Som ventet løb regeringen torsdag ind et veritabelt stormvejr, da Folketinget dagen lang førstebehandlede forslaget om konsekvenserne af at afskaffe store bededag som helligdag.
Kort inden debatten gik i gang, fortalte otte af de ni oppositionspartier, at de samlet stiller et ændringsforslag om, at afskaffelsen af store bededag først skal træde i kraft efter næste folketingsvalg. Et forslag, som regeringspartiernes ordførere afviste blankt: Store bededag bliver afskaffet som helligdag fra og med 2024.
Debatten afslørede imidlertid også, at oppositionspartierne er i vildrede om, hvordan de skal håndtere sagen. Godt nok lykkedes det SF at samle de otte oppositionspartier bag forslaget om at udskyde afskaffelsen af store bededag til efter næste valg, men i modsætning til tidligere stod oppositionen ikke længere samlet i konfrontationen med regeringen.
De Radikale var ikke længere med. Partiet har besluttet sig for i sidste ende ligesom regeringen at stemme for at afskaffe store bededag. Derfor ville det ikke give mening at blive ved med at stå sammen med de øvrige oppositionspartier. De Radikale satser nu åbenlyst på, at de ved at komme regeringen i møde senere kan få politiske indrømmelser ud af regeringen, for eksempel på områder som klima eller uddannelse.
Ud fra en simpel cost-benefit-analyse har De Radikale vurderet, at de får mest ud af at forlade protestsporet nu. Helt anderledes er vurderingen hos Folketingets yderpartier. Enhedslisten, Alternativet, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er fortsat særdeles opsatte på at få bededagsforslaget sendt til en folkeafstemning, hvor det efter alt at dømme ville blive stemt ned. Ifølge paragraf 42 i Grundloven skal 60 ud af Folketingets 179 mandater kræve det, men det ser fortsat meget vanskeligt ud at nå op på 60 mandater.
Fløjpartiernes ordførere brugte mange kræfter på at udfritte især De Konservative, SF, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne om, hvorvidt de støtter en folkeafstemning. Svarene var variationer over temaet, at det er et meget vidtgående skridt, og at man først vil se, hvor langt man kan nå med regeringen ad andre kanaler.
Splittelsen blandt oppositionspartierne viser, at flere af dem har erkendt, at de bliver nødt til at tænke længere frem end til Folketingets endelige afstemning om at droppe store bededag. Kort sagt handler det om deres rolle som oppositionsparti: som protestparti eller som indflydelsesparti.
Især De Konservative og SF vil meget gerne være med i et nyt flerårigt forsvarsforlig. De forhandlinger kommer partierne med i, og der bliver brug for at skaffe finansiering ud over de tre milliarder kroner, som forslaget om store bededag giver. Selvom regeringen har droppet koblingen mellem forsvarsudgifterne og pengene fra store bededag, vil partierne komme under pres for alligevel stiltiende at acceptere store bededag som en af finansieringskilderne.
Ordførerne fra regeringspartierne spurgte flere gange under debatten oppositionspartierne, om de vil genindføre store bededag, hvis de får muligheden for det efter et valg. Et spørgsmål, de afviste som hypotetisk, men som illustrerer deres store dilemma, nemlig at hvis de efter et valg får flertal for at genindføre store bededag, skal de finde pengene til det på anden vis. Det kan blive meget vanskeligt, for oppositionspartierne står ideologisk meget forskellige steder.
Under debatten foreslog Nye Borgerlige for eksempel, at man kunne skaffe de tre milliarder kroner ved at skære i udviklingsbistanden, De Konservative ville undlade at sætte ydelser som for eksempel Statens Uddannelsesstøtte op i samme tempo som hidtil, mens Enhedslisten og SF var indstillede på at fjerne de skattelettelser på syv milliarder kroner, som regeringen også vil gennemføre. Den model, oppositionspartierne hidtil har kunnet enes om, handler primært om at tage pengene af kassen.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), som forslaget hører under, lod sig ikke anfægte af oppositionspartiernes voldsomme kritik af forslaget om at afskaffe store bededag. Regeringen vil fortsat haste det igennem, uanset kritikken. Med De Radikales støtte er det blevet sværere for partier som De Konservative, SF og Liberal Alliance at navigere i det videre forløb, vel vidende at de næppe kan eller vil udløse den parlamentariske atombombe: folkeafstemningen om forslaget. Dertil er de politiske omkostninger for dem for store.
Dette er en politisk analyse.