i år drog Mette Frederiksen sammen med den daværende østrigske kansler, Sebastian Kurz, til Israel for at aflægge visit hos den daværende premierminister Benjamin Netanyahu for at diskutere vacciner mod covid-19. Det skete næppe på anbefaling fra det danske Udenrigsministerium.
Set fra Udenrigsministeriets side betragtedes turen til Israel med det nævnte formål som i bedste fald nyttesløs og i værste fald skadelig for sammenholdet i EU om vaccinebekæmpelsen af covid-19. Det ligger i Udenrigsministeriets opdrag og arbejdsmåde, at man skal fremme Danmarks langsigtede indflydelse i forhold til omverdenen i almindelighed og til EU i særdeleshed. I den sammenhæng kom det pludselige besøg i Israel midt under pandemien som en kæp i hjulet.
Når Mette Frederiksen drog afsted alligevel, var formålet sandsynligvis at demonstrere indenrigspolitisk handlekraft. Holdningen var tilsyneladende, at det kunne ske ved at læne sig op ad Israel, som på dette tidspunkt var kommet langt i vaccineudrulningen. Nu viste der sig ikke at komme alverden ud af besøget, men derfor kan det sagtens have haft den effekt, at det har styrket Mette Frederiksens renommé som hård hund i bekæmpelsen af covid-19.
Et andet eksempel på topstyringen i den nuværende regering ses i sagen om nedslagtningen af mink i november 2020. Også i denne sag styrede Mette Frederiksen og Statsministeriet tingenes gang med hård hånd. Her har topstyringen sandsynligvis medvirket til, at sagen forløb, uden at den tilstedeværende viden om manglende lovhjemmel til at fjerne alle danske mink blev inddraget. Men regeringen tog sig handlekraftig ud.
Alt i alt kan topstyringen indebære fordele for den til enhver tid siddende regering. Samtidig risikerer topstyringen også at have den pris, at sagligheden, proportionaliteten og endda lovmedholdeligheden tabes i topstyringsprocessen. Samtidig risikerer for megen topstyring også at ramme en regering som en boomerang, hvilket muligvis er tilfældet med minkskandalen.