Fandt man valgnatten dramatisk med det snævre opgør mellem den røde og den blå blok, blev dramatikken ikke mindre i løbet af onsdagen, da fintællingen af stemmer fra folketingsvalget tog fart. Først på formiddagen viste det sig, at 980 stemmer i Sæby i Nordjylland fejlagtigt var blevet lagt i bunken for Enhedslisten, selvom de egentlig skulle have været lagt hos Danmarksdemokraterne.
Det førte omgående til spekulationer om, at fejlen kunne ændre magtforholdet mellem de to blokke på landsplan, men det kunne den dog ikke. Så begyndte de personlige stemmetal at rulle ind, og midt på eftermiddagen meddelte De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, at hun trak sig som leder på grund af "svage personlige stemmetal".
Hun havde ellers blot få timer tidligere i Publicistklubbens partilederdebat svoret, at hun ville blive, selvom De Radikale blev mere end halveret ved valget. Senere igen indløb nyheden om, at fungerende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ikke blev genvalgt, trods Socialdemokratiets pæne fremgang på landsplan.
De personlige op- og nedture kan virke uvæsentlige i forhold til de helt overordnede politiske emner i valgkampen. Men personlige relationer er faktisk væsentlige for, hvad der kan lade sig gøre ved svære politiske regeringsforhandlinger som dem, Socialdemokratiets leder og kongelig undersøger Mette Frederiksen nu indleder. Hun vil som det første sondere mulighederne for at danne en bred regering hen over midten, som kan løse nogle af Danmarks sværeste problemer.
I den forhandling kommer Radikale Venstre, trods dets katastrofalt dårlige valg, til at stå i en helt central position. Den sandsynlige efterfølger til Sofie Carsten Nielsen, Martin Lidegaard, ligger på nogle områder tættere på Socialdemokratiet og vil formentlig være mere kompromissøgende, end hun har været.
Det kan lette det på papiret ellers nærmest umulige midterprojekt. At det bliver svært, efterlod debatten mellem partilederne dog ingen tvivl om.
Det kom imidlertid også til at stå klarere end tidligere, hvorfor Mette Frederiksen fortsat er optaget af at "afsøge muligheden" for en bred regering. Og hvorfor hun måske vil give det mere end blot et kosmetisk forsøg, inden hun tyer til sit spinkle flertal til venstre for midten.
Som Mette Frederiksen gjorde klart, står Danmark midt i den største energikrise i hendes liv, krig hærger på det europæiske kontinent, inflationen buldrer af sted, og forude truer en recession. Det er ikke noget spændende bagtæppe at regere et land på.
Der skal træffes mange upopulære beslutninger de kommende år – helt modsat situationen i 2019, da meget åndede fred og ro, og politikerne kunne koncentrere sig om at bruge milliarder af kroner på børn og klimakrise.
Det er fortsat presserende emner, suppleret af de meget store udfordringer for sundhedssektoren og de unges trivselsproblemer. Mette Frederiksen står med en regulær risiko for at blive politisk handlingslammet, hvis hun danner en regering på Enhedslistens og til dels SF's stemmer.
Hun kan hurtigt køre fast i en situation, hvor støttepartierne nok vil stemme for at bruge flere penge på velfærd og klima, men ikke vil være med til at gennemføre de nødvendige, men måske knap så populære reformer, som skal skaffe pengene til at holde hånden under samfundsøkonomien. Og arbejdskraften til at løse de mange påtrængende opgaver, både i det offentlige og det private. En situation, der kunne friste de borgerlige til at stille sig med armene over kors.
Sagt mere enkelt: Den næste regering skal kunne tage det sure med det søde, som også Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, pointerede. Det gælder også i udlændingepolitikken, hvor Socialdemokratiet ligger på linje med flere borgerlige partier, men hvor Mette Frederiksens egne støttepartier ikke længere vil se passivt til med hensyn til den stramme kurs og for eksempel planer om et dansk asylcenter i et afrikansk land som Rwanda. I øvrigt en idé, som Lars Løkke har kaldt ”symbolpolitikkens overmand”.
For partier som Venstre eller De Konservative vil det være meget risikabelt at skibe sig ind i en regering ledet af Mette Frederiksen. Men skal den give mening, må den have et flertal alene. Ellers får den for alvor svært ved at beslutte noget, der kan løse problemerne eller i hvert fald forsøge på det. En mindretalsregering med flere partier, som først indgår en række kompromiser internt, vil have svært ved efterfølgende at give indrømmelser til andre partier for at nå de 90 mandater. Et umuligt kompromisernes kompromis, om man vil.
Det er ikke sandsynligt, at det ender sådan, men nu gør den fungerende statsminister forsøget.
Dette er en politisk analyse.